Ulla Jessen og Tommy Kenter i Helsingør Sommerrevy 2009 (Tegning: Claus Seidel)
DØDVANDE I SØSTRÆDE
Den genopstandne Helsingør Revy bevæger sig tungt og klodset og savner ordentlig instruktion
**
FINT med en Helsingør Revy igen! Der er stolte traditioner. En rundkik på de gamle plakater i foyeren fortæller revyhistorie. Bodil Udsen, Osvald Helmuth, Ernst Bruhn Olsen (som skuespiller!), Bodil Steen… Scenografier af bl.a. Bjørn Wiinblad.
Mere historie – for ligesom at fortælle, hvorfor der burde kunne ske noget kvalificeret på stedet:
Bygningen i Søstræde har ligget der siden 1793 – opført af rige englændere i Helsingør, i første omgang som menighedshus.
Englændere?? Jo. Helsingør blomstrede med udenlandske handelsfolk og deres familier. Læs bare ’Grandmamas bekendelser’.
Det gamle Helsingør Teater, der nu befinder sig i Den Gamle By i Århus er fra samme tid som det lige så store hus i Søstræde, ombygget til teater i 1910.
Der har virkelig været bud på teater i den velstående by.
Dét er det så også nu. Og Helsingør Kommune er indforstået. Det nye Helsingør Musikteater støttes af kommunen med omkring en halv million.
TUNGT OG KLODSET
Såh… Stedet fortjener noget godt. Noget, der er bedre end den revy, der er sat op nu.
På et tidspunkt, hvor mange revyer landet over pumper nyt blod på scenen, skærper tekster og rammer både et ældre og et yngre publikum med professionalisme, bevæger revyen i Helsingør sig tungt og klodset, med et rod af tekster, der rækker fra det pinlige til det undtagelsesvis begavede – det sidste bare forløst på en måde, der ikke bringer tingene til at blomstre.
Det er primært et instruktørproblem. Revyens ledelse er lagt i hænderne på
den utrættelige, revyerfarne, varmblodige Ulla Jessen. Hun har betroet instruktionen til den lige så utrættelige, revyerfarne og varmblodige Ulla Jessen. Som igen har betroet sig selv en hovedrolle på scenen. Samt mere end en tredjedel af teksterne. Desværre ikke de bedste. For at sige det pænt.
Man burde kunne vente sig meget af al den utrættelighed og erfaring. Men man venter stort set forgæves.
KENTER
Hendes erfaringer bidrager således slet ikke til at bruge Tommy Kenter efter fortjeneste. Hendes opgave måtte være at sige nej til f.eks. en pinlig sketch som ’Hos lægen’, forfatter at Tommy Kenter. Eller forholde sig kritisk over for
Kenters version af et af hans standardnumre, ’Alf Velling’, som på det meste ubehagelige lader Kenters gamle telefonbogsmonolog munde ud i makaber blodrus og derpå lige over i Tove Ditlevsens ’Så tag mit hjerte’ – så er det en instruktørs opgave af se fejlen. Når Kenter ikke ser den selv.
Det er omvendt godt, at Kenter stryger Hamlets ’At være’-monolog som konklusion på det overdådige konglomerat af fødselsdags- og festsang til Hamlet, som man i Helsingør har givet titlen ’Rudy Kleutzner’. Ved Kenters ’Kentex Royal’ på Det Kgl. Teater i vinter var virkningen af nummeret stærk, fordi Kenter styrede fra grænse- til grænseområde med yderste præcision, vistnok instrueret af Lars Knutzon.
SUBSTANSEN SIVER
I Helsingør siver koncentration og substans bare ud af dette nummer som af så meget andet i revyen, selv dér, hvor det er brugbare idéer og tekster. Og medvirkende, der har mere eller mindre fat i, hvad de har mellem hænderne.
Det lykkes selvfølgelig nogenlunde for Kenter med gamle standardnumre som den sørgmodige ’Sagt op’. Og det er sjovt at se ham og Hardy Dræby som Fy og Bi i klassikeren ’8 dage på landet’.
Man går heller ikke forgæves for at finde ægthed og usvigelig nærvær hos Hardy Dræby i et nummer som Ida og Bent Froms ’De gode gamle dage’. Eller for den sags skyld i Leif Maiboms indvandrermonolog om alt det, der skal til for at blive integreret som en ordentlig dansker: Æde sig fed, drikke sig fuld, snyde i skat etc.
Det er straks sværere at bedømme Anne Birgitte Lind Feigenbergs muligheder for at få grund under fødderne som revyskuespiller. Udtrykket stritter i mange retninger, bedst lykkes en Carl Erik Sørensen-tekst om pigen, der selvsikkert ikke gider leve op til alle mulige krav – men vakler i en blanding af stædighed og resignation. I andre numre er hun stort set overladt til sin indbyggede vitalitet og sit gode udseende.
MUSIKKEN
På musiksiden kører Henrik Krogsgaard tilforladeligt friløb. Man er i trygge hænder uden at blive udsat for de store udfordringer. En dårlig revy kan undertiden bliver piffet op af en dynamisk kapelmester. Det er det, der f.eks. sker i Det Kgl.s sommerrevy med Lars Fjeldmose.
Krogsgaard er dygtig. Og høflig.
Alt i alt: Dødvande i Søstræde. Der skal mere til. Vilje til andet end bare at være PÅ. Som man har fornemmelse af er hovedmotivationen i årets ’fornyelse’ af Helsingør Revyen.
