'A Midsummernight's STEAM' Fredericia Teater på havnen. 28.6.2016 Anm.

Thomas Jensen som Puk i ‘A Midsummernight’s  DREAM’ på Fredericia Teaters scene i havnen.(Foto: Søren Malmose)

 

 

 

 

 

 

 

DE GÅR HÅNDFAST TIL UNDERLIVET

 

Fredericia Teater er flyttet udendørs med en kontant og råhøvlet udgave af Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ – ‘A Midsummernight’s STEAM’.

 

Manuskript: Mads Æbeløe og Thomas Bay efter Shakespeares ’En Skærsommernatsdrøm’. Instruktion: Tim Zimmermann. Scenografi: Noemi Costa. Musik: Helle Hansen. Kapelmester: Thomas Møller. Medvirkende: Katrine Jenne, Cecilie Thiim, Frederikke Maarup Viskum, Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, Anne Fuglsig, Emil Birk Hartmann, Lars Mølsted, Kim Leprevost, Christian Collenburg og Thomas Jensen.

‘A Midsummernight’s  STEAM’ spiller indtil 6. juli på havnen i Fredericia

 

****

 

NEW YORK bygget op af stakke af containere. Havnen som kulisse. Det er – tro det eller ej – Shakespeares trylleskov.
Intet skal komme bag på os med ’En skærsommernatsdrøm’. Så meget har været prøvet før. Nu har Fredericia Teater rykket drømmen om den skære sommer i de yndige, græske skove – hvor Shakespeare selvfølgelig aldrig havde sat sine ben – til New York, som Fredericia-folkene til gengæld nok ved mere om.
Det Kgl. lod engang eventyrfigurerne rende rundt på københavnske værtshuse på video, mens vi kedede os i Turbinehallerne, Peter Langdal lavede cirkus ud af stykket i Østre Gasværk, Grønnegårdsteatret lod skuespillerelever trylle for børn i en diminutiv eventyrskov. Og Nørrebro Teater flyttede handlingen til et bande- og indvandrermiljø i de gråtonede omgivelser.
Der kan leges med den historie, som man har lyst. Fredericia Teater har så lavet sin. Den er umættelig rå. Duften mellem de vildfarne ynglinge og piger, fyrstelige eller ej, mafiosoer eller bare galninge, er forvandlet fra erotik til saftig sex, så det drypper fra replikkerne, muligvis i ekstra grad i den danske version, hvem ved, der bliver i hvert fald gået håndfast til underlivet.
Puk, den omkringflakkende uroskaber i eventyret, gør sin entre på motorcykel, en 60’er-BMW. En fordrukken sjuft, uskyldig i sine uhæmmede drifter, en fyr, der promoverer sin vom i forventning om, at den har særlige attraktioner, han sætter øl og kvinder på sit private menukort morgen, middag og aften, mens han ind imellem udfører Oberons ordre om at dryppe tryllesaft i diverse ører for at vildlede de elskovssyge i nye og gale retninger.
Fredericias Puk, Thomas Jensen har ikke lige så mange skarpe, sjove replikker som Jan Gintberg havde som Puk på Nørrebro Teater, han svinger sig knap så elegant som Nicolaj Hübbe gjorde i sin tid på Gladsaxe Teater i rollen, eller Ghita Nørby, der på Det Kgl. ankom til skovscenen ned fra loftet, som en anden abe. I Fredericia tager Thomas Jensen kegler som en art John Mogensen, når Mogensen strøg lavt gennem værtshusene.

GODE MULIGHEDER

Container-sceneriet giver gode muligheder for gemmelege,
forsvindingsnumre, for baghold, gensyn og forvekslinger.
En af containerne kan åbne og lukke til en frisørsalon, hvor personalet udgør en pudsig og grotesk variation af håndværkerne hos Shakespeare.
Ikke fordi det bliver til så meget:
Håndværkernes traditionelle ’Pyramus og Thisbe’-indstudering er væk til fordel for en skævøjet vokalkvartet til aflevering ved Oberons og Titanias bryllup og med en håndværker Rending, som her er en bøsset frisørknægt, der uforvarende kommer i favnen på fru Titania, som har fået et par fatale dryp i øjnene, da nu Oberon og Puk nu var i gang.
Resultatet af dryppene er hver gang, at den ramte bliver lynforelsket i den første, hun ser, når hun vågner. Bøssefrisøren bliver spillet sjovt af Christian Collenburg.
Der er grænseløse veje at gå musikalsk med ’En skærsommernatsdrøm’ – Mendelsohns musik til komedien har præget de fleste traditionelle opførelser i retning af lyrisk trylleri og mystik.
Her præsterer orkestret fra containeren højt til vejrs solide mainstream-jazzede numre, hvad der passer fint til de velsyngende Fredericia-aktører. Den stil er brugt før, f.eks. i ’Swinging the Dream’-udgaven, der blev filmatiseret i 1939 med Benny Goodmans sekstet som Håndværker-banden. Dér var Louis Armstrong med som håndværker Rending, en rolle som bl.a. Poul Reichardt havde succes med ved Det Kgl.s forestillinger i Dyrehaven.

SMÆK FOR SKILLINGEN

I Fredericia er komedien ikke helt så præget af den koreografisk-vokale udfoldelse, som teatret normalt lægger vægten på. Dansemæssigt nok især fordi scenegulvet ikke har det format og albuerum, der ellers er til rådighed på indendørsscenen.
Historien er lagt op som en smæk-for-skillingen-komedie, alt bliver trykket af med speederen i bund og megafonen på de høje nagler, ekstra måske fordi vi befinder os i omgivelser, der indbyder til det. Det er ellers stemmer, der næppe behøver så voldsom forstærkning som de får her.  Maria Skuladottir som Titania, Kim Leprevost som Oberon, Thomas Jensen som Puk er som alle andre på holdet godt skolet i den sangteknik, der er typisk for Fredericia-sangerne, den effektive, kontante stemmeføring.
Det er første gang, Fredericia Teater vover sig udendørs med en opsætning. Den slags gør man i dette land med livet i hænderne, men folkene ovre i den gamle fæstningsby har håndkraft og stærke nerver. De har stamina som et islandsk fodboldlandshold.

gregersDH.dk

No Comments

  • Jeg synes, at du sammenligner kartofler og frugter. Men det er sådan du ser det. Men der er mange der ikke er enige med dig. God sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *