VERDI OG GUANTANAMO
Kasper Bech Holtens updatering af ’Don Carlos’ sætter os på prøve, men holder.
****
Det er fra og med 3. akt, der bliver taget de store greb. D.v.s. efter pausen i den struktur, Operaen har valgt.
Indtil da er alt forspil, forklaringer, forkundskaber. Vi skal sættes på sporet, inden toget kører. Godt nok.
Nogle vil mene, at vi skal køres AF sporet. Det fører nemlig ikke til Spanien i renæssancen. Ingen pibekraver og Toledo-klinger. Vi er i nutid. En slags. Den gamle kejser Carl 5. er forvandlet til en Kim Il Sung eller Sadam Hussein og ruger fra et kæmpeskilderi over de medvirkende. Big Brother er på spil, og hans hird er maskinpistolbevæbnet og i battledress.
DOBBELTLØB
Vi er med andre ord i hænderne på en ægte Kasper Bech Holten up dating af en klassiker. Og skal altså igennem dobbeltløbet: Forholde os til den historiske problematik og terminologi og samtidig acceptere nutids-associationen.
Det går rigtig godt. Og det går voldsomt godt på den anden side pausen, efter at vi er ovre de mange indledende manøvrer. Hvor Verdi broderer forhistorie, beskriver miljø og ikke har nær så meget musikalsk på hjerte som i 3. og 4. akt.
Det er efter pausen, at Kong Philip har sin store monolog. Han befinder sig i sit kammer og tingene brænder på for ham. Er konen ham utro med hans egen søn Don Carlos? Er han ved at miste grebet om magten over det kæmperige, han har arvet fra faren – ’riget hvor solen aldrig går ned’? Er den katolske kirke og inkvisition stærkere end ham?
VED CELLOEN
Det er fra og med denne scene, vi kan konstatere to ting: Verdis kompositoriske muskelkraft tager uafbrudt til. Og Kasper Holten har idéer, der dels bare er gode, dels gør den tidsmæssige opdatering mere og mere relevant. Gode ideer er f.eks. den med at lade kong Philip sidde og spille cello i starten af monologen. D.v.s. – gu’ spiller Stephen Milling ikke en tone. Det ordner en cellist i graven. Men eftersom det er en af Verdis mange celloguldkorn af den art, han bruger til at ekspedere sorgfulde skæbnetoner af sted, labber vi med fornøjelse ekstraeffekten i os og nyder at se Milling fake det strømmende g-mol tema. Tilsyneladende med fuld beherskelse af strøg og fingersætning – dog med ryggen til for alligevel at snyde os i nogle øjeblikke. Cellotonens klanglige synkronisme med Millings sonore bas er tilmed et kup. Det kan Holten ikke gøre for. Det er en guds tilgifts-gave.
STORINKVISITOREN
Vi er heller ikke på skævvridning, når Kong Philip-scenen udspilles med dronningen i dobbeltsengen i sovekammeret ved siden af. Hun skal have lov at vride og vende sig i kamp med sine egne mareridt, og kongen kan tilmed tumle hvileløs hen i dynerne, da han har lagt celloen fra sig – og overstået sit hårrejsende møde med Storinkvisitoren, Sten Byriel, som for en gang skyld leverer os en kirkelig overbøddel, der med sin statur giver rollen dobbelt nerve – han er et hoved mindre end kongen og tilføjer dermed ydmygelsen en ekstra dimension, da han nådesløst erklærer, at kongen kan spare sig at gå i forbøn for sin oprørske og dødsdømte søn Don Carlos med replikken ’Gud ofrede også sin søn på Golgatha’.
JESUITISK LOGIK
Jesuitisk logik i storform. Afleveret fra kongens egen skrivebordstol, mens kongen er kostet til at stå op som en skoleelev, der får en sveder. Stolen? En elegant Wegner kinastol. Og hvorfor ikke? Så lidt som der er grund til at brokke sig over, at den følgende fængselsscene er henlagt til et klinisk Guantánamo-inferno.
Tydeliggørelsen kan ikke være klarere af Holtens bevidste markering af, at der kvitteres for oprør mod en vesteuropæisk, imperialistisk kolonimagt med samme midler i vore dage som der blev det i det 16. århundrede. Frihedskamp i det spansk besatte Flandern er synonymt med frihedskamp i Mellemøsten.
FIGHTERS AND LOVERS
Take it or leave it. Det er en interessant kommentar til den terrorisme-retssag, der tages op i morgen, mandag, ved Københavns Byret om de Fighters and Lovers-t-shirts, der støtter en palæstinensisk befrielses- eller terrorbevægelse, alt efter hvordan man nu ser på det. Verdi var ikke meget i tvivl om, hvad han mente om den katolske kirke. Holten er næppe i tvivl om, hvad han mener om krigene i Irak og Mellemøsten i øvrigt.
I samme åndedræt fungerer finalescenen, hvor Don Carlos og Elisabeth tager afsked med hinanden i det kloster, hun er forvist til.
Nu er vi ikke i klosteret, men i en lufthavn. Elisabeth er gået under jorden, Carlos er på illegal flugt – og snuppet bliver han af militærpolitiet ved kontrollen. En løsning, der forskåner os for Verdis grand guignol-kortslutning, hvor den afdøde kejser pludselig optræder som spøgelse ex machina og tager Don Carlos under sine vinger.
SANGERNE
Så er det samtidig en finale, der endnu en gang giver Irene Theorin mulighed for at udfolde sine flammende sopran som dronning Elisabeth. Vibratoet er til at tage og føle på, men ingen af Det Kgl.s sopraner har vist så glansfulde toptoner.
Den slags kan omvendt være et lille problem for Randi Stene, der folder hele sin lillafarvede mezzo-glans herligt ud som den svigefulde hofdame Eboli, men har et par høje toner, som hun næppe selv byder særlig velkommen.
Og for at blive ved det undertiden problematiske. Man forstår sagtens, hvorfor Kasper Holten ser en god skikkelseskabende ung tenor i den importerede polak Nikolaj Schukoff. Han er en glimrende scenekunstner. Til gengæld har hans jernstærke tenor konstant vanskeligheder i det høje mellemleje. Det giver ham problemer i et parti, der i forvejen har svært beliggende passager – dog ikke sværere, end at vi har hørt mange tenorer komme lettere igennem end Schukoff.
Stephen Milling og Sten Byriel er som sagt i form. Og det er værd at nævne, at den finske baryton Tommi Hakala fik en af premierens største bifald ved fremkaldelserne. Klart nok. En flot velklingende baryton, en imponerende figur som Don Carlos’ manipulerende ven Marquisen af Posa.
STASIMURE
Er vi på sikker grund med denne ’Don Carlos’? Jeg synes det. Steffen Aarfings dekoration kapsler handlingen ind i Stasi-mure så tunge som beton og så lette som flytbare vægge hos Ikea – man kan sandelig meget med teknik i den Opera. Og med lys. Jesper Kongshaug har været fremme med mere end lommelampen.
Det er en opsætning, der bringer os ud af vanetænkning, og sætter vores evne til at anskue tingene fra flere vinkler på nogle prøver. Synergieffekten er et stykke tid om at indtræffe. Der er scener, der i første del går helt bananas i umulig relevans, f.eks. den store korscene med hoffets damer. En scene, der til nød tjener til at smide karakteren Eboli på banen, men har sit møje med at vække nutidige associationer, trods en masse kostumehalløj.
Men ellers, altså.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
