Johnny van Hal, Ann Petersen og John Lundgren i ‘Salome’ (Tegn.: Claus Seidel)
DEN
FORVILDEDE
TEENAGER
Ann Petersen stråler i en opsætning af ’Salome’, som i Stefan Herheims iscenesættelse er lige så forvildet som pigen med de makabre seksuelle drømme.
Richard Strauss: Salome. Tekst: Oscar Wilde. Iscenesættelse: Stefan Herheim. Scenografi: Heike Scheele. Medvirkende: Ann Petersen, Johnny van Hal, Susanne Resmark, John Lundgren, Adam Frandsen og Sabrina Kögel. Ved nogle af de følgende opførelser: Gisela Stille, Michael Kristensen, Randi Stene, Thomas Hall, Adam Frandsen og Hanne Fischer. Dirigent: Michael Boder.
’Salome’ spiller på Operaen endnu ni gange inden sommerferien.
***
JAMEN, du godeste! Tæppet går op og dér står en kæmpemæssig kikkert og fylder scenen. Et teleskop. Vel næppe et teikoskop, som det bliver udnævnt til i teatrets program, hvad dét så end er. Hverken leksikon eller google kender til fænomenet. Men overvældende er skrumlet, med en himmel som rundhorisont bag kanten af noget, der tegner sig som en borgmur. Skal vi på måneekspedition? Ja, vi skal. Sådan set. Instruktør og scenograf har stirret på nogle bemærkninger, der falder tidligt i Oscar Wildes tekst til ’Salome’. Kong Herodes’ unge vagtchef Narraboth siger, at ’månen ser underlig ud’, og hans page tilføjer ’… som en kvinde, der er død’.
Måne og kikkert følger os gennem operaens halvanden time. Som symbolske størrelser. Og jo da: Månen er kvindelig i vores mytologiske begrebsverden. Og Salome er en kvinde, og tak skæbne, hvor hun er en, der sætter mænd i brand, og sig selv i flammer, en syttenårig flammekaster, grebet ud af Det Ny Testamente, teenageren, der gør sin stedfar Herodes kulret og soldater som Narraboth blød i knæene.
Det første ligger på kanten af incest, det andet er banalt, men hvad der ikke er banalt, det er pigens fuldstændige besættelse af tanken om, at der nede i fangekælderen sidder en jødisk profet ved navn Johannes Døberen, som er mere interessant end både Herodes og soldaten.
SKJULTE DRØMME
Operaen er skrevet i 1905, vi er på vej ind i en freudiansk epoke, hvor spekulationer over underbevidste, seksuelle rørelser i sind og sjæl tumler tæt i litteratur og kunst. Som i så meget andet.
De skjulte drømme og forestillinger om den mærkelige fange i kælderen huserer i Salome. Hun får lokket Narraboth til at beordre fangen hentet op af kælderen, og så styrer vi direkte mod katastrofen. Da den liderlige Herodes vil have pigen til at danse de syv slørs dans for ham, kræver hun en pris. ’Det halve kongerige, ja, hvad som helst’, tilbyder han. Hun slår til. Danser og kræver derefter Johannes Døberens hoved på et fad. Og får det.
Det er dér, vi er med Salome. Det er det, der bliver fortalt i den mest udspekulerede, besættende musik. I et orkesterpartitur, der er spækket med raffinerede pointer. Hvis noget værk fra den tid er lastet med erotik, med spændinger i sjæl og legeme, med sugende spind i hjerne og mellemgulv, så er det Strauss’ ’Salome’, en orkestral og sopran skildring af psykopatisk besættelse.
Så det er temmelig fortænkt at pakke et strindbergsk musikdrama ind i nogle tågede ideer om, at vi – som der står i programmet – befinder os i et ’kosmisk sjælerum’ og ikke bare foran en borg i det romerske mandat Judæa. Og derfor skal omgives af himmellegemer og en kikkert som var vi tilskuere til en planlagt månelanding. Lige så fortænkt er det, at hovedpersonerne ind imellem ses ved murens top, kun begrundet med, at sådan gjorde Helena i Illiaden, når hun holdt øje med de græske helte fra toppen af Trojas mure. Nå, og hvad så?
