Peder Holm Johansen og Danica Curcic (tegn. Claus Seidel)

PIGEN, DER SKULLE JORDES

Danica Curcic som Jeanne d’Arc. Omringet af mænd. En voldsom teateroplevelse.

Dramatiker: Lucas Svensson. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Medvirkende: Danica Curcic, Peder Holm Johansen og et kor på 25 mand.

’Jeanne d’Arc’ går på Teater Republique indtil 7. april. Varighed: 1t 40 min.

*****

SCENEN ligger åben. På midten kun en bunke jord. ”Af jord er du kommet! Til jord skal du blive! Af jord skal du igen opstå!” Det kristne budskab runger gennem ’Jeanne d’Arc’ på Teater Republiques Store Scene.

ER det dét, der også er forestillingens budskab? Næh, det er det sandelig ikke. Det bliver heller ikke på noget tidspunkt udsagt. Det ligger bare som et billede på den kærne af kristendom, der driver historien om ’Jeanne d’Arc’ fra start til slut. Jeanne er bondepigen, fårehyrden, der vokser op med muld under neglene og ender sit korte og stormfulde liv som Frankrigs heltinde – begravet i den jordbunke, hun kom fra. Gruppevoldtaget af engelske soldater. Stemplet som luder af sine egne landsmænd.

OPSTANDELSEN må vi tænke os til, for den svenske dramatiker Lucas Svensson og hans iscenesætter Staffan Valdemar Holm har ikke en helgenkåring af Jeanne d’Arc som målet. De fortæller historien om en teenager, der bliver fanget i en voldsom blanding af syner, himmelske åbenbaringer og seksuel ophidselse under pasningen af sine får, masturberer sig til blods, så hendes jomfrudom går tabt og derfra kun har ét mål: At frelse Frankrig fra den engelske invasion. Det er ikke den allierede landgang i Normandiet 1944, det handler om, det er Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig, der lakker mod enden, og vi er i 1425. Englænderne har omringet Orleans, og den pragtfuldt besatte jomfru smider hyrdeklunset, ifører sig en brynje, der nedsænkes fra himlen og sværd, der graves op af mulden, hvorpå hun overbeviser sine landsmænd om, at hun er Guds udsendte, der i spidsen for dem kan banke englænderne.

Galt går det som bekendt. Hun befrier Orleans, men ender på bålet, brændt af englænderne, men dømt af en franske kirke, der er besat af heksejagt.

ROLLEN er en pragtrolle for Danica Curcic, der magter forvandlingen fra naiv og uskyldigt purløg til håndfast hærfører – varslet allerede, da hun med et brøl som en sergeant kommanderes sin far ’Ned på knæ!!’ i jordbunken, for at han såmænd bare skal bede en bøn til Vorherre. Danica Curcic er blevet udråbt af en eller anden til sin generations Bodil Kjer, og jo, Bodil Kjer var en stor skuespiller, men hun var den elegante, i nogle roller den morsomme – Danica er meget snarere sin generations Ingeborg Brams, hvis vi endelige skal sammenligne med nogen. Hun har den samme intuitive sjæls glød, den brændende alvor, der gemmer sig i krop og stemme, en søvngængeragtig viljesikkerhed – ikke for ingen ting blev rollen som Jeanne d’Arc i Claudels og Honeggers oratorium ’Jeanne d’Arc på bålet’ et højdepunkt i netop Ingeborg Brams karriere, da hun spillede titelrollen på Det Kgl. i midten af 50’erne.

OG nu vi er ved oratoriet dengang. Der er ikke en tone musik i Teater Republiques ’Jeanne d’Arc’. Lige bortset fra en henrivende lille fransk børnesang, Danica synger i et nostalgisk øjeblik. Men Lucas Svensson og Staffen Holm har til gengæld anbragt et muskelstærkt mandskor bag den rejste mur omkring jordbunken, et kor, der med stor virkning kan bimle som kirkeklokker, mæhe som får, gø som hunde, når stemningen på land og i by skal fremmanes. Og hvad der endnu stærkere: Agere aggressive og liderlige engelske krigsmænd det ene øjeblik, og det andet øjeblik fransk folkemængde, borgere, der svinger og vakler som vindbøjtler i deres holdninger til Jeannes gerninger og indflydelse. Som tale- og råbekor erstatter det på en måde den musik, der ikke er der, den musik, der er af så afgørende virkning i Honeggers og Claudels oratorium.

VI er ikke i tvivl om, at instruktør og dramatiker bevidst understreger den aktuelle kønsproblematik-diskussion med de skarpt optrukne kontraster mellem det rene mandskors rå udspil over for den ensomme kvinde, der samtidig tillader sig den uforskammethed at klippe håret kort, iføre sig mandlig uniform og gribe sværdet. I en af de sidste kampscener med englænderne optræder Jeanne nærmest i en morderisk macho-blodrus. Mere komisk end overbevisende. I en i øvrigt gennemført rendyrket udlevering af en Jeanne d’Arc, der nok kan svinge i selvsikkerhed, selvbevidsthed og tro på sin mission, men hele tiden inden for, hvad vi accepterer som psykologisk troværdigt. Når hun nu er besat af himmelske syner.

DET er ellers Jeanne d’Arc-historien regulært fortalt med skyldig hensyn til den historiske viden – egentlig ligesom oratorie-udgaven og uden den marxistiske vinkel, Brecht valgte med sin ’Jeanne i slagtehuset’.

Og så må vi da tilføje, at vi ud over en magtfuld solopræ-station af Danica Curcic, ser vi Peder Holm Johansen som hendes modspiller i tigerspring frem og tilbage fra at være hende far, så hendes løjtnant, så biskoppen, der med jesuitisk, manipulatorisk argumentation får de tilståelser drevet ud af hende, der fører hende til bålet. Og endelig også den slapsvansede franske dauphin, hvis kroning den arme Jeanne promoverer. Det er skuespil af format.

gregersDH.dk