Lene Vestergaard i Teatret ved Sorte Hest i ‘Viljen til Sejr’ (tegn. Claus Seidel)

KRIG?  –

HAN VAR

UMÆTTELIG

Fat i kraven på en mærkelig Shakespeare-helt: Lene Vestergaard har godt tag på den ret ukendte Coriolanus.

Dramatiker: Lene Vestergaard og Vigga Bro på basis af Shakespeare. Instruktør: Vigga Bro. Medvirkende: Lene Vestergaard. Komponist og musiker: Erling Hjernøe.

’Viljen til Sejr’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 9. april.

****

INGEN kan rigtig finde ud af at spille Shakespeares ’Coriolanus’ – ikke engang i dette Shakespeare-år. Så her i huset nøjes vi med at sætte Beethovens ’Coriolan’-ouverturen på pladespilleren, og den er såmænd ikke engang skrevet til Shakespeares drama, men til den samme historie fra det gamle Rom dramatiseret af en hr. Joseph von Collins i 1807.
Men hallo! På det lille Teater ved Sorte Hest på Vesterbro kan vi få historien i miniudgave, d.v.s. énmandsbetjent af den ypperlige skuespiller Lene Vestergaard, altså en kvinde, og for resten da ikke helt alene, for musikeren Erling Hjernø er med på scenen for at bringe os i krigshumør med både larmende våbenraslen og gjaldende blæser-signaler.
’Coriolanus’ handler om en hærfører, der lever umætteligt af at føre krige med sig selv og sit bralrende ego i spidsen for vekslende hærskarer.
Det er en fin idé at tage stykket op på trods. Ganske vist ikke en ny idé, for Lene Vestergaard spillede ’Coriolanus’ for næsten tyve år siden i Teater Fair Play’s regi, og det er den forestilling, vi nu får igen, lidt bearbejdet af Lene Vestergaard selv og Vigga Bro, der også har instrueret.
Småt og intimt på den lille scene. Ved første øjekast. Men så går det løs: Lene Vestergaard har som fortæller fat i spændvidden i beretningen om den romerske hærfører, der i Roms tidligste faser, d.v.s. længe inden kejserdømmet, tumler med to ting: Sit firkantede og kontante overmod og så en mor, der prøver at få styr på ham.
Han er en af disse krigeriske magtmennesker, hvis sjæl og sind Shakespeare graver ned i – andre er f.eks. Kong Lear – for at få fat i, hvad der er for psykologiske motorer og antenner, de folk render rundt med og gør tilværelsen usikker for familie og venner og hele folkeslag.
Lene Vestergaard beretter med en gnistrende fortælleglæde. Det nydelige lille menneske kan det ene øjeblik se så ungpigeagtig kæk og gavtyveagtig ud, det næste rulle sig ud som fanden selv, for så pludselig at spille vrissen slavekælling eller monumental mor til den krigeriske Coriolanus.
Alle roller jonglerer hun med, ind imellem at hun giver os dernede i salen nogle ekstra stikord, snakker hyggeligt med Erling Hjernø, musikeren, og opfordrer ham til at digte nogle små sange, der kan linde lidt på de voldsomme hændelser, der indtræffer omkring Coriolanus, og give hende chance for at trække vejret nogle øjeblikke.
Det er egentlig mærkeligt, at stykket ikke har sin gang på store scener, der er kraft og spænding i handling og personer, og iøjespringende paralleller til typer og emner, men ikke behøver gå 500 år tilbage før Christi fødsel for at finde, men finder lyslevende omkring os. Massepsykose f.eks. Eller labilitet. Hvad Shakespeare i ’Julius Cæsar’ beskriver som ’The fickle mob’ – de letbevægelige masser.
Lynskuddet ind i dette drama er et lille kup af Lene Vestergaard og Vigga Bro.

gregersDH.dk