(Foto: Nils Krogh)
IKKE DÉN PORNO!
Aalborg Teaters ’Pornografi’ er et fremragende spillet stykke om vores minimalistiske liv i en verden af katastrofer.
*****
”Va’ var dét for noget?” hørte jeg en knægt mumle til sin kammerat, da vi gik ud af Aalborg Teater.
Ja, det måtte han da nok spørge om. Hvis han var kommet ind med vennerne for at se ’Pornografi’, og havde regnet med, at man kunne stole på varebetegnelsen. I hvert fald tage den for pålydende. Så blev han godt snydt.
Der var noget helt andet i gære.
HVEM? HVAD? HVOR?
Hvor var vi, da Twin Towers i New York blev ramt 11. september 2001?
Hvad lavede vi den dag?
Den engelske dramatiker Simon Stephens spørger på en anden måde: Han siger: Hvem var vi den dag? Og dermed også: Hvem er vi? Vi englændere?
Han spørger nemlig ikke om 11. september, men om juli 2005. Den juli sprang der bomber i Londons undergrundsbane. De dræbte en masse mennesker.
Hvordan det kunne ske? Og hvem var terroristerne (der selv blev dræbt)? I England placerede man uundgåeligt skylden hos indvandrere. Landet er fuldt af engelske statsborgere af pakistansk oprindelse.
TIL SIDST: ATTENTATET
Simon Stephens går en anden vej i sit skuespil. Som altså ikke handler om, hvad titlen lover. Men om pornografi, forstået som kolde, uengagerede handlinger mellem mennesker.
Stykket handler om englændere. Londonere. Ganske almindelige væsener, der i monologer eller dialoger gennemlever dagene op til attentatet. Med alt, hvad de dage bød på: En kæmpe ’live8’ koncert med indsamling til verdens fattige. Og en dramatisk afstemning om placering af de olympiske lege 2012, hvor London blev valgt for næsen af Paris. Og så til sidst: Attentatet.
SYV MENNESKER
Stephens går originalt til værks. Syv mennesker er på scenen i syv scener, en til hver. Fyret af enkeltvis, men ind og ud af scenen i et raffineret med- eller modspil, aggressive over for hinanden, ligeglade, ensomme, nogle gange blot med de andre som stum staffage. Anonyme londonere på vej – hvorhen? Bare på vej.
Camilla Gjelstrup Smedegaard er en ung mor med baby, uengageret mand og selv med et dødssygt marketingjob. Thomas Hwan er en utilpasset forvokset teenager, fremmedfjendsk, klar til at give og få bank. Meike Bahnsen en forvirret, arm alkoholikerpige, hungrende efter en kærlighed, der driver hende til incest med broren, den pæne kontorius Søren Bang Jensen. Jens Gotthelf pløjer byen i morgentimerne uden mål og med på vej til et eller andet. Ramt af krigstraumer. Ulver Skuli Abildgaard er en kikset akademiker, der lægger an på en gammel elev. Og Marianne Høgsbro en frustreret skribent, skubbet hen på et sidespor, hvor kynisk selverkendelse er hovedtemaet.
VERDEN AF LAVE
Alt opleves i et underligt, abstrakt spejkabinet af by. London. TV kører med de løbende begivenheder, bomberne springer, men det er, som om det ikke har nogen egentlig virkning på disse personer. De lever deres mærkeligt robotagtige liv, som kastebolde for ureflekterede impulser, tilløb til drømme, levende brikker i en storby, hvis puls de udgør som tyndt flydende, hvide blodlegemer.
Lyder det kedeligt? Det er det slet ikke. Personernes verden er ekstremt og rystende genkendelige. Alt pindes ud i hverdagsdetaljer.
Det er lykkedes instruktøren Rune David Grue at skabe en fortættet stemning omkring de enkelte episoder eller monologer, så det hele hænger sammen som et temmelig rystende billede af en verden af mennesker, der er uforberedt på livets knytnæver og katastrofer. Fordi de kun har myretue-funktion.
Begavet og påtrængende teater, hvor vi lytter til udsagn af den banaleste art, men det er netop den pornografiske pointe.
Verden er af lave, mens vi ophidses af de mest idiotiske ting.
