Patricia Schumann, Tilde Maja Frederiksen og Özlem Saglanmak i ‘Hår på den’ på Teater Grob (Foto: Karoline Tiara Lieberkind)
KVINDER PÅ SLAGMARKEN
Line Mørkeby har skrevet en fragmentationsbombe af jubel og selvkritik om danske kvinder hundrede år efter 1915, da kvinderne vil stemme- og valgret.
Forfatter: Line Mørkeby og holdet. Instruktion: Line Poulsen. Scenografi: Lisbeth Burian. Medvirkende: Tilde Maja Frederiksen, Özlem Saglanmak og Patricia Schumann.
’Hår på den’ er produceret af ’Frit Fald’ og spiller på Teater Grob indtil 12. december.
****
EN fragmentationsbombe. Sådan oplever man ’Hår på den’, skrevet af Line Mørkeby til Teater Grob. Stykket er et drøn af hidsige udfald i alle verdenhjørner, afsendt fra rampen, hvor hun står: Kvinden, kaldet den moderne, hende, der skal prøve at finde ud af, hvem hun er, hvad hun er, og hvorfor hun er det her i 100-året for, at danske kvinder i 1915 fik politisk stemme- og valgret.
Delvis! Delvis! Rettighederne. Lad os sige det sådan.
Men altså nok til, at kvinder nu, hundrede år efter, kan råbe deres lykke over friheden ud, deres besvær med at håndtere den, deres frustrationer, deres spekulationer, deres raseri, deres solidariske jubel og deres lige så usolidariske, indbyrdes konkurrence.
’Hår på den’ lyder, som om det er seksualitet og skønhed, der er emnet. Det er det sandelig også. Hele halløjet med at få sig selv og kroppen på plads – skal der være hår på den, hvis man er en moderne kvinde? Er dét det rigtige, det smarte, det attraktive? Lige nu, altså. Lige som hælehøjden, buksevidden, taljecentimetrene eller læbestiftfarven?
Den får ikke for lidt i forestillingen med fitness, barbie-mål – og så verbale og fysiske udladninger om ægløsninger, orgasmer og vulva-funktioner. For at være lidt ekstra sikker på, hvor vi befinder os med denne vulva – ud over dens enorme attraktion også for andre end damer – er Google nyttig og underholdende, også sprogligt. Man kan læse sig til, at afkrogene af det blomstrende organ har titler som indre og ydre vestibule eller introitus, begreber som denne anmelder normalt henholder til indendørs-arkitektur eller korsang i den katolske messe.
Sproglige udvidelser er altid interessante. Det er ikke, fordi de tre glimrende skuespillere i stykket, Özlem Saglanmak og Tilde Maja Frederiksen, lægger låg over ord som fisse og kusse. Men altså: Vulva.
En detalje, men central.
KANONSALVER
Stykket, eller skal vi sige kanonsalverne, er bygget op omkring en campingvogn, men scenen er ellers slagmark for øvelser, dialoger og monologer, f.eks. Tilda Maja Frederiksen, som spydigt karakteriserer prototypen på den selvstændige kvinde: ”Jeg er heteroseksuel, ejer af egen bolig, moderlig, gift, ikke muslim, seksuelt egenrådig, arbejdsom, har lederevner.” Eller Patricia Schumann: ”Jeg er lige i gang med at onanere og strikke, eller strippe eller åbne eget firma og føde børn og læse et dameblad.”
Den moderne danske kvinde har travlt og har så mange muligheder – som Özlem Saglanmak siger: ’Det er jeg så lykkelig for – jeg har 2000 par sko”.
Line Mørkeby går som altid amok over tabuemner. Hendes sprog er prægtigt og ordrigt – her på bloggen har vi anmeldt i hvert fald seks af hendes stykker siden den skarpe ’6 PLRK’ om teenageres brug af mobil, og så sent som denne sommer hendes ’Grinet og døden’ om digtervennerne Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen.
Blandt de yngre danske dramatikere er hun ikke til at komme uden om. Hvis man eller skulle have lyst til det.
’Hår på den’ kunne fortjene en pendant om moderne dansk mænd.
Skriv den, Line Mørkeby.
gregersDH.dk
Jeg må sige at jeg på ingen måde deler anmelderens begejstring. Stykket var tåkrummende overfladisk og jeg tog mig konstant i at være uforstående overfor hvad det var vi skulle grine af. At råbe pik og være halvnøgen er ikke noget der umiddelbart ryster mig eller får mig til at grine. Havde jeg været en kvinde ville jeg have følt mig krænket over den ligegyldige facon at håndtere det allerede fortærskede begreb “moderne kvinde” på – og ikke mindst feminismen, som karikeres og latterliggøres. Alle ved at kvinder idag konfronteres med alle mulige forskellige krav fra omverdenen og ikke mindst stiller enorme og umulige krav til dem selv. Det er interessant og det kunne være enormt sjovt hvis man forsøgte at dykke ned i det i stedet for at opføre en kliché af overfladiske betragtninger vi alle kender. Hvis man så tillægger at kvindekroppen (med god grund) fremstilles som kamppladsen for alt dette (og eksempelvis har referencer til pussy riot), så virker det helt absurd at hele stykket forekommer bornert og på mange måder tager udgangspunkt i en mandlig vision af kvindekroppen. Det ene øjeblik skal vi eksempelvis se et kvindebryst og tro at det er et udtryk for kvindefrigørelse og det næste står skuespillerne med ryggen til når de klæder om eller omhyggeligt sørger for at se ordenlige ud når de hakker hul i scenegulvet. Alt det kunne godt være sjovt hvis det blev behandlet, men på intet tidspunkt er der en stillingtagen til hvem der der fører ordet og hvad de tre karakterer egentlig har med hele missæren at gøre. Det fløj i hvert fald forbi mig. At det kan få så tilsyneladende gode anmeldelser, siger, synes jeg at der er gået selvsving i dele af dansk teater. /R
Jeg kan kun give dig ret Gregers, det var en bombe af en forestilling. Som kvinde, tror jeg den ramte endnu stærkere, ikke mindst i lyset af jubilæet for kvinders valgret. Jeg har sjældent været så blæst væk af en teaterforestilling, så tror måske jeg ville give een stjerne mere (jeg har ingen tilknytning til forestillingen). Det var også virkelig godt med nogle alvorlige sekvenser midt i al humoren. Jeg har sjældent grinet så meget i teatret. Jeg synes det vidner om en modig ung dramatiker, der sammen med sit hold, (som jo har været med til at lave forestillingen – det glemmer du at nævne Gregers), virkelig formår at formidle hvad moderne kvinder idag udfordres med af krav og forventninger – hvoraf mange måske er selvskabte. Og hvor er det befriende at kunne se nøgenhed på en scene uden at det er seksuelt, eller det er det jo, men i hænderne på de gæve piger, bliver det noget andet. Synes det var en fantastisk forestilling, og er virkelig enig i dine betragtninger – ikke mindst må der da laves een om mænd også! / Anita
Lige for en ordens skyld: Der står faktisk over anmeldelsen: ‘Forfatter: Line Mørkeby og holdet’ – så de medvirkende er faktisk nævnt)
Gregers