SIDSTE SKUD
’Idioten’ i Århus er et imponerende gennembrud for skuespilleren Martin Greis og instruktøren Rune David Grue
*****
Dekorationen ligner en Arne Jacobsen-skitse til Bellevue Teatret. Den bliver brugt til hvad som helst. Togkupé, havestue, overklasse-salon. Og hvor er vi? I Rusland før revolutionen.
Hvad er det med de russere fra dengang? Dem, vi møder i ’Idioten’ på Aarhus Teater. Dem fra Tjekovs, Dostojevskijs, Tjaikovskijs, Rimskij-Korakofs verden. Før-revolutionens generation af veletablerede.
Billede på billede passerer revy for os. Billeder af en samfundsklasse, der driver som isflager rundt i reminiscenserne af en velstand, der er ved at svinde, idealer, der skrumper, mening, der forsvinder i horisonten. Tanker, der smuldrer og er reduceret til forkrampede ambitioner om at leve et uflytteligt liv.
UROVÆKKEREN
’Idioten’ på Aarhus Teater er en dramatisering af Dostojevskijs roman om den unge fyrst Mysjkin. Et fattigt og sygdomsramt sidste skud på en slægt, der er gået i frø. En fyr, der lever i sin egen verden, men ikke erkender eller accepterer det. Hvad sker der, når man slipper sådan en hund løs mellem alle keglerne? En omflakkende urovækker. Et løsgående missil.
Hallo for en opgave at sætte den unge skuespiller Martin Greis på!
På scenen uafbrudt i næsten tre timer. Ham, der skal levere modspillet til hele galleriet af degenererede, balstyrige, tankeløse, desperate lykkejægere, opkomlinge, selvoptagne parasitter og havarerede overklasseløg!
SLÆNGET
At det lykkes så imponerende, er der flere grunde til.
En er, at den lige så unge instruktør, Rune David Grue, styrer brikkerne målbevidst rundt med eminent sans for, at det brogede slæng af familiemedlemmer og tilløbne har hver deres præcise særheder – samtidig med at de alle repræsenterer nogenlunde samme grad af egocentri og moralsk vægtløshed. Lige fra borgerskabets diskrete charme med Inger Sofie Skovbo som kvidrende mor til en luksuslabaner som ham, Claes Bang har fornøjelsen af at spille. Slænget spænder vidt. Forkælede døtre som Kristine Nørgaard, rapt, impertinent og herligt forvildet – traditionelt fordrukne fædre som ham, Henning Olesen markerer. Bare for at nævne nogle stykker ud af 17 medvirkende.
SØVNGÆNGERSIKKERT
En anden grund er, at Martin Greis formår at fastholde sin figur i dette cirkus af omgivelser. På én gang fascineret af skikkelsens urokkelige tro på menneskeheden, hans lyse naivitet og helgenagtige doceren. Og midt i omgivelsernes konstante forsøg på at udnytte ham til deres forskellige formål – ind imellem grebet af forskrækkelse over hans epileptiske anfald og sindsoprivende flammetaler.
Greis vandrer søvngængersikkert gennem hele skalaen af undren, hjælpeløshed, standhaftighed, fortvivlelse og hjerteskærende forelskelse. En skuespiller med et følsomt fjæs, sjovt gammelklogt og en stor vitalitet i sit udtryk.
SELVMORDSPILOTEN
Spændingskraften mellem denne Jesus-skikkelse og de flimrende omgivelser forstærkes gennem den desperate selvmordspilot af en femme fatale, der nagler mændene til væggen, kvinderne til hadekataloget og fyrst Mysjkin til korset. Signe Egholm Olsen er denne hårrejsende madonna-luder, majet ud til Istedgade og ind til benet. En roterende hvirvelstrøm mod inferno à la Wedekinds ’Lulu’.
Dramatisk fungerer denne Nastasja som uundværlig drivkraft for opgøret mellem Mysjkin og det degenererede borgerskab – og nedbrydningen af Mysjkin. Slutbilledet er Martin Greis ensom, sammenkrøbet på scenen. Den fiktive korsfæstelse.
Det er en opsætning, hvor man har lyst til at nævne hele striben af medvirkende. En ensemblepræstation i en sceneudgave af romanen, hvor de spotvise snit ind i den vældige Mysjkin-historie fungerer overraskende godt.
Gregers Dirckinck-Holmfeld