GLEMTE

SMÅ

HERLIGHEDER

Dråber af hundrede år gammel dansk musik er fuld af krudt og skønhed. Komponisten er Gustav Helsted, ukendt for langt de fleste i vore dage.

Gustav Helsted: ’Decet’ i D-dur og strygekvartet i f-mol. The Danish Sinfonietta (Randers Byorkester). CD dacapo 8226111.

****

HVOR er der meget guf at hente rundt om i dansk musik. Uspillet. Glemt.
Det fremgår af tekstheftet til denne cd, at Gustav Helsteds f-mol strygekvartet vistnok sidst er blevet spillet ved Musikkonservatoriets 75-års jubilæum i 1942. Nu er den så her på cd’en. Fireoghalvfjerds år efter.
Den er skrevet i 1917, altså under 1. verdenskrig af en komponist, der dengang var et gedigent navn i dansk musikliv, organist ved Frue Kirke og lærer på konservatoriet i komposition.
Kvartetten har flere energiske, for ikke at sige hidsige satser, betegnelserne siger noget om det – ’allegro con fuoce’, ’presto appassionato’, allegro risoluto’. Fart over feltet og som ordene fortæller: Ild, lidenskab og beslutsomhed. Og så undervejs en ’andante sostenuto’, så vi lige kan trække vejret. Musikerne med. Indtil de i allersidste takt af den beslutsomme slutsats kan løsne op for sjæl og spændte strøg med en F-dur akkord, der kommer som solens gennembrud mellem tætte skyer.
Glimrende spillet af fire strygere, hvis navne klinger af ude-i-verden, Mo Yi på 1.violinen, Joaquin Páll Palomares på 2.violinen, Olga Goija på bratsch og, ja så på celloen: Gert von Bülow, medlem af Salzburger Solisten, men ellers så dansk, så dansk, og her altså med de tre andre musikere i det, der hedder The Danish Sinfonietta, men er identisk med Randers Byorkester.
Smukt bliver der spillet i denne medrivende kvartet. Og vi kommer indenfor hos en komponist, der altså sjældent hører fra sig i vore dage. Skolet i danske traditioner, der rækker tilbage til Niels W. Gade og andre karakterfulde folk, der mestrede den romantiske romance og den klassiske symfoni i 1800-tallet.
Mange af de toner høres også i cd’ens andet værk ’Decet’ for ti musikere som navnet siger, sinfoniettaen er skrevet for blæsere og strygere engang i 1894, fuld af dansk natur, fuglesang, velklingende temaer og en nobel beherskelse af instrumenter og temaer i indbyrdes leg og strid i jagten på at følge udviklingen i Helsteds blomstrende ideer.
Svær er han ikke, Helsted, og man lytter da med spidsede ører efter, hvad det kan være, der bragte datidens kritikere til at skrive, at publikum var ’mere forbløffet end begejstret’ over, hvad de hørte. Sådan skrev Gustav Hetsch i ’Nationaltidende’, mens Gerhard Lynge i sin bog om danske komponister i 1917 om ’Decet’ mener, at værket har ”stejlhed og absolut mangel på imødekommenhed over for fordringen om, at musikken skal tage sig ud og i klange og harmoniskridt følge det hævdvundne”.
Kritikken siger noget om, hvor låst dansk musikliv i 1890’erne har været i faste holdninger til harmoni, rytme og instrumentation – dér, hvor man i dag vil synes, at Helsted bevæger sig forsigtigt i friske modulationer og blidt og diskret skiftende rytmer og fine konstellationer af instrumenter – dér har selv små nyskabelser været noget, folk kunne rende panden og ørerne imod.
David Ridell dirigerer det lille ensemble i ’Decet’ med fin fremdrift og variationssans. En fornøjelse.

gregersDH.dk