Benedikte Hansen og Nanna Skaarup Voss i ‘Tørst’ på Teater Får302 (foto: Miklos Szabo)
GLEM
*
DEN DØDE
*
– HVIS
*
DU KAN
Stærkt og gribende spil i Københavns mindste teater i dramaet ’Tørst’, som handler om eftervirkningen af et dødsfald i en familie.
Abelone Koppel: ’Tørst’. Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Mie Riis. Medvirkende: Benedikte Hansen. Nanna Skaarup Voss og Benjamin Boe Rasmussen.
Spiller på Teater Får301 i Toldbodgade indtil den 26. marts.
*****
DU går ned ad en kældertrappe og henter dine billetter. Så går du ud på gaden igen og videre op i en stuelejlighed. Dér har nok en eller anden fru Hansen eller Jensen boet engang med kik til Toldbodgades tætte trafik og en baggård. Hendes ene stue er i dag tilskuerrum. Den anden er scene.
Der kan sidde 49 tilskuere.
Det er et af Københavns bedste teatre. Det har det været i tredive år.
Anledning til at nævne det, er, at teatret med den ydmyge beliggenhed – og det mærkelige navn – lige nu spiller et glimrende stykke, der hedder ’Tørst’. Kun tre medvirkende. Varer kun en time. Og titlen har ingen association til det stedlige, nyhavnske værtshusmiljø.
’Tørst’ er en metafor, der fortæller, at vi på scenen ser mennesker, der lider af en uslukkelig tørst efter fred i sjælen. Benedikte Hansen er mor, Nanna Skaarup Voss er datter, og Benjamin Boe Rasmussen er far.
Men far er død og optræder som den savnede, den forsvundne, den voldsomt tilstedeværende, manden, der har været en afgørende del af deres lille fællesskab, som ikke er det mere, men som alligevel er det.
For tankerne om ham, luften af ham, hele hans sjæl er til stede i stuerne, i haven uden for, moren og datteren kan tage hans bøger ned fra reolen og lægge dem i kasser, hver eneste bog er som glødende jern, af liv, der ikke vil forsvinde, erindringer, der er mere end erindringer, erindringer, der gror videre og forplanter sig.
Mor kæmper først for at sætte datterens traumatiske savn ud af spillet og tvinge pigen til at udslette billedet af faren… Se ham ikke for dig!! Fjern billederne af ham!! Glem ham!!
Aldrig så snart er det ved at lykkes, så gribes hun selv af de umistelige tanker, og det er så datterens tur til at prøve at tale moren ind i en ny virkelighed, livet uden mand og far. Et menneske er pludselig væk, men det er der stadig i hjernens ufattelige container og helt ud i fingerspidserne, og Benjamin Boe Ramussen er den lyslevende far ved nat eller dag i pludselige øjeblikke, i favntag, i hverdagsagtige situationer, i trøst, i drømme, der bliver virkelighed, og som befolker stue og haven. Haven, som vi ser ud i, og som ligesom stuen breder sig bagud i scenerummet, så publikum nærmest hallucinerer en fantasmatisk virkelighed lige som personerne på scenen.
VIRKELIGHEDEN
Nanna Skaarup Voss er et interessant nyt ansigt fra Skuespilskolen, nærværende og intuitiv, og lige som Benedikte Hansen og Benjamin Boe Rasmussen med sans for de rytmisk velformede, sproglige kadencer, som Abelone Koppel lægger dem i munden, et svævende poetisk tonefald, der veksler med konkrete udfald, når mor og datter mærker og erkender den virkelige virkelighed omkring dem.
Det er lykkedes iscenesætteren Maria Kjærgaard-Sunesen at skabe en fortættet fornemmelse en mental uro, med perfekt fungerende lysskift mellem de mange scener, som styres af mangfoldige lysplaceringer og styrkegrader, nogle gange fungerende som forvarsler, nogle gange som meddigtende fortællinger.
Det er ikke småting, der kan lade sig gøre på så lille en scene, hvis man ved, hvad man vil.
Forfatteren til ’Tørst’ er som nævnt dramatikeren og skuespilleren Abelone Koppel. Hun er datter af forfatteren Christian Kampmann, der for mange år siden blev myrdet af sin ven i et sommerhus på Læsø. Hun voksede op hos moderen, pianistinden Therese Koppel. Abelone Koppels stærke greb om de psykologiske situationer i Tørst’ er næppe taget ud af luften.
gregersDH.dk