Henning Jensen som Henning Larsen og Søren Sætter Lassen som Mærsk McKinney Møller (tegn. Claus Seidel)

SHERRY ELLER CINNOBER?

Det dramatiske opgør mellem Mærsk McKinney Møller og Henning Larsen om Opera-byggeriet på Holmen er blevet en munter farce på Det Kgl.

Dramatiker: Jakob Weis. Iscenesætter: Thomas Bendixen. Scenograf: Karin Betz. Medvirkende: Søren Sætter Lassen, Henning Jensen og Amanda Collin.  

’Møller og Larsen’ spiller på Skuespilhusets scene Mellemgulvet indtil 29.maj. Varighed: 1 t. 25. min uden pause.

****

HVAD havde man egentlig ventet sig? En kollision? Opgøret mellem Mærsk Møller og Henning Larsen repeteret, trevlet op, sat på spidsen? Med vekslende statsministre, Poul Nyrup, Anders Fogh dansende rundt om guldkalven og det venlige får i forsøg på at tækkes begge? Århundredets drama mellem kapital og kultur. Hele den dramatiske historie, nationen fulgte i årene omkring årtusindskiftet.

OVERHOVEDET ikke. Jakob Weis’ drama ’Møller og Larsen’ er blevet en pudsig farce-komedie. En slags lad-os-glemme-det-hele. Forsoning på god dansk maner, det var jo også bare småtterier, alt sammen.

DET var ellers våben nok på lageret, rustninger nok at iføre sig, skulle man synes. På Det Kgl.s hjemmeside har teatret som opvarmning en film, der skal forklare, hvad det drejer sig om. Smukke billeder af Operaen før åbningen i 2005. Jubelkommentarer af den ene og anden, og den ekstravagante bygherre, skibsreder Mærsk, høfligt og ærbødigt interviewet af unge Steffen Kretz til tonerne af ’Nessun dorma’-arien fra Puccinis ’Turandot’. Hyldest, taknemmelighed og taksigelser i alle ender og kanter. Den storslåede gave til nationen. Henning Larsen forsigtigt interviewet i få øjeblikke. Næsten usynliggjort.

KORT efter så Henning Larsens lille bog, som vi slugte for at høre argumenterne fra manden, der ville noget andet med den Opera. Bogen hedder ironisk ’De skal sige Tak!’, en Mærsk-bemærkning til arkitekten under et af de hårrejsende møder de to havde under byggeriet, møder, hvor modsætningerne blev skåret ud i pap mellem arkitekten og den suverænt enerådige skibsreder. En bog, der, så det skar i tænderne, fortalte alt om, hvor desavoueret Henning Larsen var blevet undervejs, hvordan arkitektur, æstetik og kunstneriske vision var blevet trampet på og mødt af en bygherre, der havde ganske andre hensyn. Et blodigt opgør mellem to egensindige, selvsikre, rethaveriske herrer med nationen som tilskuere, hver for sig med fat i den lange ende på vidt forskellige betingelser og med vidt forskelligt sigte. Pengemagten og åndsmagten.

I Jakob Weis’ udgave på scenen i Skuespilhuset er det der alt sammen i små bølgeskvulp. Det rutsjer ind som hidsige spilfægtninger mellem de to kombattanter, der nu er lykkeligt ude af sagaen og mødes i det hinsidige, dog ikke tættere på himlen end at de befinder sig på Operaens tag, hvorfra glade, muskuløse badutspringere ind imellem plumper i havnebassinet, som de har for vane en gang om året – ja, der er rigtig vand i graven til dem! Og hvor en ung fru Justitia med symbolsk bind for øjnene dukker op som moderator for de to gnækkende gamlinge, der skændes om fliser og glas, farver og materialer, lameller og ikke lameller, om opdragelse og fædre, og hvem der gjorde hvad og hvornår. Det er Søren Sætter Lassen i sort habit og med Mærsk-frisure, og Henning Jensen i løsagtig, krøllet hørjakke. Virkelighedens to kombattanter skitseret som figurer, men afgjort mere ordrige end vi kendte dem: Kværnende hidsigt løs, hvor den ene huskes som en kommanderende rektor, vant til at blive adlydt. Og den anden alle dage kunne være lige så kort, men underfundig og stilfærdig, parat til at forklare sig og fordybe sig i betragtninger om lys og vinkler. Her er de som et par skoledrenge i deres ødsle mundhuggerier og selvretfærdighed med flyvende brokker af argumenter og skitseringer af alt det, vi ved der kom på tværs mellem dem – Larsen, der aldrig kunne få virkeliggjort det syn af ’konkylien’ – det mægtige skjold af ahorntræ, der fylder foyeren, og som Mærsk fik ødelagt synet af fra havnesiden ved at kræve metal-lameller over hele glasfacaden. Og Mærsk lallende nostalgisk om hensynet til sin gamle far, A.P., der skulle sættes et minde. En finale, der lader dem forsones hånd i hånd og forlade taget til tonerne af Bizets ømme elskovsarie ’Je crois entendre encore’ fra ’Perlefiskerne’.

KUNNE det være grebet anderledes an? Sikkert. Jakob Weis har haft stor succes med stykker, der går tæt på nationale koryfæer: Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Herman Bang og Betty Nansen. Glimrende, psykologisk fascinerede personskildringer.

DET er næppe den national-politiske lammelse over rigmandens ekstravagante kulturgave, som vi oplevede for så få år siden, der får Weis til denne gang at skrive en farce. Eller vrede over, at den store arkitekt blev sjoflet. Snarere netop en oplevelse af, at det store drama om operahus-byggeriet set på afstand har den karakter, som fru Justitia i den unge skuespiller Amanda Collins udgave reducerer til de to herres diskussion af farven på hendes neglelak: sherry eller cinnober? What the hell er det for nogle petitesser, de skændes om? Det virker, som han har tænkt sådan.

gregersDH.dk