DET
SPRØDESTE
SPRØDE
På skødet af fortættet kammermusik for fem blæsere.
CD med blæserkvintet-værker af Hans Abrahamsen: ’Landskaber’, ’Walden’ og transskriptioner af Schumanns ’Kinderzenen’ og Ravels ’Le Tombeau de Couperin’. Ensemble MidVest CD dacapo 8 226090.
*****
DET sprødeste sprøde.
Musik, der knækker som tynde ristede skiver franskbrød. Eller er det bare lige ved?
En ny overset CD fra hylderne. Pausebeskæftigelse. Mens teatersæsonen ligger i dvale.
Skiven skal nok holde. Komponisten er Hans Abrahamsen. Han har begået store ting. Fået et værk spillet af Berliner Philharmonikerne, vundet priser, en kolossal stor i USA. Men her på CD’en er vi på tætteste hold af en komponist, der ikke råber op, ikke siger et ord for meget, ikke skriver en overflødig node. Som går helt ind i marven af kompositoriske processer og indvier os i de mindste detaljer.
Det gør han i ledtog med et lille blæserensemble, en kvintet, der er en del af Ensemble MidVest og som huserer, som navnet siger, i et hjørne af Danmark, med hjemsted på kunstmuseet i Herning, når det ikke er i Tyskland, i Rio de Janeiro, i London eller Berlin. Det spiller 80 koncerter om året. Hvor som helst.
Her i studiet på Herning Museet er de i lag med Hans Abrahamsen-værker. To, der er hundrede procent ham – ’Landskaber’ og ’Walden’. Og to, hvor musikerne spiller bold med hans transskriptioner af først Schumanns lille suite af klaverstykker ’Kinderszenen’, så Ravels ’Le Tombeau de Couperin’. Forstået sådan, at Abrahamsen har skrevet Schhumann-stykkerne om for blæserkvintetten, og gjort det samme med Ravels orkesterværk, der i sig selv er en hyldest til en kollega, den franske barokkomponist Francois Couperin, selv en mester i intimkunst ved tasterne.
KLEINKUNST
’Spiller bold med transskriptionerne’? Selvfølgelig. Og med de andre værker. Alle stykkerne er eksklusiv kleinkunst, hvor du som lytter på én gang kan følge Abrahamsens detaljespækkede manipulationer med noder, rytmer og kombinationer af klange. Og samtidig musikernes fremfærd med materialet. Undertiden er det som at overvære et udspekuleret spil skak, matematiske operationer for viderekomne, undertiden den totale enkelhed, et instrument, der afbryder et andet med et ironisk puf, eller en stille og fin stemning, der slutter brat og efterlader os i det tomme rum. Du kan lægge i det, hvad du vil af naturbilleder – titlerne til Abrahamsen-stykkerne taler om skove og landskaber. Abrahamsen har vel sine indre billeder. Vi finder undervejs vore egne.
Vi er dobbelt til stede. Lever med i komponistens blanding af noget, der ligner uberegnelighed, men som vi straks lurer på er knivskarp og bevidst hensigt.
Og oven i det følger vi, som om vi sad med, de enkelte blæseres mødes-og-skilles operationer, deres dvælende opmærksomhed på hinanden, deres – gætter vi – små skæve eller lykkelige smil til hinanden, når der vendes om et hjørne, når en tredelt og en firdelt rytme skal finde hinanden, når Abrahamsen som i de små Schumann-’Kinderszenen’ fanger de schumannske, skæve idéer.
Man er midt i det som aktiv lytter, nej deltager. Det er, som Karl Aage Rasmussen skriver i sin Schumann-bog ’Forrykt’, musik, der ”finder sted i hele kroppen, dens rytme og gestik foregår i fingrene, i musklerne, i nervernes sansninger, i selve hjerteslaget”.
Hos musikerne, forstås. Men egentlig også hos os, der lytter med på skødet af musikken. ”Oplevelser, der udviskes eller helt mangler i koncertsalen”, som Rasmussen skriver.
En intim musikoplevelse.
gregersDH.dk