LIVET SKAL SKRIVES FRA MANGE SIDER

Den 36-årige Reumert-prisbelønnede dramatiker Christian Lollike har skrevet fjorten skuespil – det ene mere provokerende end det andet. Dramatik, der konstant udsender hidsige spørgsmålstegn og skaber modsætninger. Nu debuterer han på Det Kgl. Teater med ’Fremtidens historie’.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

—————————————————

HVORDAN bliver man dramatiker?
Meget nemt! Spørg bare Christian Lollike – tidens hotteste danske skuespilforfatter.
Lollike mødte en pige, der hev ham med til en forelæsning om ’Hamlet’, og så sagde han – der stort set aldrig havde interesseret sig for teater: Jeg vil på dramatikerskolen. Og det kom han.
Det er ti år og fjorten teaterstykker siden.
Slag i slag. Fire Reumert-nomineringer, hvoraf én topscoring: Prisen som Årets Dramatiker i 2009 for stykket ’Kosmisk frygt eller da Brad Pitt fik paranoia’.
Og nu premiere på Det Kgl. på endnu et stykke: ’Fremtidens historie’, som har premiere i Skuespilhuset fredag 11.
Bingo.

”Jeg vidste faktisk overhovedet ikke, hvad jeg ville lave dengang. Jeg var 24 år. Jeg havde været på højskole og gået lidt på universitetet. Jeg havde rejst i nogle år. Jeg havde prøvet at skrive en smule, lavet nogle rejseartikler. Men da pigen, jeg var sammen med til den forelæsning, viste mig noget på en opslagstavle fra dramatikerskolen på Aarhus Teater, så meldte jeg mig til optagelsesprøve.”

– Ren tilfældighed altså…

”Det må man kalde det. Det er i hvert fald blevet min forklaring på, hvorfor jeg skriver teaterstykker. Men jeg er i virkeligheden lidt bange for mit eget svar, når jeg bliver spurgt. Der var måske andet end tilfældighed i valget dengang. Jeg havde jo skrevet lidt. Men klart: Jeg kunne lige så godt have søgt ind på f.eks. forfatterskolen. Eller filmskolen. Eller journalisthøjskolen. Og når du nu spørger om baggrunden for, at jeg overhovedet er havnet i det her, så bliver jeg lidt i tvivl. Ens selvfortælling om ens egen fortid flytter sig jo…Selvfølgelig er der nok nogle brikker, som har stukket en retning ud. Men min forklaring med ’tilfældigheden’ er muligvis bare en nem smutvej…”

HER har vi Christian Lollike i en nøddeskal. Måske. I hvert fald noget af ham. Noget, vi også registrerer i hans skuespil. Noget søgende, analyserende. Han er som en pejlevogn, der opererer med antennerne ude – måske forholder tingene sig anderledes end vi tror? Og anderledes end han selv tror.
Mange opfatter Lollike som en forfatter, der er enøjet, skråsikker og voldsomt provokerende. Fordi han tit er ude med riven i sine stykker. Politisk, socialt, psykologisk. Han vælger barske emner. F.eks. ville Dansk Folkepartis Louise Frevert for nogle år siden fratage et Århus-teater støtten, fordi det spillede Lollikes ’Dom over skrig’, der handlede om gruppevoldtægt. Et skræmmende emne. Råt og voldsomt i udtrykket. Men skrevet i et spontant forsøg på at analysere og forstå.

”Jeg prøver hele tiden at komme unuancerede holdninger til livs. Lave noget, som er så flertydigt som muligt. Være kritisk – også over for mine egne holdninger. Provokere? Ja selvfølgelig. Jeg skal derud, hvor jeg – hvis jeg selv læser det igen – SELV bliver provokeret og får lyst til at angribe mine egne holdninger. Der, hvor jeg selv er i tvivl og spørger: hvad betyder det her? Jeg er selv ustandselig – i tvivl.”

– Det er drivkraften i dig. Tvivl?

Christian Lollike tænker sig længe om. Søger efter ordene. 

