Et af Kasper Holtens og Steffen Aarfings scenerier i ‘Brødre’ (Lysdesign: Ellen Ruge)

I REMEMBER

NOTHING !

Krigstraume sat på noder af Den Jyske Opera, så hårene rejser sig.

Komponist: Daniel Bjarnason. Librettist: Kerstin Perski på basis af Anders Thomas Jensens filmmanuskript til Susanne Bier-filmen ’Brødre’. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Medvirkende bl.a.: Jacques Imbrailo, Marie Arnet, Selma Buch Ørum Villumsen, Joel Annmo, Jakob Christian Zethner, Anne Margrethe Dahl, James Laing, Dénise Beck og Olafur Sigurdarson. Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor. Dirigent: André de Ridder.

Operaen ’Brødre’ opføres kun fire gange i Musikhuset i Århus. Vi så den 2. gang i aftes. De to næste og foreløbig sidste bliver i Musikhuset den 20. og 22. august. Varighed ca. 100 minutter uden pause. ’Brødre’ synges på engelsk med danske overtekster.

******

”I remember nothing!” Jeg husker ingen ting. En nøglereplik. Og en nøglesituation i operaen ’Brødre’.
Soldaten Michael er kommet hjem fra Afghanistan. Hjem til familien, forældrene, broren, konen og deres lille datter – alle har troet ham død, dræbt ved et helikopterstyrt. Lykke, og livet, der begynder igen.
Men for Michael kun tilsyneladende. Han er uligevægtig, plaget af en dybt traumatisk oplevelse. Han har været taget til fange og er blevet tvunget til at slå en soldaterkammerat ihjel for selv at overleve.
Nu står han foran sin overordnede, en oberst. Obersten beder ham fortælle, hvad han husker om sine forsvundne kammerater derude. Det er her hans indre film knækker: Jeg husker ingen ting, siger han desperat afværgende.

Vi er til opera. I det øjeblik rammer musikken, instruktionen, billedet det berømte point of no return. Et klimaks, hvor alt samler sig.
Den islandske komponist Daniel Bjarnason er i hårfine, minimale udladninger – som han i hele sit partitur nøjeregnende holder igen med alle overflødigheder og koncentrerer til soloinstrumenter eller korte, præcist psykologisk timede orkesterindsatser eller gysende pauser. Ligesom Kasper Holten bruger situationen enerverende ekspressivt, lader sin hovedperson sitrende tabe balancen og publikum forstå, at her i dette øjeblik er der ingen vej tilbage, soldaten Michael er fra nu af helt låst fast i sin grusomme erindring om, hvad han gjorde i fangekælderen i Afghanistan. Hos Shakespeare rydder man slægt og venner af vejen for at få magt. Michael har slået ihjel for selv at overleve.
Kasper Holten kan lade den skæbnesvangre handling genopføre i operaens slutning, da scenen fra fangekælderen igen vækkes til live i Michael hoved midt under en fødselsdagsfest for datteren – det er en enormt stærk slutning. Så man er lige ved at tænke: Er det nødvendigt? Er det ikke så rystende tæt på i vores oplevelse med bare antydningen af, hvad der er sket? Måske er det, fordi man kender scenen fra Susanne Biers film. Men så alligevel – det er en voldsomt dramatisk og rigtig operaslutning. Med kammeraten Peter sunget af en kontratenor, James Laing, for netop at abstrahere den ufattelige situation som en lyslevende rædsels-erindring i Michaels hoved.

DET UAFVENDELIGE

Jeg taler om musikken, instruktionen og billedet. Og bruger stedet til at se og nævne det, der gør denne forestilling på den Jyske Opera til noget helt særligt. Billedet… de psykologisk gennemtænkte lysvirkninger, der minutiøst følger handlingsgangen, holder replikker fast i spots det ene øjeblik, det næste skifter mellem totalvirkninger, der i sig selv er fortællende.
Steffen Aarfings køligt-abstrakte dekoration, væggenes grå mure, en trappeopbygning, der omslutter handlingen og giver Kasper Holten mulighed for at befolke scenen med operaens kor i stadig nye, enkle konstellationer – han og komponisten bruger koret, som var vi til en græsk tragedie, et kor, der iagttager, kommenterer og fører den rystende handling mod almene konklusioner om livets uafvendelige og uløselige mysterium, sjælens og sindets bedrageriske mummespil.
Vi lever med tvivl, skyld, jagt på erkendelse af sandhed. Kristian Lollike strejfede det i sin soldaterveteran-ballet på Det Kgl. Vi ser på samme måde i denne tid et opgør i Polen om polakkers, også polske jøders, deltagelse i tvungne krigsforbrydelser mod deres egne i KZ-lejrene, og fornemmer de rystende kvaler, det kan have medført, selvopgørene, fordømmelserne, tilgivelserne.
Alt det, som denne historie også rummer og fortæller, så den enkle familiekonflikt midt i sin lurende, uafvendelige fremadskriden mod den fatale slutning vokser langt ud over de i sig selv banale jalousi-elementer, der huserer mellem brødrene.

Den korte, kun halvanden times, pauseløse opera opleves i et sug af intensitet.
Glimrende fortolket sangligt og musikalsk. Af soldaten Michael, sunget af den sydafrikanske baryton Jacques Imbrailo. Broren sunget af Joel Annmo, som vi husker som en stærk Ferrando i ’Cosi fan tutte’ på Den Jyske Opera for et par år siden. Faren af Jyske Operas egen Jakob Christian Zethner. Af et lille hold glimrende kvindelige sangere omkring dem, Anne Margrethe Dahl som brødrenes mor, Marie Arnet som Michaels kone, Selma Villumsen som datteren – en perlerent syngende Selma Buch Ørum Villumsen, 4. klasseelev fra St. Annæ-Sangskolen i København – og den dræbte soldats kone perfekt sunget af Dénise Beck.

’Brødre’ er en totaloplevelse med Aarhus Symfoniorkester i graven ledet af en dirigent, der har ekstrem lydhørhed over for værkets stil og tempo. Hans navn er André de Ridder.

gregersDH.dk