Michael Ha og Frederikke Kampmann i ‘Elskovsdrikken’ (foto: Kåre Viemose)

LIVSDUELIG POP

Donizettis ’Elskovsdrikken’ er lige til at tylle i ørerne. Igen og igen.

Komponist: Donizetti. Librettist: Romani. Dirigent: Per-Otto Johansson. Iscenesætter: Harry Fehr. Scenograf: Yannis Thavoris. Medvirkende: Dénise Beck, Frederikke Kampmann, Michael Ha, Lars Møller og Stefan Stoll. Den jyske Operas Kor og Odense Symfoniorkester.

’Elskovsdrikken’ spiller efter premieren fredag aften i Odense Koncerthus på turné frem til 2. december med skiftende landsdelsorkestre.

****

GLADE mennesker, fulde folk, koner på indkøb og soldater, der render rundt på en markedsplads i en italiensk landsby for to hundrede år siden. Det er dér, vi befinder os med ’Elskovsdrikken’. En snottet bondedreng og en sød pige som hovedpersoner. Hun er lun på knægten, men blæser med vinden, og den blæser hende i favnen på en soldat i smart uniform. Men heldigvis tilbage igen, da vinden vender.

Sku’ dét være noget? En lille flad love story til et ugeblad. Men den er krydret med en omrejsende kvaksalver, som har det, der har givet den berømte opera sin titel ’Elskovsdrikken’. Manden prakker bonderøven Nemorino en drik på, der kan sætte hormonerne i sving og give ham uovervindelig charme. Nemorino er ikke specielt sprogkyndig, så han gennemskuer ikke, at slynglen med det store sælgergén hedder Dulcamara, der er navnet på en bittersød plante af natskyggefamilien. Vi andre aner, at det måske er dét, der er i drikken. Højst dét. Ikke viagra.

Historien er selvfølgelig noget henrivende vrøvl. Men en komedie med sin egen charme i kraft af den strømmende, muntre musik. Tema på tema, velklang på velklang. Festlig, sjov, rørende og fantasifuld. Operanørder vil stramme læberne, hvis man siger det er en art Seebach-musical anno 1830’rne, men det er næppe ved siden af. Donizettis ’Elskovsdrikken’ er én ud af 70 operaer, han skrev, indtil hans korte liv sluttede i vanvid. Operaer, der fyldte operahuse over hele Europa.

Den Jyske Operas udgave henlægger historien til et moderne indkøbscenter, og det er en sjov idé. Nemorino har smidt høtyven og render rundt med spand og rengøringsvogn. Vi kunne være i Rødovre Centret, og Nemorino en fremmedarbejder, der opfylder Liberal Alliances forestillinger om arbejde til alle og ingen på bistand. Han bliver sunget af den sydkoreanske tenor Michael Ha. Og pigen Adina fjumser som sine veninder rundt med indkøbsposerne – sopranen Dénise Buck i høje hæle og den velartikulerede sopran i lige så højt gear. Parret er velvalgt, når nu instruktøren, den engelske Harry Fehr, har valgt at lægge vægten på operaens selvironiske, flyvende komik – Dénise er et hoved højere end Michael Ha, så Nemorino alene af den grund får ekstra understreget sit tumlende, søde og ubehjælpsomme klumpedumpe-spil, drillet af kunder og soldater, snydt af Dulcamara og hundset temmelig vilkårligt af den lunefulde Adina, som pigen hedder.

2.akten har den bedst skrevne musik, de kønneste ensembler og korscener, og så har den dén Nemorino-arie, der får publikum i lige så mange tårer som Nemorino selv, der han bryder ud i ’Una furtima lagrima’, der ganske vist handler, ikke om hans egne tårer, men at han har set ’una furtima lagrima’ i den skønnes øje. Hun elsker ham altså!

Michael Ha er en sød og dygtig sanger, ikke den mest italienske smørtenor, vi har hørt – plademarkedets snese af indsyngninger af ’Una furtiva lagrima’ med Pavarotti og andre stjerner – kan gøre livet surt for de bedste i faget. Men Michael Ha lever smukt på charmen og den sjove figur, han stiller op mod den talentfulde Dénise Beck og de øvrige solister, Stefan Stolls Dulcamara, Lars Møllers soldat Belcore, og Frederikke Kampmann som pigen Giannetta.

Et sikkert kort, den opera. En begavet dirigent, Per-Otto Johansson – Odense i spidsen for et velspillende Odense Symfoniorkester. Den Jyske Opera kan nok regne med fulde huse på turnéen.

gregersDH.dk