Marianna Shirinyan i Tivoli (Foto: Nikolaj Lund)
TÆT PÅ
Tivoli inviterer os op på tribunen, lige nu til koncerter med den armenske pianist Marianna Shirinyan. Onsdag aften en øm og ganske forrygende koncert med knaldgodt klaverspil og Nis Bank-Mikkelsen som oplæser af Shakespeare-tekster.
*****
”HVOR latterligt at vælge kvinder fra…” Det er Biron’s håndfaste konklusion på kravet om afkald på alle lyster i tre år for at hellige sig lærde studier.
Citatet er fra Shakespeares ’Elskovs gækkeri’.
Nis Bank-Mikkelsen citerer med underfundigt smil og klingende stemmeføring det ene Shakespeare-citat efter det andet, mens han kredser omkring det sorte Steinway-flygel. Der sidder den dejlige, armeneske pianist Marianna Shirinyan, og hun er sandelig ikke ’valgt fra’. Hverken af os tilhørere, der sidder omkring hende, eller af Nis Bank, der med sin kultiverede diskretion sender Shakespeares kærlighedserklæringer fra skuespil og sonetter muntert, yndefuldt og frækt af sted med sin klangfulde røst og med øjekast som ømme violinstrøg til pianisten.
Sådan plantes den gode stemning i denne bemærkelsesværdige Tivoli-koncert. Vi sidder på koncertsalens tribune, 200 pladser er der, vi sidder som var vi gæsterne til en nobel privat koncert. Der hænger fine prismelysekroner over vores hoveder. Salen nedenfor ligger hen i dunkelmørke.
En elegant og uformel koncert, et eksperiment fra Tivolis side. Tivoli har ind imellem lidt problemer med at fylde den store sal til eksklusive solist-koncerter. Men her ser det ud til, at en mere intim form kan trække sultne koncertgængere til. Denne aften også med et repertoire, som svingede brillant og afvekslende.
Shirinyan spillede Bach som start og slut – en partita og solo den langsomme sats af f-mol klaverkoncerten. Hendes Bach-spil med forelsket buk til dét store koncertflygel, som aldrig var Bachs eget bekendtskab. Shirinyan er en både magtfuld og følsom pianist, hvis Bach klinger, som vi husker det fra store pianister, før pedanter satte Bach på barok-katekismus. Edwin Fischer kom f.eks. i mine øren, da varmen voksede ud af f-mol koncerten. Kunne hun og Lars Ulrik Mortensens taktstok måske en dag finde hinanden?
Men der var et mylder af andre gode oplevelser på denne aften med Shirinyan. To Schubert-impromptu’er, der er som dårende, henkastede bemærkninger, et Scriabin-albumsblad, pist borte igen som taget af vinden, en koncertetude af Liszt, så virtuost hulkindet, som den slags nu kan være – i modsætning til Ravels mægtige tonefyrværkeri ’Gaspard de la Nuit’, de tre gotiske skizzer Ondine, Le gibet og Scarbo – en programtekst kunne have fortalt publikum, at titlerne fortæller om en 1800-tals-digters rasende fabuleringer over en havfrue, en galge og en djævelsk gnom. Først et styrtebad af toner, så et nervepirrende sæt toneslyngplanter omkring en enkelt tone og endelig et helvede, der bryder løs.
Fabelagtig flot klaverspil.
Ingen skulle gå glip af Alban Berg, komponisten til operaen ’Lulu’, en ryster for mange på Det Kgl. Teater, men ikke noget at være skræmt af her: Hans sonate opus 1 er klassisk senromantik, enkle melodier, der snor sig frem på klaveret, søgende, i kærligt slagsmål med sig selv, gentager sig selv, ikke musik, der er svære ben i og velgørende selvfølgeligt fremført af denne armenskfødte pianist.
Marianne Shirinyan kan høres igen torsdag og fredag aften – same procedure, vi er nærmest indlejret med hende og det sorte Steinway på koncertsalens tribune.
Nis Bank-Mikkelsen var kun med denne onsdag. Torsdag er partneren den hollandsk violinist Isabelle van Keulen, og fredag er van Keulen igen plus den svenske cellist Jan-Erik Gustavsson.
gregersDH.dk
