Kristine Becker Lund og Magnus Vigilius (øverst) og Helene Gjerris og Jens Bruno Hansen (nederst) i ‘Kærlighedens Dampe’ (Foto: Pernille Bering)
TVETYDIGHEDER
Andy Papes og Bent Nørgaards nye opera har styrker og svagheder – og der er ikke meget spøgelseshistorie i den, trods operaens undertitel.
***
Tvetydig titel: ’Kærlighedens Dampe’.
Iselin Hermann kalder sin roman, der er forlæg for operaen: ’Dampe’. Niels Brunse kaldte sit teaterstykke ’Dr. Dampe – en demokrat i lænker’ (Premiere på Rialto Teatret i 2003).
Dampe skrives med stort i titlen på Aarhus Sommeropera. Det er selvfølgelig fordi den henviser til dr. Dampe, den oprørske skribent, som i 1820’rne blev spærret inde af Frederik 6. på Christiansø på grund af sine revolutionære skriverier.
Men hvis man – og det gør man vel – også opfatter titlen som noget med, at kærligheden er som damp, noget, der er flygtigt, så kan det give en særlig mening.
Det fortæller det, som vel er essensen af handlingen: At kærligheden kikser og hurtigt mislykkes mellem de to par, der er på scenen: Den unge lærer Jacob, der er flygtet til Christiansø for at komme ud af en affære i København og fiskerpigen Berthe, som forfører ham. Og dr. Dampe, som bliver forført af fængslets kokkepige Adolphina.
SMULDRER
Det er ok. Men som operaen fungerer, kommer vi hurtigt ud i andre flertydigheder. Andi Pape og Bent Nørgaard, operaens komponist og librettoforfatter, kalder ’Kærlighedens Dampe’ for en spøgelsesopera i undertitlen.
Den indgang springer vi på i starten. Vi er i en slags nutid, men harpe og blæsere i orkestergraven plus Dr. Dampe som skyggebillede bringer os hurtigt på gyserfart: Den nutidige lærer Jacob hjemsøges af den fortidige Dr. Dampe.
Illusionen om en slags benjamin brittensk spøgelseshistorie smuldrer imidlertid hurtigt.
De to pars opflammede kærlighed og spegede problemer med at give kærligheden fodfæste blevet meget realistisk – historierne kører parallelt, uden at vi i andet end enkelte glimt ser en pointe i, at de afspejler hinanden eller griber ind i hinanden. Det er to separate historier om flygtig kærlighed, flygtigt fortalt, uden større interferens.
FINE POINTER
Det kan man sige er ærgerligt, for der ligger mange fine pointer i Papes musik, der er skrevet i et tilgængeligt tonesprog, ligesom hans tidligere ’Sigurd Dragedræber’, der også havde Bent Nørgaard som forfatter. De kan noget sammen med teknisk at få dialoger, arier og ensembler til at fungere, og kammerorkestret honorerer partiturets detaljer med stor omhu under David Ridells lederskab.
Og de har gode sangere med i Århus: Den lifligt syngende Kristine Becker Lund som Beate, Helene Gjerris flotte mørke mezzo som Adolphina, den spændstige tenor Magnus Vigilius som Jacob og den statelige bas Jens Bruno Hansen som Dr. Dampe – der ganske vist mere ligner ’Flagermusen’s Eisenstein buret inde for en weeekend end Dr. Dampe i fangehullet på livstid.
ULØSELIGT
Scenografen Camilla Bjørnvad har haft en nærmest uløselig opgave med at få dobbelttydighed og dobbelthandling til at fungere på den lille scene – det meste får en næsten fjællebodagtigt Master Jakel-karakter, og det er vel også medvirkende til, at spøgelses-illusionen og anakronismen i historien bliver noget af et postulat, undertiden med komisk virkning. Sikkert utilsigtet.
’Kærlighedens Dampe’ er et godt forsøg, vi har mange gode oplevelser undervejs, men mekanikken i historiens psykologiske sammenhæng halter. Vores engagement i personernes skæbne damper af. Vel næppe hensigten – heller ikke med titlen.
