Morten Christensen, Anders Gjellerup Koch, Sanne Saerens og Sophie Louise Lauring i ‘Død mands kvinde’ (Foto: Odense Teater)
BAG DET LANGE KYS
’Død mands kvinde’ er et talentfuldt midtvejsprojekt fra Dramatikerskolen i Århus. Spillet på Det Kgl. af skuespillere fra Odense Teater.
****
DET begynder med et kys – så langt, at Gustav Winkler og Birte Wilkes berømte melodi grand prix-kys er overhalet med en del længder. Så langt, at man tænker: hva’ fanden?
Det er lidt et trick.
Men ok. Vi er fanget ind. Og nysgerrige. What’s going on?
Thomas Markmanns enakter ’Død mands kvinde’ fortæller i flash back, hvordan en kvinde har tilbragt ni sindsoprivende år med at vente på en mand, der sidder i dødscellen i et fængsel, dømt for mord. Kysset er illusionen, drømmen.
Stykket er et af fem produkter fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, præsenteret i weekenden samlet i Skuespilhuset i København under signalet ’Midtvejs’. To andre er tidligere anmeldt (28.8.).
De unge dramatikere er endnu ikke færdiguddannet.
’Død mands kvinde’ er til gengæld er vellykket og ’færdigt’ stykke.
Det følger kvinden, der venter. Som skriver og skriver. Og manden, der venter. Og skriver og skriver.
MODSPIL
Vi er belært om det uafvendelige fra start. Manden skal henrettes og bliver det. Men den komprimerede sivning af håb om appel er godt fortalt. Kvinden, som er mentalt ude i tovene, får besøg af en opstemt veninde, der skal giftes – de to, Sanne Saerens og Sofie Louise Lauring leverer glimrende modspil til hinanden fra deres respektive, inkongruente udgangspunkter.
Den dødsdømte, spillet af Morten Christensen (som er Odense Teater-skuespiller ligesom de øvrige i opsætningen) får tilsvarende modspil af fængselsbetjenten, spillet af Anders Gjellerup Koch, som yderligere med mellemrum konverteres til idiotisk psykolog, der forsøgsvis skal massere den ulykkelige kvindes nervesystem.
KLIP
Det sidste er led i det lille dramas raffinerede og fint gennemførte konstruktion.
Vi er flere steder i hurtige klip, hjemme hos kvinden, i cellen, uden for cellen, hos psykologen. Og ikke bare i hurtige klip, men ofte i ryk mellem samtidige forløb. Den længste scene er lige ved at være indlednings-kysset.
Klip og overlapninger ledsages diskret af en lydside, der i enkelte glimt perspektiverer eller underbygger situationerne.
Alt dette er sat i scene efter bogen (alle fem enaktere er trykt af forlaget Drama). Instruktøren Frederik Arntzen Neergaard har haft fornøjelsen.
Det er et tæt, lille drama. Meget lovende.
