Tommy Kenter i ‘Krapps sidste bånd’ på Østre Gasværk Teater (tegning: Claus Seidel)

NÅ, HVA’ SÅ

Livets komiske ubegribelighed udfoldet i ’3 x Beckett’ på Østre Gasværk

Tekster: Samuel Beckett. Instruktion: Walter Asmus og Morten Grunwald. Scenografi: Mammad Aliabadian. Medvirkende: Ellen Hillingsøe, Ulla Henningsen, Morten Grunwald og Tommy Kenter.

’3 x Beckett’ spiller på foyer-scenen i Østre Gasværk Teater indtil 21. februar. Varighed 1½ time inkl. pause.

*****

ER der liv i gamle Samuel Becket? Ja, for søren. Både liv og død. Hør ham rotere et sted midt imellem, dér, hvor livet på én gang syder af uro over døden, der er i vente forude, og af ubeskrivelig, determineret ro i anledning af det uafvendelige – og allermest en underfundig latter, der ligger og kogler mellem linjerne, de linjer, han nedskriver, og som han sender til os mumlende, rablende, flimrende, når han ikke tier bomstille og går i sort – og lader os gå i sort – og bare læner sig tilbage og ser på os med den fjerne mystikerattitude, han har på f.eks. det billede i teatrets program, hvor han skjult bag sine mørke solbriller ligner en modeguru fra 60’ernes Paris.
Anledning dengang var, at han boede og arbejdede i Berlin og i 1979 fik besøg af Morten Grunwald, Lily Weiding og Ove Sprogøe, der i de år arbejdede på Bristol Teatret på Strøget i København med opsætninger af Beckett-stykker som ’Vi venter på Godot’ og ’Slutspil’.
Anledningen er nu, at Østre Gasværk Teatret spiller tre af hans forbløffende råb ud i den ørken, hvor vi befinder os, og hvor han selv befinder sig, tankernes ørken af syner, erindringer om spinkle greb om livet, tummelumske endevendinger af fortids gerninger, af prikkende livslyster, forventninger og anelser, der hverken er bange eller trygge, men bare er der.
Koncentreret i det ”Nå, hva’ så?”, vi møder hinanden med i hverdagssproget.

MED TANKENS HURTIGHED

Vi spidser øren, og det er vi sandelig også nødt til allerede i det første stykke, der hedder ’Ikke jeg’, hvor Ellen Hillingsøe afleverer en monolog fra en frimærkestor åbning i det kulsorte kæmpelærred, vi ser kun hendes røde læber, som desperat sprøjter en kvindes barndomserindringer mod os i et tempo som et løsgående rekylgevær. Monologen kan ikke siges rapt nok – ”Den skal siges med tankens hurtighed”, har Beckett udtalt som for at konkurrere med Robert Schumann, der ved en af sine Novelletter for klaver skriver ”So schnell wie möglich”.
Løbsk-konkurrencen om ekspeditionen af teksten i ’Ikke jeg’ har bragt engelske skuespillere til resultater, der bevæger sig mellem 9 og 14 minutter. I Østre Gasværks mørklagte foyer, hvor der er indrettet intimscene, tæller vi ikke minutterne, kan heller ikke. Vi prøver bare at fange ord og sætninger fra Ellen Hillingsøes strøm af præcist formulerede udbrud – vi kender fra forfatteren James Joyce og hans ’Ulysses’ stilbegrebet ’Stream of Conciousness’ – bevidstheds-strømme – vi er i det hjørne. Det er ikke en strøm, det er en syndflod af pluk fra en hjerne, der tumler med et kaos af indtryk og erindringer.

VI sunder os oven på vores forsøg på at indfange de desperate, verbale gnister fra Becketts og Hillingsøes fyrværkeri og nedsænker os så i dyb ro med stykket ’Hva’ Joe’ – nu med Morten Grunwald på scenen som en træt herre i slåbrok siddende på sengekanten set i profil, men transmitteret frontalt på storskærm.
DER er kvarterlang tid til at betragte Grunwalds levende portræt, Han er hensunket i lytten, han har ingen replikker, til gengæld en mageløs udtryksfuldhed i de millimeter-fortættede reaktioner på ordene fra den kvinde, der lavmælt og uset taler til ham – Ulla Henningsens stemme, der hviskende hjemsøger manden på sengekanten med mindelser, appeller, knusende erindringsglimt, en langsom listen sig ind på hans liv – kæder af tanker af den art, der uden kontrol melder sig underbevidst og drømmeagtigt, måske op til et livs afslutning. Her spidser vi øren igen, helt oppe på mærkerne for at fange hvert ord og tonefald i Ulla Henningsens intime, uheldssvangre indtrængen i sjæl og nervesystem hos den ensomme mand på sengekanten.
Dybt fascinerende.

LATTEREN

DET er befriende og muntert at være i selskab efter pausen med Tommy Kenters greb i ’Krapps sidste bånd’, Becketts monolog om manden, der i sin selvskabte oldingeposition lytter gamle bånd igennem, jagter sin fortid, finder hvad han søger på spole nr. 5, for at genopfriske erindringer om et damebekendtskab. Vi har set mange skuespillere i Krapp-monologen, så sent som for tre år siden Henning Jensen på Det Kgl., nu Kenter som en småfordrukken, krympet Krapp, mimrende i sin lystne jagt på hændelserne, han beretter om på den gamle optagelse. Han raser, når båndet løber ud og skal skiftes, og han knækker sammen i fnis og latter over, hvad han hører, når det kører.
DET er grotesk og morsomt – for at citere Rifbjerg, der har oversat ’Krapp’: ”Beckett fremkalder den latter, man ler, når sjæl og hjerte trækkes ud med en tang.”
Morten Grunwald, der har et livslangt forhold til Beckett og hans dramatik, har iscenesat Kenter i ’Krapps sidste bånd’ – de små stykker før pausen er iscenesat af den tyske instruktør Walter Asmus, der har arbejdet med Beckett gennem alle årene – Asmus iscenesatte også på Grunwalds Bristol Teater i 70’erne.
Vi er altså tæt på hestens mule med de nye opsætninger på Østre Gasværk, og vi forlader forestillingen bekræftet i tilværelsens groteske ubegribelighed og mættet af koncentreret lytten til ord, der ”skal ramme vores nerver, ikke vores forstand”, som Beckett siger et sted.

gregersDH.dk