Morten Brown og Louise Davidsen i ‘Himlen uden fugle’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)

VILDFARNE SJÆLE

Fortættet og stærk skildring på Odense Teater af mennesker, der skaber deres egne uløselige problemer.

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Iscenesættelse: Jens August Wille. Scenografi: Nikolaj Spangaa. Medvirkende: Morten Brown, Louise Davidsen, Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund og Mette Kjeldgaard Jensen.

’Himmel uden fugle’ spiller på Odense Teaters Værkstedsscene indtil 6. maj. Varighed: 2 timer inkl. pause

****

SYLEN ind i usikre sjæle! Nødstedte væsener, der roder efter kernen i deres tilværelse og farer vild.
Dramatikeren Julie Maj Jakobsen har igen skrevet et stykke, der får os til at spærre ørerne op, lytte efter sproget, jagte menneskers motiver for at handle, som de gør og hviske tavst til dem fra vores tilskuerpladser: Så gør dog noget! Eller: Så lad dog være!
I ’Himlen uden fugle’ er ikke mindre end syv personer på Odense Teaters lille Værkstedsscene. Unge og ældre. Har de overhovedet relationer til hinanden? spørger vi i begyndelsen. Ja, det har de, opdager vi efterhånden, Som kærester, som utro ægtefæller, som forældre og børn, bakset sammen tilfældigt, sådan som mennesker render ind i hinanden – en pige er fængselsbetjent og skal have barn med en løsladt narkoman – en kræftramt mand forelsker sig i den kvindelige læge, etc.
De mange sceneskift afdækker gradvis en slags netværk og et mylder af uberegnelige handlinger drevet frem af opståede, utilsigtede situationer. Stykket er som et mikrokosmos af hverdagsliv, levet som så mange lever, på usikker jagt efter at få tilværelsen til at gå op, måske ’begynde forfra’ – som den kræftramte Bo i desperate anfald af optimisme gentager og gentager, vel vidende, at han har panden mod muren. Peter Gilsfort spiller ham – denne mangeårige Kgl. Teater-skuespiller, som nu med sit robuste sceniske nærvær er en fornøjelse at møde i nye omgivelser. Det er i det hele taget en spillermæssigt meget velbesat forestilling med Morten Browns rust-hærgede narkoman, Lars Topp Thomsens bløde desperado-ægtemand, Hanne Hedelund i knugende, uløselig forsøg på resignation, Louise Davidsen som den hjemsøgte fængselsbetjent, Kathrine Høj Andersen, lægen, frustreret hungrende efter en frihed, som hun så lidt som de andre for alvor tror på – svømmedatteren, der bander både mor og kræft-far ad helvede til, for hun skal til de olympiske lege i Tokio: Mette Kjeldgaard Jensen, muskulært og mentalt på den egocentriske teenage-top.
Vi er raden rundt blandt disse frustrerede skæbner – det er broget, men det lænker sig sammen til en uløselig fortælling om, ja, om løsagtig, ufrivillig og hjerteskærende omgang med livet.
Julie Maj Jakobsen har det åbenbart godt med sådan et ekspansivt medvirkende-apparat – på Aalborg Teater byggede hun for et par sæsoner siden en tilsvarende kompliceret historie om med sin klassisk-græske ’Daemon’, hvor mytiske tragedie-figurer førte deres skæbner mod afgrunden. Mere nutidige menneskeskæbner har vi senere set hende ramme med sikker hånd i ’Defekt’ på Teater Grob, der handlede om kvinde-generationers vantrivsel som indsatte i det berygtede internat på Sprogø. Og hvor Kathrine Høj Andersen, lægen i Odense-forestillingen, i øvrigt spillede en hovedrolle.
Julie Maj Jakobsen skriver replikker og maler situationer, der bløder af skarphed. Og det er på Odense Teater lykkedes Jens August Wille som iscenesætter at få puslespillet af situationer til at hænge sammen, så vores engagement i personernes fortvivlende forsøg på at få hold på sig selv og hinanden vokser undervejs.
Det stimuleres af Nikolaj Spangaas sprængladte, scenografiske punktummer undervejs – lys og lydgrafik, der kommer som nedslag ved sceneskiftene.

gregersDH.dk