SLYNGEL-

STATEN

Aalborg Teater bruger ’Hamlet’ som belæg for, at man også i dag kan kalde Danmark for en ’rådden slyngelstat’. Det er sandelig noget af en fortolkning!

Shakespeare: ’Hamlet’. Instruktion: Hans Henriksen. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Medvirkende: Patrick Baurichter, Martin Ringsmose, Marion Reuter, Ena Spottag, Steffen Berenthz Eriksen, Jacob Moth-Poulsen, Kasper Dalsgaard, Henrik Weel, Jørgen W. Larsen og Niels Anders Manley.

’Hamlet’ spiller på Aalborg Teaters Store Scene indtil den 24. september. Varighed: 2½ time inkl. pause.

****

‘HAMLET’ som nutidsdrama?  Der lader sig forsøge. Det er det, de gør i Aalborg, som Aalborg Teaters bidrag til dette Shakespeare-år. Teatret har såmænd gjort det før – Kasper Holten lavede for sytten år siden en
Reumertpris-belønnet opsætningen, hvor mobiltelefonerne snerrende i lommer og i kroge – det var spionage- og overvågningssamfundet, der spøgte.
I den nye Aalborg-udgave er vi igen tæt på med aktualisering. Det opleves i opsætningens stil. I fortolkningen af, hvad stykket handler om. Men kun delvis i skuespillernes tilgang til deres roller.
Iscenesættelsen satser flittigt på brug af mikrofoner og kameraer. Spillerne taler til os fra alle tænkelige hjørner af scenen, endda også nedenfor scenen mellem publikum. Skuespillerne vender sig mod kameraer mere end mod os, monologer afleveres med skuespillerne i kæmpegengivelser som nærbilleder på et porøst, gennemsigtigt forhæng, samtidig med at der åbnes for sløret kik ind på de samme skuespillere, der optræder som i et levende dukketeaterregi. Men også i pågående vekselvirkning med live action.
Til gengæld er forløbet ikke som i Odense Teaters ’Hamlet’ i forrige uge bevidst brækket op i mindre bidder, næsten som for også på dét teater at udtrykke sig i en nutidig mediestil, mange har vænnet sig til.

PROGRAMERKLÆRING

Altså en formmæssig aktualisering. Men ikke en indholdsmæssig. Det fremgår ganske vist af programmet til opsætningen, at den er tænkt som en fortælling om et moderne Danmark som et svindel- og humbug-samfund – ’råddent’. Med udgangspunkt i Marcellus’ bemærkning til Horatio i stykkets første scene: ’Something is rotten in the state of Denmark’.
En fordærvet nation, hvor alle stikker knive i ryggen på hinanden.
Og det er klart, at man udmærket kan se renæssancetidens hændelser i Shakespeares ’Hamlet’ som et billede på et Danmark, hvor ikke bare kongens personlige position er emnet for kampe på den private slagmark, men også et billede, der er udtryk for en stat på sammenbruddets rand og i moralsk opløsning. Dengang som i dag, mener altså instruktøren Han Henriksen..
Hans Henriksen, der også er Aalborg Teaters chef, skriver en hel programerklæring for opførelsen. Den handler om, at Danmark i vore dage kan vurderes som en del af ’ondskabens akse’, en ’slyngelstat’, der i givne situationer blæser på fundamentale, demokratiske værdier og principper. Vi bryder frejdigt internationale aftaler, skriver han – selv lige så frejdigt.
F.eks. med krigsførelsen i Irak eller overvejelser om at udleve Edward Snowden til retsforfølgelse i USA.
Det er lidt overraskende overvejelser i forbindelse med handlingen i ’Hamlet’, der faktisk kun som ydre ramme handler om Danmark som krigsskuesplads i forhold til Norge. En dramatisk detalje, der ikke tæller med særlig vægt i forhold til mordhistorien og den familiemæssige konflikt, den udløser, og de ustyrlige, psykologiske kræfter, der går i skred mellem personerne, ikke mindst det indre opgør, der driver prins Hamlet til handling eller mangel på handling, og de katastrofale konsekvenser, det får.
Lader man som publikum den storpolitiske side af sagen lidt ude af betragtning – og det kan man vel godt – så bliver tilbage – ud over eksperimenterne med ny teknik – en forestilling, hvor skuespillerne udfylder deres roller loyalt over for den originale tekst, uden at vi spekulerer ret meget på deres handlinger som andet end personlige intriger og bedragerier i magtkampe med hævn- og angstmotiver.

THE GERMAN CONNECTION

Der spilles med mere eller mere interessante præstationer, ind imellem overraskende, f.eks. med en Marion Reuter som dronning Gertrud. Marion Reuter er uddannet i Berlin, har virket mange år i Danmark som teaterpædagog. Med sin accent sætter hun i relief, at danske dronninger gennem tiden gang på gang har været hentet fra Tyskland. En german connection, som også antydes med unge Hamlets studieambitioner i Wittenberg.
Lige så overraskende er Ena Spottag, der som Ofelia har en fortabt, barnlig voksentone med provokerende artikulationer og sproglige drejninger. Men naturligvis først og fremmest en Patrick Baurichter, der er en omflakkende uromager, som med sin fingerede sindssyge splitter den broget besatte scene med rasende ture i verbale udfoldelser, der rammer Niels Brunses oversættelse træfsikkert. Han når fint igennem med troværdigt dobbeltspil som enten gal eller realistisk, enten følsom eller kynisk, ikke mindst i opgøret med moren efter drabet på Polonius. Martin Ringsmose i den store rolle som kong Claudius strejfer et skarpt, men også lidt anonymt portræt af en moderne magthaver på lerfødder.
Andre roller er godt besat med Henrik Weel, Jørgen W. Larsen, Jacob Moth-Poulsen, Steffen Berenthz Eriksen og Kasper Dalsgaard.
Instruktørens tanker om Hamlet-fortællingen som en historisk parallel til nutidens Danmark som råddent, amoralsk og på katastrofekurs øjner vi nogle øjeblikke i 1.akten med orkestret, der spiller 30’er musik, Kurt Weill bl.a. og løsslupne dansescener a la ’Cabaret’-Berlin – noget, der kunne antyde de års åndelige sammenbrud over for den kommende nazisme.
Men det bliver ved antydningen.

gregersDH.dk