”Måske er alt, hvad jeg skriver forsøg på så ærligt som muligt at beskrive min egen afmagt. Og frustration over afmagten. Vi er alle sammen så hurtige til at låse os fast i bestemte holdninger og meninger. Det skaber tryghed. En fast identitet. Det handler mit nye stykke også om. Hvor svært det er at se tingene fra andre sider end den, man selv har bundet sig op på. Jeg var f.eks. på research i Sandholmlejren for at få et indtryk af asylsøgernes liv. Rystende. At disse mennesker i årevis lever i konstant usikkerhed, oven i købet klos op af et militært øvelsesterræn, hvor de hele tiden kan få genoplivet de krigstraumer, mange af dem døjer med. De er flygtninge – i de flestes øjne bare fremmede. Som indvandrerne. Vi er holdt op at skelne. Det er et problem, der bare vokser og vokser og forplanter sig som generel angst for alt fremmed.”

– Undrer det dig?

”Jeg føler, jeg er blevet voksen i en tid, hvor venstrefløjen var ret naiv. Jeg husker stadig, hvordan der kørte denne her: Vi skal jo være her alle sammen, og grænserne skal være åbne o.s.v. At mærke, hvor befolkningen egentlig var henne og se den usikkerhed, som indvandringen skabte, faldt ikke rigtig venstrefløjen ind. Hele den stigende racisme og angst, som man ikke ville tage hånd om. Den, der umærkeligt også forplanter sig, selv til politiet. Jeg talte i min research til det nye stykke med nogle folk fra anklagemyndigheden. De fortæller om, i hvor høj grad systemet er gennemsyret af en lille racisme, der kommer af reel frustration og træthed over kriminelle indvandrere, som de synes er mere aggressive og besværlige end danske kriminelle.”

– Psykologisk forståelig måske.

”Det er det da. Men samtidig superfarlig. Især, hvis man fornægter det i en eller anden retorisk perle-snak, hvor man nægter at stå ved, hvordan tingene egentlig forholder sig. Og ikke sætter spørgsmålstegn ved det, man selv siger. Det er i øvrigt kun et enkelt af de emner, der berøres i mit nye stykke.”

’FREMTIDENS historie’ er skrevet på bestilling af Goethe Instituttet, som har bedt ti-femten dramatikere i Europa om at skrive dramatik ud fra en overskrift, der lyder ’Hvordan ser verden ud tyve år efter Murens fald med udgangspunkt i din egen nationalitet?’
’Vanvittig ambitiøst’ kalder Lollike oplægget.
I hans stykke møder en kvindelig taxachauffør forskellige mennesker. En vagabond. En politiker, der er besat af overvågningskameraer. En person fra asylmyndighederne. Og hendes egen vognmand. Det er et forsøg på at undersøge, hvordan det enkelte menneske reagerer på al verdens problemer. Fattigdom, krig, flygtninge, kriminalitet, racehad. Skal man handle? Være ligeglad? Eller bare handlingslammet?  
Det er nu og her. Det Danmark og den verden, vi lever i. Vi taler om præsten i Brorsons Kirke. Konstaterer, at en udbredt holdning er, at præsten skal lade være at skabe sig, passe sin kirke, for han kan jo – så lidt som nogen anden – påtage sig al verdens sorg og elendighed. Men præsten har altså stået over for et valg. I et dilemma, de fleste vil bøje af over for.
Et dilemma, Lollike selv erkender:

”Skal man reagere eller lukke øjnene? Det er den slags dilemmaer, jeg forsøger at beskrive. Og som jeg selv kender. Hvis man virkelig lukker det alt sammen ind og insisterer på at forstå, hvad der foregår rundt om ørerne på os. Burde man måske gå ind i aktivt nødhjælpsarbejde? Eller: Hvorfor laver jeg ikke teater med nogle mentalt smadrede mennesker i Afrika? Burde jeg ikke lægge mit liv helt om?”

– Men du gør det ikke?

