Henning Jensen og Kirsten Olesen i ‘Med sne’ på Det kgl. Teater. (Tegn.: Claus Seidel)

HJERNENS

BAGHOLDS-

ANGREB

Den djævelsk snigende sygdom demens skildret klinisk og uhyggeligt i endnu et teaterstykke, nu på Det Kgl. med Henning Jensen i offerets rolle.

Forfatter og instruktør: Thomas Bendixen. Scenograf: Edhem Jesenkovic. Medvirkende: Henning Jensen, Kirsten Olesen, Maria Rossing, Peter Christoffersen og danserne Edhem Jesenkovic, Snorre Jeppe Hansen og Nelson Rodriguez-Smith.

’Med sne’ spiller på Skuespilhusets såkaldte Mellemscene (det tidligere Røde Rum) indtil midt december. Varighed: 1 t 40 min.

****

TO teatre spiller i disse dage stykker, der handler om demens.
På Folketeatret går indtil 3. december det franske skuespil ’Min far’. I Skuespilhuset går nu ’Med sne’, der havde premiere i aftes.
I ’Min far’ har Ole Thestrup hovedrollen. I ’Med sne’ er det Henning Jensen.
To meget forskellige skuespillere i roller, der handler om det samme: angreb af demens. Thestrup oprørt og rørende i sin nedtur, Henning Jensen intellektuelt uforstående og desorienteret.
De fremstiller begge ældre mænd, som vi følger i en udvikling fra demensen begynder at indfinde, og frem til den bryder ud i voldsomt omfang og nærmer sig en dødelig afslutning.
De er begge omgivet af den nære familie, og vi sættes ind i familiemedlemmernes vanskeligheder ved at håndtere situationen omkring den demensramte. Som den fundamentale reaktion: Fundamentalt: Usikkerheden.
Men ’Min far’ og ’Med sne’ er alligevel forskellige. Florian Zellers stykke på Folketeatret indeholder et psykologisk spil mellem familiemedlemmerne om magt og ansvar. Thomas Bendixens på Det Kgl. er næsten en dokumentarisk analyse og klinisk gennemgang af demensens stadier – og samtidig i sit forløb en scenisk udbygning af temaet: Det kredser i en scenografi, der med digital grafik viser hjernen i en billedcirkel på gulvet. Mønstre, der krymper eller udvider sig eller bruges til pædagogisk anskuelse af de forskellige centres gradvise destruktion under sygdommens udvikling – til brug for lægen, Kirsten Olesen, når hun forklarer Henning Jensen som den demensramte Bent og hans datter og søn, spillet af Maria Rossing og Peter Christoffersen, hvad der sker i de ramte hjernevindinger. Vi er næsten til små forelæsninger på hjernekirurgisk afdeling, når Kirsten Olesen forelæser med Jensen som det levende materiale i stolen.

SKRED

Thomas Bendixen, der har instrueret og skrevet stykket – så vidt vi forstår på basis af personlige erfaringer med sin egen demente far – udvider fortællingen med et koreografisk spind omkring personerne: Tre dansere, to mænd og en kvinde. Vi kan fortolke dem som visualiserede, anatomiske hjerneelementer, hvis vi vil det, men også deres sporadiske optræden som mentale reaktioner på de uberegnelige skred i hukommelse og tankegang, der rykker i Bents hoved og bringer ham ud af ligevægt og får hans to voksne børn til at reagere på den ene eller anden måde, uligevægtigt eller målbevidst. Hver gang i chokøjeblikke, når det kokser i hovedet på Bent, øjeblikke, der illustreres af raffinerede musikalske effekter, komponeret af koreografen.
Henning Jensen spiller rollen indadvendt, mentalt uforstående over for sin sygdom og dens karakter og over for de to børns forsøg på at hjælpe ham Gradvis mere ubehjælpsom. Tager sit tøj forkert på, taler sort, blander erindringer og tidligere erhvervspraksis sammen i ét kaos. Et menneske i nød uden at fatte det selv.
I sin afdæmpede og intellektuelt kølige form er Thomas Bendixens ’Med sne’ en stærk oplevelse. Ikke så direkte bevægende som Zellers stykke på Folketeatret. Men ganske uhyggelig i sin anspændte nøgterne beretning om en uafvendelig sygdom.
En sygdom, der åbenbart griber om sig i disse år i svært bestemmelige afarter, som vi forstår lægens – Kirsten Olesens – indlæg i stykket. Senilitet, Alzheimer, hukommelsestab og andet i bogstavelig forstand frygtindgydende.

gregersDH.dk