(Olaf Johannesen i ‘PPP’ (Foto: NYAveny)

SELVPISKEREN

Claus Flygare har i ’PPP’ kastet sig over den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolinis skæbne med de grummeste katolske virkemidler. 

****

VILDT. Sort. Rasende. Katolsk. Og krampagtigt langt. Man sidder dér og krummer neglene, for sådan kan teater jo også være – øretæveindbydende, når en dramatiker vil os til livs, sådan for alvor – og herligt insisterende og aggressivt, når det griber fat med kræfter, der blæser på vores forventninger om høflig dansk scenekunst med interessante ægteskabelige problemer og generationer, der peger fingre ad hinanden. Og den slags.
Altså: Claus Flygare, den hidsige karl, har grebet fat i historien om den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini, der – måske – blev myrdet af en trækkerdreng på en strand i Italien i 1975. Hvis ikke af ham, så af hans bagmænd: Et mix af fascister, mafiosoer, præsteskab samt kapitalistisk stor- og småborgerskab – det hele slæng i én stor kage formodentlig.
Den historie får vi så – med hele den katolske pensel og farvepalet i sving, så det sprøjter, og følelser, der hænger uden på tøjet. Italianissimo. Om man så må sige.
Historien om en kommunistisk filmskaber, som brænder af had til det selvfede, undertrykkende samfund. Som pisker sig selv med sine homoseksuelle skorpioner, og bruger dem som sindbillede på det bornerte flertals nedgøring af ethvert mindretal, enhver outsidergruppe, ethvert menneske, der falder uden for normen.

UREGERLIGT

Pasolini spilles af Olaf Johannesen med sindet flammende af selvoptaget uregerlighed, desperat overbevisning og – det, der selvfølgelig gør personen interessant: Ind imellem dybt plantet i sin mors skørter og ind imellem dybt i tvivl om sin mission.
Tina Gylling Mortensen spiller moren med hele sin pragtfulde korpus, som kunne hun være den Mamma, Pavarotti synger til så hjertegribende. Hende, der kræver alt. Og lader sig byde alt.
Vi ser, hvordan denne Pasolini slider sig op i kampen med virkelige og indbildte spøgelser. Og tvivlen? Den kommer krybende som lokkende monstrer, da hans kvindelige hovedrolle, spillet af Stine Fischer Christensen, foreslår ham at kaste sin rasende samfundskritik bort et øjeblik – og – i stedet for de enerverende optagelser af samfundskritiske film – vælger at skildre livsnydelsen, lysten, den frodige passion.

RAMT I NAKKEN

Vi har gennem det meste af det lange stykke fulgt filmoptagelser og situationer, der er blevet standset af politi eller mafia-håndlangere på grund af deres provokerende indhold.
Nu handler det pludselig om filmatisering af Boccacios ’Dekameron’. Det er en kilometerlangt scene, hvor drengene får lov at svinge med det hele – Carsten Bjørnlund, Henrik Birch, Casper Crump, Toke Græsborg og Alexandre Villaume – og det er stærkt underholdende i hvert fald nogle minutter.
Men pointen er usvigelig sikker: Den homoseksuelle Pasolini bliver ramt i nakken: Løssluppenheden, hyldesten til frivoliteten knuser hans selvrespekt, fordi den bliver opfattet som et fald til patten hos den herskende klasse og presse.

SKARPT SKÅRET

Som teater er Flygares stykke skåret i skarpe enkeltscener, spillet er bevidst firkantet og ekspressivt i Christian Friedländers robuste scenografi og instrueret af svenske Minna Johannesson, nyslået fra Statens Teaterskole. 
Jeg er ikke nogen kender af Pasolinis film, men man er ikke i tvivl om, hvad det handler om her, og det er en spændende ide at lade enkeltscene-optagelser fra forskellige film være nøglepunkterne – altid med en eller anden slyngel af en hemmelig agent luskende rundt i baggrunden for at udspionere.
Et voldsomt og provokerende stykke, i gæld til både den ene og den anden, Dario Fo og Brcht ikke mindst, men først og fremmest syret af Flygares egen politiske indignation og groteske humor. Temmelig knortet hen mod slutningen, dels fordi Decameron-scenen er umættelig lang, dels fordi Flygares forsøg på at vende tilbage til udgangspunktet, Pasolinis død på stranden, flakker ud i forsøg på at binde løse sløjfer af forskellige mere eller mindre dokumentariske indfald. I hvert fald lettere utilgængelige for den Pasolini-ukyndige.
Lige meget: Det er dramatik, der vil noget andet og særligt: Flå i os ud af politisk farveløshed. Med rå midler.       
 
GregersDH.dk