”Indtil videre tror jeg, jeg kan virke bedst herfra. Jeg har også en familie. Ansvar for to små børn. Det betyder da noget. Personligt kan jeg leve på en sten. Men der er pludselig børnehave og vuggestue, der skal betales. Jeg skal sørge for, at der er en indkomst, der hænger sammen. På den anden side: Det konstante opgør med, hvordan tingene ser ud, får bare ny næring af, at ens egne børn skal vokse op i denne her fremtid.”

– Så du holder fast i at prøve at forbedre verden med din dramatik?   

”Forbedre? Jeg skriver ikke moralske opsange. Jeg bryder mig ikke om rygklapperteater. Jeg skriver ikke teater om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Jeg interesserer mig for at lave modsætningsfyldt teater. Og så er jeg helt klart arbejdsalkoholiker. Det hærger også tit mit privatliv. Jeg kan ikke slappe af, heller ikke i en weekend og i sommerferier. Så begynder jeg at blive sur og irritabel. Så er jeg nødt til at sætte mig ind og arbejde. Det er en svaghed og på en måde ødelæggende.”

– Fordi du er så ambitiøs.

”Ja, Eller snarere: Mest fordi jeg er utålmodig. Men jo – jeg har også haft perioder med ambitioner, som jeg næsten ikke kunne styre. Hvis et teater, der var større end dér, hvor jeg lige var, ringede og spurgte, om jeg ville lave noget for dem, så kunne jeg ikke lade være at sige ja, selvom jeg ikke havde tid. Jeg var bange for at sige nej, og ikke få muligheden igen. Det gav mig stress. Og det har jeg lært af. Nu har jeg en kontrakt med Aarhus Teater, som handler om, at jeg laver én forestilling dér, og så må jeg lave én anden ting om året. Det bringer mig ud af stress-ræset. Men ikke af ambitionspresset. Lysten til at lave det, det egentlig handler om, det kunstnerisk optimale teater. Arbejde benhårdt for at blive bedre til det.”

– Arbejdsnarkoman, men altså også tryghedsnarkoman. Et akademikerbarn, som dykker ned i samfundslivets udkantområder og analyserer dem.

”Som du kan få det til at lyde! Faktisk har jeg, siden jeg var helt lille, altid hængt ud med det dårlige selskab. Måske fordi jeg ikke var god til hverken at læse, skrive eller regne i skolen. Så begynder man at være sammen med dem, der heller ikke er det. Og som heller ikke interesserer sig for at gå i skole. Der opdagede jeg et helt nyt miljø. Kammerater med forældre, der røg hash og den slags. Godt nok noget andet, end hvor jeg kom fra! De blev mine venner. Nogle af dem er siden blevet kriminelle. Jeg tror, at dét at interessere sig for alt dét, man ikke må tale om – alle yderpunktområderne – at prøve at forstå, hvad det er, der gør, at vi helst ikke vil have med de besværlige og de anderledes at gøre. Det kan stamme derfra.

– Kunne du selv være havnet i kriminalitet?

”Det tror jeg ikke. Men jeg har besøgt mine venner i fængslet mange gange. Det er altid grænseoverskridende, men lærerigt. En dag skulle ham, jeg besøgte lige udenfor – og så sad der en anden over for mig. Jo, han havde da begået et mord. Sådan og sådan. Det var lidt klaustrofobisk at sidde alene med en morder…”

CHRISTIAN Lollike kan næsten ligne en skoledreng, der fortæller, at han har røget eller set rotter nede bag ved toiletterne. Hans dæmpede, kultiverede dansk. Sprogets stilfærdige, lidt usikre måde at bane sig vej. Tvivlen om udsagnenes præcision. Den intellektuelle blufærdighed.
Jeg siger farvel, og Lollike bliver tilbage i sofaen i Skuespilhusets kantine med udsigt til Københavns inderhavn. Om lidt er kl. 12, og han skal begynde prøven på scenen med skuespillerne.
Disse års mest hårdtslående og kontroversielle danske dramatiker.