Josephine Park og Niels Erling i ‘Kinder K’ (Foto: Thomas Petri)

RETTEN

TIL

AT DRÆBE

Nazi-udryddelse af invalider og fosterfordrivelse på medicinsk indikation – er der lighedspunkter? Teaterøens forestilling ’Kinder K’ stiller spørgsmålet skarpt op.

Manuskript: Kristofer Blindheim Grønskag. Iscenesættelse og scenografi: Jakob A. Shokking. Medvirkende: Josephine Park og Niels Erling.

’Kinder K’ spiller på Teaterøen på Refshalen indtil 27. maj. Varighed 1 t 20 min.

****

DER er lang vej fra nazisternes udryddelse af mennesker i KZ-lejre i 1940’ne til provokeret abort på kvinder i vore dage.
Hvor lang?
Det er i princippet det, der er spørgsmålet i forestillingen ’Kinder K’ på det avancerede Teaterøen ude i det maritime klondyke på Refshalen.
Stykket et skrevet af den norske dramatiker Kristofer B. Grønskag.
Dybest set lyder hans svar, at der nok ikke så lang vej, som vi umiddelbart tænker. Han stiller provokerende spørgsmålet til diskussion.
Han vælger et dokumenteret eksempel fra nazitiden: Et barn, drengen Gerhard Kretschmar, blev i 1939 født i Østrig, blind og deform, bl.a. uden ben. Sagen om hans aflivning fik kodenavnet ’Kinder K’. Det skete samtidig med, at Hitler underskrev et dekret om aflivning af individer, der var for besværlige eller uinteressante at holde liv i: Invalider, åndssvage, psykisk syge, sigøjnere, jøder og lignende væsener, der efter nazistisk opfattelse var vraggods i et velfungerende samfund af perfekte mennesker.
Forfatteren vælger så et nutidigt eksempel, et fiktivt ægtepar, som er i frygtelige overvejelser og dyb uenighed om de eventuelle konsekvenser af en fostervandsprøve: Skal pigen have barnet fjernet? Lægevidenskaben er langt med mulighederne for at kunne påvise ikke bare fosterets køn, men også mulighed og risiko for kommende svagheder og sygdomme, f. eks. Downs Syndrom (som peger mod, at barnet vil blive psykisk udviklingshæmmet).
Bliver barnet måske et dårligt liv? Og for hvis skyld skrider man til abort? Barnets? Eller forældrenes?

TVUNGENT ELLER FRIVILLIGT

Det historiske tilfælde fra nazitiden og det nutidige, som jo er et stadig opblussende emne, stilles op, så vi skal se en sammenhæng. Selvom der naturligvis ligger en afgørende forskel ved valgene. Nazisternes var tvang. Nutidens er frivillighed.
Forfatteren lader emnet switche mellem datid og nutid. Vi får Kretschmar-barnets historie i konflikter mellem uenige forældre – faren var åbenbart nazist og moren bare usikker. Nutidsægteparret skilles i ægteskabelig panik om forvirringen over de argumenter, de påvirkes af fra læger og fra den offentlige mening.
Der bliver spilles engageret og indædt af Josephine Park og Niels Erling, og Jakob A. Shokking har som iscenesætter og scenograf skabt smidige spring i tid og handling, selvom det ind imellem har været svært at gøre det helt klart, når Park og Erling skifter identitet og pludselig har andre roller, f.eks. læger.
Men det er fascinerende at se, hvordan Shokking med en dygtig lysmand får ændret scenernes lokalitet ved hjælp af farver og felter på de enkle, forskydelige scenevægge, der udgør baggrunden. Og på det sand, der fylder scenegulvet som symbol på død, grav og fortid, der kan udviskes.
Godt og levende debatteater med få, præcise midler.

gregersDH.dk