IDIOTISK
I denne iscenesættelse af ’Salome’ er det idiotisk, at vi skal bruge kræfter på at spekulere over meningen med scenografien.
Når nu det djævelsk psykologiske spil og dets musikalske udtryk er det afgørende, og sandelig også fungerer mellem forblændede Herodes, sunget af Johnny van Hal med vanlig tyngde, hans dronning Herodias, en af operalitteraturens harske mokker, glimrende skildret af Susanne Resmark, Johannes Døberen, sunget med en røst som var han Herren selv af barytonen John Lundgren, og den ulykkeligt forelskede Narraboth – tenoren Adam Frandsen, der åbner operaen med det desperate nøgleudbrud: ”Wie schön ist die Prinzessin Salome heute Abend!” – hvor publikum både får fastslået, at unge Frandsen har stemmen til rollen og oven i det grundigt banket ind, at trykket i Salome ligger på første stavelse.
Og så – for at nå frem til pigen i centrum, hende, der bruger de læsterligste kneb for at få sin vilje, og gør det med jomfruelig uskyld: Ann Petersens Salome. Sunget med den magtfuldt klingende sopran, der er hendes, figuren mere en ung Isolde end en flabet, selvoptaget teenager, der kun mangler I-phonen ved hånden for at meddele sig om sit egocentriske forehavende til veninderne.
I den afsindige slutning synger hun ud af gabet på Johannes Døberens afhuggede kæmpehoved, hvor hun har anbragt sig for at suge blod af hans ukristeligt svulmende læber.
Overvældende. En sanglig pragtpræstation.
UNGDOMSPENSION
Og alt det med månen glemmer vi. Vi er i kløerne på en forvildet teenager, der trænger til at blive ekspederet i en ungdomspension, helst en lukket, hvor pædagoger kan tage fat i kraven på hende og lappe stumperne af hendes mislige opdragelse sammen. Og gerne melde mor og stedfar for vanrøgt. Så man samtidig kan få lukket den swingerklub, Claus Seidel har tegnet dem i. Se ovenfor.
Det er ærgerligt at måtte konstatere, at den norske instruktør Stefan Herheim, der tidligere har givet os så fremragende opsætninger som Alban Bergs ’Lulu’ og Verdis ’Siciliansk Vesper’, er sprunget på den med månen og himmelrummet og de kryptiske associationer.
En dramaturg kan måske tilskrives ansvaret. Den pågældende skriver i programmet og citerer Strauss’, der et sted taler om, hvor vigtigt det er at bruge både øjne og øren, når man skriver opera. Det kalder dramaturgen et motto for ’Salome’, ”der bliver ekspliciteret af den med diskursen om den begærlige betragtning og omvendende lytning”.
Med den slags som rettesnor, undrer man sig ikke over, at noget går galt i iscenesættelsen.
Og hvem mon i øvrigt redigerer Det Kgl.s programmer? Ikke en, der er ude på, at teatret skal sælge billetter.
gregersDH.dk
“Den klassiske fortellerposisjonen kalles teikoskopi, fra det greske ordet for mur, og er hentet fra Iliaden. Helena står på bymuren i Troja sammen med Hektor, hun peker og forteller hvem de greske høvdingene er, hvor de kommer fra og hvor store hærer de har. Fortelleren ser alt i fugleperspektiv, han kan overskue alt, ingenting er skjult”.
Kilde:
http://www.dagbladet.no/kultur/2005/09/19/443776.html
Tak for kommentaren. Interessant med dét ord: Teiskokopi. Den norske avis Dagbladet er den kilde, Kilstrup citerer. Jeg har spurgt rundt nu hos andre, der svarer med Dagbladet-citatet som eneste kilde.
Hvis vi godtager ordet for pålydende i Det Kgl.s programartikel til ‘Salome’, er det ok, men samtidig en bekræftelse på, at artiklen er urimelig elitær, dårligt skrevet og i øvrigt dårligt oversat fra tysk.
OK, også jeg har fået udvidet min horisont med mursynet.
Men med udskiftning af få bogstaver fås nu flere kilder:
https://de.wikipedia.org/wiki/Teichoskopie
http://wortwuchs.net/teichoskopie/
Tak for de supplerende oplysninger. Også jeg blev dermed klogere.