Julien Roman, Sebastian Kloborg og Amy Watson i ‘West Side Story Suite’ på Operaen (tegning: Claus Seidel)
IKKE NOGET AT BLUES OVER
’West Side Story Suite’ som farverig anhænger til de sofistikeret abstrakte ’Dances at a Gathering’ på Operaen.
****
FALSK reklame. Tæt på i hvert fald. Det Kgl. Teater hjemmeside kører på ’West Side Story Suite’, som om der ikke var andet denne balletaften.
Virkeligheden er, at der går 90 minutter, inden de 40 minutters ’West Side’ er på banen – nærmest som en anhænger til den timelange ’Dances at a Gathering’ inden pausen.
Et urimeligt pr-stunt.
Der er ingen grund til at blues over ’Dances at a Gathering’.
Dette florlette balletoptog af sofistikerede, koreografiske scener er selvfølgelig noget helt, helt andet end det hårdtslående og farveglødende resumé af Bernsteins og Jerome Robbins’ musical ’West Side Story’.
En anden verden. Sat op af Jerome Robbins til en stribe klaverstykker af Chopin, mazurkaer og valse, et overflødighedshorn af tredelt takt, lige fra den melankolske a-moll-vals til As-dur’ens Valse Brilliante, der bringer os lige lukt ind i stemningen fra den balscene-fest, som Peter Konwitschny snyder os for i 3. akten af Det Kgl.s opsætning af ’Eugen Onegin’.
SELSKABSLEG
Det kan være, hvad det være vil.
Det spændende ved det timelange ind-og-ud kavalkade ud i ’Dances at a Gathering’ er at følge dansere, der lader musikken føre sig rundt i en selskabsleg, der ikke synes at ville tage nogen ende, tilnærmelser og afvisninger, ustandselig nye kombinationer mellem de ti dansere, overstadige spring og løft – med pianisten Julian Thurber i orkestergraven som en chopinsk guide, overlegen og smidig i sin rytmiske styring, han kan vel ikke gøre for, at det hårdt klingende flygel og forstærkningen stjæler noget af musikkens æterbårne duft.
Havde dette været en klaveraften i en koncertsal, var dén ikke gået.
På scenen er der vidunderlige øjeblikke. Det er nok abstrakte optrin – men hele tiden farvelagt af underfundige reaktioner mellem dansere og frapperende ideer hos Jerome Robbins: Pludselige stop, hvor den samlede gruppe af dansere følger med blikket, hvad det nu er: Noget på himlen, en kollektiv tanke, hvad som helst. Eller pludselig går i stå over for en enkelt danser, der som outsider sætter sig.
Stadige overraskelser, fjant, stille resignationer, ømme forsøg.
DRØNET FRA BAGGÅRDEN
Efter pausen så drønet fra Radioens Big Band og Bernsteins fejende, romantiske udgave af det bandeopgør, der er blevet en historisk ledetråd fra Shakespeares ’Romeo og Julie’ til indvandrere og Hells Angels på Nørrebro. Hos Bernstein og Robbins: New York-opgør mellem puertoricanere og italienere i New Yorks baggårde.
Kgl. Teater-udgaven er blevet meget omtalt, fordi danserne skal synge i nogle af scenerne. Det gør de, og det går fint, bortset fra at de af gode grunde må suppleres med bl.a. Sine Bundgaard og Bo Kristian Jensen på solopartierne.
Men det afgørende ved den korte danseversion af historien er de fejende flotte og farverige massescener – bandernes forrygende fight og pigernes smældende ’America’.
Tju-bang-dans for alle pengene. En ordentlig kontrast til den forfinede ’Dances at a Gathering’. Godt at se Robbins kraftfulde original-koreografi. Men også handlingsmæssigt en sært aborteret ’Story’.
