Silas Holst, Nanna Rossen og Julie Zangenberg (Tegn.: Claus Seidel)

OG   SÅ

‘

ET

‘

TALENT…

’Hairspray’ i Tivoli er energisk, stivbenet og ligegyldig musical, men med et frisk talent i hovedrollen.

Marc Shaiman m.fl.: ’Hairspray’. Instruktion: Anders Albien, Koreograf: Tim Zimmermann, Scenografi: Johan Espeland. Et syv mands orkester. Medvirkende: Nanna Rossen, Martin Brygmann, Jesper Lohmann, Silas Holst, Johannes Nymark, Lene Nystrøm, Julie Zangenberg, Caroline Henderson m.fl.

’Hairspray’ spiller i Tivolis Koncertsal.

***

VELKOMMEN på talenthylden. Og gør god plads. For her kommer den 19-årige Nanna Rossen og sætter sig. Og bliver siddende. I hvert fald så længe de spiller ’Hairspray’ i Tivoli.
Hun kommer med sit glade smil og et humør, der forresten minder os om Trine Gregorius’es, når hun er topform.
Og pigen kommer med en stemme, som kan synge Tivolis Koncertsal op i højderne, måske endda uden mikrofoner, men det må man konstatere en anden gang, når vi ikke er på den musicalgalej, hvor forstærkningen er som til en rockkoncert i Vega.
Humøret, vitaliteten, lysten til at erobre scenen stormer imod os fra det øjeblik, hun som tøsen Tracy står i sin mors vaskeri og siger, hun vil melde sig til tv-program, der skal bruge talenter. Præcist som hun, Nanna Rossen, har gjort det i den virkelige verden for at få rollen som Tracy i Tivoli-produktionen.
Fra og med vaskeriet kører det, og hun efterlader os ikke et øjeblik i tvivl om evnerne for at danse en krop til fest, en krop, der udmærker sig ved ikke at ligne de andre ål og mynder i branchen. Tung er hun. Men der er fut i tyngden. Og det er pointen og plottet i ’Hairspray’: Tracy er outsideren, der fejer de andre af bordet. Ikke med kneb og list og tricks og rygsvømning på lagenerne. Men med sit talent.

TYND OG RODET

Det er i en historie, vi i øvrigt ikke vil ofre mange ord. Den er så tynd som en Giacometti-skulptur på ekstra afmagring, og den er så rodet som Nørreport Station i myldretiden.
Stilløs, i en blanding er kaotiske ensemblescener og forsøg på at fortælle flere historier på samme tid ved at dele scenen op i enkeltbilleder og fryse nogle situationer, mens andre løber videre, hjertegribende kluntet og amatøragtigt.
Handlingen får en gang lak for at gøre det til en historie om konflikt mellem sorte og hvide, henlagt til Baltimore i staten Maryland. Skal vi snakke musikdramatik, der banker til om racekonflikter i amerikansk storbyer omkring 1960, så gå til Bernsteins ’West Side Story’. Puertoricanere mod hvide. Men samme sag. På et plan, der vil noget.
’Hairspray’ er kun lidt muntert pjank. Set i den vinkel er der skægge øjeblikke med Martin Brygman, som er tøsens mor, en festlig udstoppet madam, der også gerne vil på dansegulvet. Og skal vi tale om musik, så får vi da nogle få øjeblikke, hvor strømmen af ligegyldig standard dansemusik i den tids stil afløses af f.eks. en vittig duetscene på klassisk musicalfacon mellem Brygman som Tracys mor og Jesper Lohman som hendes far – selvom scenen får lov at trække alt for langt.
Vi kan da også kreditere Caroline Henderson for et par kraftfulde sange. Og fortælle, at skrappe drenge som Silas Holst og Johannes Nymark gør deres job som dansere og sangere med deres professionelle kunnen, men uden at få os til at blive rigtig interesserede i, hvad de vil os med den kunnen. Det er vældig energi over dem og alle danserne, Men det meste er energi, der er så skematisk og stivbenet som et urværk.
Opbuddet af medvirkende er imponerende (se listen ovenfor). Et syvmands orkester sidder på scenen, og der er sjove frisurer på toppen af damerne – man skal ikke glemme titlen på forestillingen, og vi er indforstået med satiren over amerikansk reklamefinansieret tv.
Men ellers kun med, at opsætningen af dette miserable værk har bragt et sjovt nyt talent på scenen. Det er dét.

gregersDH.dk