Frithjof Toksvig, Jørgen Leth og Mikael Simpson (Foto: AvenyT)

GLØDER I ASKEN

En verbal lystvandring med Jørgen Leth – om barndom, om idiosynkrasier og om alderen, der høfligt banker på.

Forfatter: Jørgen Leth. Musikere: Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

’Vi sidder bare her’ spiller denne uge ud på AvenyT på Frederiksberg Runddel. Varighed: Halvanden time.

****

DET er som at sidde med ham i dagligstuen. Ham og de to andre. Frithjof og Mikael.
Altså Jørgen, og så Frithiof og Mikael.
Fornavne er nok. Det svinger med Jørgen Leths måde at fortælle på. Den er speciel. Han gentager tit, hvad han siger. Med ironi eller eftertænksomhed, eller for at slå noget ekstra fast, han lige har fortalt. ’Det kan jeg godt li’ – ja, det kan jeg li’.…’ eller ’det var noget lort, ja det var sgu noget lort!’
I dagligstuen? Vi sidder faktisk mange hundrede mennesker i Aveny-T på Frederiksberg Runddel. Men oppe på scenen sidder Leth i en bedstefarstol, med et lille bord og en standerlampe, som vor mor elskede modellen, og omkring ham hygger Frithjof og Mikael med deres slagtøj, taster, mundharpe og guitar. De indsvøber hans fortællinger i den blideste, syngende indpakning, kærlige strøg og omfavnelser, ømme, summende knus og en enkelt klagesang fra mundharpen.
Vi er altså på fornavn, og det er Jørgen Leth også med mange i salen. Hans datter f.eks., som vi får at vide hedder Caroline, og andre familiemedlemmer og venner sidder dernede. Også en pige, der hedder Astrid, og hvis hund engang var ved at krepere under en filmoptagelse, forstår vi.
Men overlevede. Det får vi af vide af Astrid fra hendes plads på 14.række. På forespørgsel fra scenen.

BILLEDER

Det fremgår, at alt, hvad vi hører, er hentet fra fire plader, som de tre har indspillet. Små musik-illustrerede fortællinger om løst og fast fra Jørgen Leths liv, på en måde en selvbiografi.
Han er formidabel til at fortælle i billeder, ikke abstrakte, men konkrete. Om da han lærte at køre på cykel af sin far, som holdt fast i stangen, der var fastgjort til cyklen. Om en togtur i hans barndomsegn ved Silkeborg Søerne og Himmelbjerget, der dukker op i togvinduets afgrænsende firkant og forsvinder igen bagude. Om hans tid som jazzanmelder, om jazzmusikeren Bud Powell, som han sammen med filminstruktøren Ole John (han sidder også i salen) lavede en lille film om, da Powell var i København, og som Powell bare ville have et stykke rugbrød med skinke for at medvirke i – Powell var verdensberømt, og Leth og John var omkring 20 år.
Om havet, som Jørgen hader, om sejlskibe, som han hader endnu mere.
Meget for vi at vide, fortalt på denne rolige, lidt forundrede måde, der er den lethske, venligt, uden latter – som han overlader til publikum – og samtid løst henkastet, med pauser, som om han må tænke sig om ind imellem.
En forunderlig verbal lystvandring, der også fører ham ind i skildringer af alderens banken på, af skavanker, der har meldt sig og fortsat melder sig, uhøfligt, men uafvendeligt – han går forsigtigt, slæber lidt usikkert sin 78-årige korpus frem, løfter fødderne for ikke at snuble.
Men han piver ikke, han konstaterer det bare med det snurrige poetisk drævende nærvær, vi kender ham for. Henrivende og uskyldigt selvoptaget uden skygge af andet end fnuglet krukkeri.

DANSEN

Det er overordentlig underholdende, endda smukt.
Sproget er enkelt, men han bruger det musikalsk. Han konstaterer den gradvise opløsning af det kernedansk, han har lært. Et dansk, der ‘forvitrer’.
Han konstaterer, at der pludselig kan være ord, han ikke kan komme på, men må søge efter dem og tit opgive.
Han modtager den uafvendelige udvikling og afvikling af tilværelsens kræfter med stoisk ro. Og kan stadig sende en ode til dansen, den tætte, duvende, der kun kræver små skridt, men følsom fordybelse.
En mærkelig aften med Jørgen Leth og hans to musikere på AvenyT.
Som lysende gløder i aske.

gregersDH.dk