ENSPÆNDEREN I SIN HULE

Den myreflittige idéhistoriker Lars Morell har skrevet en stor bog om 60’ernes danske avantgardekunstnere. Han er manden uden computer, uden mobiltelefon, uden fagforening. Han lever som en eremit i sin århusianske hule og samler flasker, når det kniber. En intellektuel original.  

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Hans Chr. Jacobsen

—————————————————-

LARS Morell har skrevet over fyrre bøger.
Nu kommer der en ny. En basse på knap 450 sider. Skrevet på bagsiden af korrekturprints fra forrige bog. Lige som alle de tidligere.

”Jeg kan ikke skrive på nyt papir,’ siger Morell.

– Hvorfor ikke?

”Det er mig imod. Hvorfor skulle jeg dét? Bagsiderne er rene og hvide.”

MAN får mange muntre overraskelser, når man besøger forfatteren og idéhistorikeren Lars Morell.
Man skal nærmest grave sig ind til ham i hans arbejdsværelse i den toværelses i Lundingsgade, Århus. Gennem en labyrint af hjemmestrikkede reoler. Gulv til loft.
Dér sidder han ved sit gedigne skrivebord med sin rejse-skrivemaskine, model Olympia anno 1970, erhvervet da han var femten år gammel, men ok til at skrive bog på bog, værk på værk. Alle om kunst. Omgivet af arkiver, opslagsværker og manuskriptdynger. Med fasttelefonen i vindueskarmen som eneste kontakt til omverdenen. Ingen mobiltelefon. Ingen computer. Ingen internetadgang. Nul Google.
Når Morell mangler en opdatering, ringer han til bibliotekar Bob på Aarhus Kommunebibliotek. En flink fyr, som Morells tidligere kæreste, der nu er ledende bibliotekar på stedet, har givet ham kontakten til, efter at hun selvfølgelig har prøvet at overtale ham til at anskaffe sig en computer. Forgæves.
Sådan bliver bog efter bog til. Lige nu ’Broderskabet’, en minutiøs analyse af en af de mest turbulente perioder i nyere dansk kunst, 60’erne, hvor ’Den eksperimenterende kunstskole’ satte rav i kunstlivet med folk som Paul Gernes, Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard i front. I boghandelen 20. august.

”Der er dybest set kun én ting, der tæller for mig. Det er at sidde ved det her bord. Lyset kommer ind fra venstre, det er lidt huleagtigt, der er fred og ro. Hele dagen. Jeg står op når jeg vågner, og jeg skriver til det bliver mørkt.”

LARS Morell er en lille sirlig mand. Ivrigt talende. Mindst ti gange på spring op for at fiske en bog ned fra et gemme. Han ved præcis, hvor han har tingene. Han slår op, viser og peger og forklarer med et polisk smil:

”Se her – jeg laver selv layout til mine bøger. Ligesom Broby Johansen gjorde. Mange andre laver et manuskript, forlaget får det, så går det til grafiker, og så drysser grafikeren med rund hånd, hvor han synes, der ser pænt ud. Jeg vil have stram logik. Hånd om detaljerne.” 

– Hvad siger forlagene til dét?

”De sparer 30-40 tusinde til en layouter.”

– Til gengæld får du vel selv et højere honorar?

”Næh. ’Broderskabet’ får jeg 25.000 for ved afleveringen af manuskriptet og 65.000, når bogen udkommer. 90.000 i alt. Men det har altså taget tolv år at skrive den. Jeg lader for resten nok de 90.000 stå. Måske bliver der brug for dem senere – hvis nu det bliver svært at skaffe fondsmidler nok. Jeg vil gerne have bogen ud på engelsk. Lige som min bog om Per Kirkeby.”     

– 90.000 for tolv års arbejde. Hvordan kan du leve af det?

”Jeg behøver ikke så meget. Men jeg får selvfølgelig også biblioteksafgift. 5.200 kr. – det er, hvad den lød på i år. Efter at jeg har skrevet fyrre bøger siden 1976. Det er jo meget specielle bøger, som bibliotekerne køber få af. Men måske ryger det tusind kr. op næste år, når den nye bog er med. Og så er der flaskerne – du så dem ude i entréen, ikke? Jeg samler flasker.”

– Hvad giver det?

”Hvis jeg gør noget ved det: 100 kr. på en god dag.”

– Hvad siger skattevæsenet til dét?

”Ja, hvis de beskatter det – så er jeg godt nok på den!”

LARS Morell, den lærde, flittige akademiker. Respekteret af fagfolk. Nogle vil kalde ham en nørd og en original. Han er ikke medlem af nogen fagforening. Den slags huer ham ikke. Han vil have sin fulde frihed. Det ville vel også være absurd, hvis han skulle gå på arbejdsformidlingen. Hvem vil kalde en mand for arbejdsløs, der arbejder fra han står op til han går i seng?    
For otte år siden forlod Lars Morell en stilling som lærer på Aarhus Universitet.

”Jeg var i seksten år på Aarhus Universitet. De første to på idéhistorie, resten af tiden på Romansk Institut. Lige år nok til at få betalt denne her lejlighed ud. Da jeg var 44, tænkte jeg: Du har en drøm om kun at skrive bøger. Skal det blive til noget, så er det nu. Ikke om tyve år. Så må det gå som det kan. Jeg har ikke fortrudt. Universitetsarbejdet var et pres. Hele tiden. På universitetet skal man planlægge, afregne, hvad man har brugt tiden til, sidde i studienævn, spise frokost med kollegerne o.s.v.”

