1. PARKET TIL HIMLEN

Nicolas Bro har lejret sig i det nye skuespilhus for at forberede sin Hamlet til åbningen i februar. Hamlet – en antihelt, siger han.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

”Jeg vil finde et sted, hvor han er en rigtig idiot. Og et, hvor han er rørende. Et sted, hvor han er sympatisk. Og et, hvor han er helt rent: Ondskabsfuld.”

Nicolas Bro pejler sig ind på sin Hamlet. Med en teknik, han bruger, når han skal bygge en rolle op.
Det er det, vi kommer for at høre om. Hvordan bliver den Hamlet, som skal åbne det nye kongelige skuespilhus?  
Vi finder Nicolas Bro i hans garderobe. Henslængt på hvilebriksen ved det enorme panoramavindue. Med et manuskript mærket af æselører og indtørrede kaffepletter.
Mama mia for et sted!! 1. parket til himmel, havn og Holmen. Var vi i mæglerbranchen, ville målgruppen hedde: ’Double income. No kids’. Og ’Ingen bopælspligt.’
Det skal ikke distrahere os.
Nicolas Bro er ved at bygge sin Hamlet op.

”Sådan angriber jeg de fleste roller. Jeg prøver at finde fem udgangspunkter. Fem klare vinkler. Sådan gjorde jeg også med Mefisto i ’Faust’. Det er noget, der stammer tilbage fra teaterskolen, hvor Mads Wille og jeg tit sad om natten og diskuterede, hvordan man skulle være skuespiller. Han snakkede om fem ’masker’. Jeg kalder det ’kvaliteter’ eller ’punkter’. Som man kan arbejde med  – for så at nå til en slags fællesnævner i karakteren.”

– Så hvad bliver fællesnævneren i din Hamlet?

”Traditionelt er der vel to grundmodeller: Den romantiske helt og antihelten. Jeg ser ham som antihelten. En meget sammensat person. Det romantiske er noget, der er opfundet i 1800-tallet. Der er andre Shakespeare-figurer, man bedre kan læse det romantiske ind i. Romeo f.eks. Hamlet er kompliceret. Tvivleren, den usikre, umodne  – slet ikke moden til at blive konge. Instruktøren, Alexander Mørk-Eidem har valgt Carsten Bjørnlund til at spille kongen. Vi er næsten jævnaldrende. Hvis folket havde gjort Hamlet til konge efter hans myrdede far, var landet hurtigt endt i kaos. Det er den Hamlet, vi går efter. En usikker ung Hamlet, der ikke var ’fit-to-be-king’.”

– Hvor ung?

”Graveren siger i sidste akt: ’Jeg har været graver, siden Prins Hamlet blev født ’for tredive år siden’. Og det hele foregår jo inden for et års tid. Der er højst et hul dér, hvor han er sendt til England. Jeg er 35. Så det passer. Nogenlunde.”

– Du søger også det ondskabsfulde i ham, sagde du. Hvor?

”Jeg synes, man finder det i de situationer, hvor han angriber dem, som har skuffet ham. I det had, der blusser op til moderen. I de komplicerede raserianfald over for Ofelia. Og nok mest over for Rosenkrantz og Gyldenstjerne, vennerne, der ikke vil ham noget ondt, men bare går kongens ærinde. Det mest karakteristiske er usikkerheden i ham. Skråsikker det ene øjeblik. Usikker det næste. Knivskarp i tanken, uklar i beslutninger. Den usikkerhed arbejder vi meget med. Som helt ung har jeg også – som mange andre – haft perioder med angst og tvivl. Men også været meget bevidst om min egen usikkerhed. Hamlet er klar over, at han er tosset. Men klar, rolig og bevidst om det. Vanvid er jo ikke noget, man bliver slået med, og så kører det derudaf. Det tror kongen og dronningen. Vanvid er frem og tilbage. Stor normalitet ind imellem. Nogle gange påtager man sig også vanviddet for at udnytte det. Det gør Hamlet.”

– Får man sympati for din Hamlet?

”Det bliver nok ikke verdens mest sympatiske Hamlet. Sympati for mennesket, jo. Det tror jeg. Men ikke nødvendigvis for hans projekt. Der bliver ikke så meget til helten og han projekt. Dybest set går alt jo galt.”

– Sidste år spillede du Mefisto i ‘Faust’. Tager du noget med dig fra den rolle?

”Ja. Metoden. Igen: Fem klare udgangspunkter. Men resultatet er jo et andet. Med Hamlet er det FØLELSESMÆSSIGT nuanceret. Med Mefisto FYSISK. Nærmest dyrisk. Mefisto er følelseskold. Hamlet opfyldt af strømme af følelser.”

– Og humor?

”Bestemt. Det har slået mig, hvor meget humor, der også er. Det er noget af det, Møllehave viser i sin bog om Hamlet. Ironi. Underfundighed. Hamlet kommenterer mange steder selve det, at de står og spiller teater. Snakker om det hus, de er i, om de sceniske mekanismer. Det giver sjove associationer til det nye skuespilhus.”

– Hvor er vi henne i tid? Skal du være i renæssancekostume eller habit?

”Begge dele. Det favner bredt. Mere vil jeg ikke sige. Foreløbig arbejder jeg på at tilegne mig rollen. Jeg har valgt næsten ikke at lave andet end ’Hamlet’ i syv måneder. Lige nu kommer jeg her kl. 8-½9 hver morgen og sidder i tre timer og lærer udenad. Efter prøvetid, hvor vi lige nu arbejder med arrangementet, tager jeg tre timer til. Jeg vil have stoffet ind så hurtigt som muligt.”

– En ensom proces.

”Ja. Det er meget ensomt at lære udenad. Men når jeg først smider manuskriptet, elsker jeg faktisk også at arbejde alene. Jeg fortsætter med at komme ved 8-tiden. Så har jeg prøvesalen for mig selv. Det har jeg det godt med. Og sjovt. I stedet for at sidde på en stol eller vandre rundt i stuen derhjemme. Det gør de fleste vist. Hver har sin måde.”

Der er endnu næsten to måneder til premiere og feståbning af det nye skuespilhus. Jul-nytår ligger prøverne på ’Hamlet’ stille i 16 dage. Det synes Nicolas Bro er ’lækkert’ i forhold til teksten. Så kan han komme tilbage efter nytår og have ’smidt bogen helt’.
Andre aktiviteter er sat på ’stand by’. Også skriveriet. Et nyt stykke af Bro er planlagt til uropførelse i februar 2009, bestilt af Mammut Teatret. Det skriver han videre på, så snart ’Hamlet’ er slut. Han kalder det et stykke ’kransdramatik’. D.v.s. et stykke, hvor handlingen udvikler sig som en stafet eller kædereaktion. Endnu uden titel. Skrevet for syv kvinder. Ikke en komedie. Men:

”Noget meget poetisk. Så langt væk fra virkeligheden, jeg kan komme. Jeg er blevet så optaget af Inger Christensens digtcyklus ’Sommerfugledalen’. Noget i den retning. En slags ’drømmespil’. I aftes så jeg ’Et drømmespil’ på Betty Nansen og sad og tænkte: Åh, hvor jeg glæder mig… Men lige nu selvfølgelig – til ’Hamlet’.” 
 

”