Heather Dunn, Ji Ming Hong og Marina Minolu i ‘Falling Angels’. (Foto Costin Radu)

FALDNE ENGLE

Tre nye balletter på Det Kgl. En kedelig. En sjov. Og en mystisk. Vi giver prisen til den sjove, ’Falling Angels’.

’Giant Steps’ består i tre balletter, ’Infra’, ’Falling Angels’ og ’Vertical Road’ af koreograferne Wayne McGregor, Jiri Kyrián og Akram Khan. Medvirkende: Den Kgl. Ballet.

’Giant Steps’ spiller på Det Kgl. Teaters Gamle Scene på spredte datoer til og med 6. april. Varighed: To timer inkl. to pauser.

****

”ÆD den forestilling råt. Den er mageløs.”
Det var ordene i en anmeldelse på dette sted i 2008. Det handlede om en ballet af den tjekkiske koreograf Jiri Kylian. Balletten hed ’Silk and knife’, og den udmærkede sig ved fantastiske, koreografiske, ned til mindste detalje-udlægninger af Mozart-danse og forskellige barok-værker, en hæsblæsende, virtuos leg til musikken.
Nu er han der igen, denne Kylián – med tryk på sidste stavelse! Ingen sjusk med navnet på en mand, der skummer af perfektionistiske finter i sine balletter!
I denne omgang opsætningen af hans ’Falling Angels’, hvis titel vi ikke vil gisne om betydningen af, kun konstatere, at han beskæftiger otte af Den Kgl. Ballets kvindelige dansere, og de kan for min skyld være faldne engle eller ej – de er bare ekstremt lydhøre over for Kyliáns ønsker om at pinde det animerende drive af trommerytmer, han har fra komponisten Steve Reichs ’Drumming’, ud i alle tænkelige og utænkelige bevægelser, positioner, kropslige attituder af enhver art. Det er, som om han har foretaget en anatomisk udforskning af de muligheder, som håndtrommernes utrættelige bearbejdning af skift mellem tredelte og firdelte rytmer i et stadigt mere dynamisk tempo presser danserne ud i – i stadig ny eksperimenter med de naturgivne legemsdele. Det er det ene øjeblik som korpsøvelser i en prøvesal, det næste de otte dansere i samlede grafiske billeddannelser på en scene, hvor de er beskuelse for os og lystfyldt, disciplineret leg for dem selv.
Ingen dekorationer, kun lys og det bare dansegulv. Det er smukt, men det er først og fremmest sjovt at følge det hele som et lystfyldt katalog over kroppens – og humørets! – mulige og næsten umulige udfordringer.

ALLEREDE GLEMT

’Falling Angels’ udslettede ved premieren i aftes stort set erindringen om aftenens første værk ’Infra’ med den clichéagtige, minimalistiske musik af Max Richter og en koreografi, der havde svært ved at holde opmærksomheden fangen, fordi den var suppleret af en pudsig videforanstaltet vandren af skikkelser på et bånd over dansernes hoveder.
Til gengæld blev vi – efter ’Falling Angels’ og en pause – igen bragt på rytmisk spor af slagtøj, med en ny og mystisk ballet, der førte os ind i en østerlandsk verden af dysterhed i en uhyggelig fortælling om – var det slaver, der blev jaget rundt af en truende vogter?
Farverne fortalte om underkuelse. En flok af fortrykte væsener krympede sig i grå grupperinger, der ustandselig flyttede sig i bølger.
Det var stærkt, det var svært at løsrive sig fra de smukke, men ubehagelige og æstetisk fascinerende billeder af den jagede gruppe – næsten som en koreografisk kommentar til den skæbne, der er emigranternes i Katrine Wiedemanns beskrivelse i Steinbecks ’Vredens druer’, der netop har haft premiere på Betty Nansen Teatret.
Men – med sin billedmæssige undergangsstemning til slut – noget, der førte os til en fjern verden af mysticisme og fremmed kult. Koreografen, der stod for dette tredje værk på aftenens program med den kryptiske titel ’Vertical Road’, var den engelsk-bangladeshke Akram Khan.
Må man tilføje: Det er en fornøjelse ind imellem at se forestillinger på Det Kgl. Gamle Scene. Ingen kan fratage det sted en mageløs atmosfære af teaterkultur.
Selv den mest enerverende opskruede lyd som den til ’Vertical Roads’ får ikke busterne på balkonen til at styrte ned i hovedet på parket-publikummet. Men voldsomt er det.
Se forestillingen. Men se også frem til Ballettens forestillinger med konkret, LIVE musik fra orkestergraven. Båndet musik er sjældent livet i et teater.

gregersDH.dk