– Men det var fast arbejde…

”Ja. Men nu kan jeg gå rundt som en særling i mine egne tanker. Det er dét, der har reddet mig. Og jeg får da mad i munden. Jeg har nogle venner i nabolaget. Lidt specielle. Ligesom mig. Og søde og hjælpsomme. De kommer af og til med noget. Forleden havde en af dem fisket fire røgede ørred op fra supermarkedets container – der ryger jo så meget ud, som er helt frisk – bare fordi det nærmer sig sidste salgdato! Han er en fin fyr, meget optaget af maleren Henri Michaux og forfatteren William Borroughs – så du for resten filmatiseringen af Borroughs ’Naked Lunch’, de sendte forleden? – Nå, men det er jo hele den tid med stoffer og junkier, som også spiller en vis rolle i ’Broderskabet’. Så han er optaget af det, jeg skriver.”

NÅR man læser ’Broderskabet’, fornemmer man to hovedpersoner, selvom den handler om et kollektiv af kunstnere. Det er Paul Gernes og Per Kirkeby. Begge med en karismatisk indflydelse på de øvrige. Gernes var den kollektive strateg, lidt ældre end de andre i gruppen. Per Kirkeby, den disciplinerede akademiker, kætteren, der gik sine egne veje.

”Kirkeby kom jeg lidt på kant med for nogle år siden. Jeg havde lige skrevet bogen om ham, ’Kirkeby som polyhistor’. Lige afleveret manuskriptet på Universitetsforlaget. Så skulle jeg i gang med en bog om hans bronzeskulpturer. Den blev vi uenige om, og så skrev Tøjner den.
Det var i 2003 – for det var lige dér, vi kørte på cykel til Spanien.”

– ???

”Det var Arne. Pers assistent Arne Fremmich. Han foreslog en rigtig lang cykeltur i Italien. Så sagde Per: Jeg gider ikke cykle langt i Italien. Vi skal køre pilgrimsrejsen til Santiago! Per havde kulturhistorisk viden og var blevet sådan lidt religiøs, om ikke katolsk. Det gjorde vi så. Jeg interesserede mig ikke en klap for at cykle, jeg havde heller ikke nogen. Men sådan en anskaffede jeg, og så trænede vi hele foråret og tog af sted i august. Erik Peitersen, der også assisterede Per Kirkeby dengang – Arne Fremmich og så et par stykker til, bl.a. Pers søn. Per selv tog ikke med, han blev syg. Jeg og de andre blev rive-ravende uvenner efter fjorten dage. I byen Trier i Tyskland. På dag 13. Over bagateller – som man kan blive, når man står der på landevejen, og det regner, og lastbilerne drøner forbi. Vi havde haft det hyggeligt dagen inden. Men ting kan gå én på nerverne. De lå alle sammen og ringede til Per hver aften. Jeg kørte videre alene. Vi sås først igen i Spanien, i Burgos. Hvor vi bare hilste. Og fortsatte. Hver for sig. Det var en af de vigtigste beslutninger i mit liv.”

– Hvorfor det?

”Jeg var klar over, at nu lukker du en dør bag dig! Ligesom du nu kører alene herfra til Portugal, så har du også kappet broerne bag dig til miljøet omkring Per Kirkeby, til ham, til hans venner og til bøgerne om ham. Nu kører du alene her på landevejen som metafor for, at der er noget, der er brudt. I øvrigt meget godt. Når du rejser alene, møder du andre mennesker. Rejser du med fem-seks, du kender, så sidder du hele tiden og ævler de samme anekdoter, som du kan ud og ind. Det er godt at rejse alene. Jeg havde ikke noget Frankrigs-kort. Jeg er nok den første, der er cyklet tværs igennem Frankrig uden landkort. Men det gjorde ikke noget. På herbergerne hang der altid kort på væggen. Så skrev jeg by- og stednavne ind i min dagbog, tegnede ruten til næste dag, så det gik fint.”

– Du førte dagbog?           

Lars Morell er oppe som en nytårsraket og haler dagbogen frem. Der er fyldt af tegninger, rute-skitser og tekst, tekst. Skrevet med flyvende kuglepen. Han fortæller om, hvordan den kan gå hen og blive til en rejsebog…

”Hvis jeg en dag bliver rigtig god til at skrive,” som han siger med sin uforskammede, professionelle ydmyghed. Og det skal være andet end en almindelig rejsebog.

”Jeg skriver stadig nyt til den. Den skal handle om et element i europæisk historie. Jeg er jo af fransk afstemning. Slægten hører til huguenotterne, der blev jaget ud af Frankrig i 1685. Det er ikke min egen familie, der interesserer mig. Men hvad det betyder i forholdet mellem Frankrig og Nordeuropa, at der sidder 100.000 mennesker i Frankfurt, Berlin, Amsterdam og i Danmark, folk, som er jaget væk, familier myrdet – hvad betyder det for europæisk historie gennem flere hundrede år?… katolicisme og puritanisme i sammenstød, ikke?”

Jo. Og sådan kommer vi vidt omkring i Lars Morells verden. Med blikket ud til regnen fra Morells hule i en stilfærdig sidegade i Århus. Og a propos en bog, Morell nu har skrevet om noget ganske andet: En flok kunstneriske desperadoer i 60’ernes København.     

gregersdh@borsen.dk