Mikkel Arndt, Ditte Hansen, Natalie Madueño og Esben Smed i ‘Et vintereventyr´(tegn.: Claus Seidel)

                                                                                                                                                       DEN

HELVEDES

JALOUSI

Shakespeares ’Et vintereventyr’ skåret konsekvent ind til benet på Teater Republique.

Dramatiker: Shakespeare. Instruktion: Katrine Wiedemann. Bearbejdning: Karen-Maria Bille. Scenograf: Maja Ravn. Medvirkende: Natalie Madueño, Ditte Hansen. Esben Smed og Mikkel Arndt.

’Et vintereventyr’ spiller på Teater Republique indtil 10. februar.
Varighed: 1 t 40 min. Uden pause.

*****

JAMEN, hvad skal dét nu sige? Man kommer hjem fra juleferie, kaster sig straks i de københavnske teatre og affyrer hæmningsløst fem stjerner til den ene efter den anden!
Et nytårsfyrværkeri til overdængning af – først den rørende minimusical ’Er der nogen?’ på Teater Får302. Så –  på Det Kgl. Teater –  et lyksaligt skred i den danske sanggrøft med hende, der er er en ung blond pige. Og nu et shakespearsk jalousidrama på Teater Republique, ’Et vintereventyr’ halet ind på scenen, som for at sige sparto til det mislige vintersjap på gaderne udenfor.
Shakespeares sene komedie afleveret af Katrine Wiedemann efter hug-en-hæl og klip-en-tå princippet. Ja, der er såmænd røget en hel fod og et par ekstra tæer med fra akt på akt – der er fem i alt – efter hendes håndteringen af saksen, der må være lige så lang, som hun selv er høj.
Tilgivet. Tilgivet. For ’Et vintereventyr’ er lige til at sakse i, hvis man synes, at det er et Shakespeare-stykke, der godt kan fortjene det – hjertebloddryppende drama først, og bagefter en folkekomedie med det hele kombineret i en slutning, der bringer os til himmels, dér hvor guderne ordner alle problemer.
Det sidste får vi. Historien ender så kønt, som var det Walt Disney, der legede med.

HJERTEBLODET

Ellers må man nok sige, at det er hjerteblodet, der får lov at flyde. Historien handler om en konge af Sicilien, der har en dejlig kone, men også besøg af en nær ven, som han pludselig synes holder hans kone lidt for længe i hånden. Kun et par sekunder for længe. Så begynder blodet at småkoge, for ikke at sige koge over, det ene ord tager det andet, den rasende konge ekspederer konen i fængsel – vennen rejser forskrækket hjem – sejler hjem, han er konge af Bøhmen, og der er da et hav ved Bøhmen, er der ikke? Geografiske detaljer plager ikke Shakespeare.
Det er persondramaet mellem de tre, vi skal sigte mod. Det er dét, der interesserer Katrine Wiedemann. Og interesserer hendes scenograf Maja Ravn, der har bygget scenen op som et kæmpe glasbur, hvor alt spil foregår bag ruderne.
Der er ikke en stump møbel, dårlig nok en rekvisit, bare tre mennesker, eller skal vi sige fire, der tramper i det mest rædselsfulde, mennesker kan trampe rundt i: Jalousi, mistanke, mistænkeliggørelse, beskyldning, hævn, tilgivelse, ny mistanke, nye beskyldning, retfærdiggørelse – et inferno af hverdag, som hvem som helst kan kikke ind i uden at behøve ordbog eller psykologfortolkning for at forstå, hvad det handler om.
Vi ser gennem ruderne ind i et bål af gribende og genkendeligt klunseri med følelser.
Når der er fire mennesker derinde i buret, er det fordi Wiedemann med sin saks har klippet i hvert fald ti personer ud med hård hånd, men også klistret adelsmanden Camillo og hofdamen Paulina sammen til én person. Ditte Hansen har jobbet, og det skaber en smule forvirring et kort øjeblik, da hun forvandles fra Camillo til Paulina. Dobbelt forvirrende, men også lige til at forsvare ud fra. at de begge er hæderlige og behjertede personer, som vil alle det godt, både de to konger og den arme, forulempede, uskyldige dronning.

MAN ER PÅ

Tricket med glasburet er, at de medvirkende er på uafbrudt. Det ene øjeblik heftigt i handling, det næste størknet og fastlåst i situationer, hvor de sådan set ikke er til stede, men bare er emne og skydeskive for, hvad og hvem der bliver talt om. Kongen kan i sit afsindige raseri arbejde sig millimeter tæt på sin ven bøhmerkongen, der stumt modtager skyller af hans hån og had. Tanken om ham er rigeligt for kongen. Han kan være nok så meget stukket af til Bøhmen. Tal til ham! Skæl ham hæder og ære fra. Han står der, om du kan se ham eller ej!
Og publikum ser. Med al den rystende effekt, kongens verbale overfald og insinuationer har.
Den overdejlige Hermione – så uskyldsren som Othellos Desdemona – bliver spillet smukt af Natalie Madueño (staver jeg navnet rigtigt? Det er trykt med ulæselig lyserødt i programmet) Hun er en ung dronningedrøm, ikke set på scenen før af denne anmelder. Her over for Esben Smed som kong Leontes – en præstation af utøjlelig, men alligevel godt styret temperament, så vi i glimt husker tilbage på Jørgen Reenbergs blodskudte præstation på Det Kgl. i rollen. Midt i 90’erne. Mikkel Arndt som den formodentlig uskyldige tumlebold for beskyldningerne.
Udsatte børn, savnede eller myrdede, er, som levn fra andre Shakespeare-spil, ingredienser i dette ’Vintereventyr’. Ligesom gøglere og landstrygere, dommere, hyrder og endnu flere hyrder, der også er udfaset fra denne opsætning som ligegyldige for den skarpt barberede stramning omkring jalousidramaet, de enerverende opgør, det psykologiske drama om sandhed og løgn, der pisker hovedpersonerne af sted.
Tragedie eller eventyr? Det ender jo godt. Med forsoning. Og med den arme dronning Hermione, der er død af fortvivlelse i sin celle, men skulptureret i marmor til minde og pryd for dagligstuen hos sin hofdame Ditte Hansen og klar til genoplivning ved Apollons, Zeus’ eller Vorherres indgriben til allersidst.
Vi slutter som i et hoffmannsk eventyr eller i Tivoli. Vi er i teatret.

gregersDH.dk