Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard i ‘Vores sensommer’ på Østre Gasværk Teater (tegn. Claus Seidel)
REVYKUNST
I
BREDFORMAT
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard spiller ’Vores sensommer’ rørende og skarpt. To gnistrende revykunstnere på deres oprindelige hjemmebane: Skuespillet.
Ernest Thomsen: Vores sensommer. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Medvirkende. Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Trine Pallesen, Mads M. Nielsen, Troels Malling, Oscar Dietz m. fl.
’Vores sensommer’ spiller på Østre Gasværk Teater indtil 20. december.
*****
SENTIMENTALITETEN lurer lige under vandskorpen. Og det gør heller ikke noget. Den skal endda have lov at stikke næsen op, som den gør i de sidste replikker, da Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard står der ved søens bred og siger farvel til sensommeren i deres hytte i Maine.
For sentimentalitet kan godt være noget med følelser, der er ladet og får lov til at stå og dirre nogle øjeblikke.
Men ikke for længe. Derfor går tæppet ned, d.v.s. lyset slukkes (tæppe bruger man ikke i Østre Gasværk).
Og derfor holder instruktøren Anders Lundorph fra starten forløbet mellem de to i ægteparret fast i en fin balance mellem nostalgi og ironi. Ømhed og aggression.
Han kan gøre det, fordi han har et par skuespillere i hænderne, der kender hinanden i bund og grund, har erfaringen og alderen til at se faldgrubber og muligheder, og teknisk kan bruge hele det arsenal af kunnen, de har fra deres arbejde med revyerne, de lynhurtige reaktioner, de minutiøst tegnede pauser, de skærende kontraster, der kan skabe øjeblikke, der er både uventede og dybt genkendelige mellem to mennesker, der ved ud og ind, hvor de har hinanden som parterne i et ægteskab. Og som partnere på scenen.
NÆRVÆR
Det er ikke det, vi kalder et STORT stykke. Men det en fabelagtig nærværende.
Vibrerende følelsesladet. Uden at der bliver grædt snot.
Historien om ægteparret Norman og Ethel. Han irritabel, glemsom, distræt, selvretfærdig, forkælet, men overordentlig elskelig, så snart han er på vægtskålen op mod sit energiske, praktiske livstykke af et varmt, glad kvindemenneske, som er evigt beredt til at håndtere hans utålelige, men også rørende, selvoptagne ubehjælpsomhed. Konstant bevidst om, at al hans snak om at være gammel – ikke bare gammel, men på afgrundens rand – især handler om at spille gammel.
”Jeg må have læst en bog, inden det er for sent. Jeg må nok hellere nøjes med en novelle!…”
Han hænger med sin avis i lænestolen og småvrisser: ”Nogen må jo have kontakt med virkeligheden!”
Af gammel vane bliver næsten alt til ironi og sarkasme i hans reflekser over for konen – og over for datteren Chelsea, og den opdukkende, kommende svigersøn, den unge tandlæge – men ikke over for den 13-årige søn af tandlægen, som han ikke behøver opføre sit vakkelvorne særlinge- og oldingespil over for, men lynhurtigt falder i hak med i den grad, at han overtager teenagerens fuck-jargon.
Ethels henrivende og jordbundne håndtering af alle hans oldinge-neuroser visner over for det friske pust fra knægten, der ikke gider høre på gammelmandsvrøvlet.
Alt udspinder sig i den nødtørftige sommerhytte, scenograf Astrid Lynge Ottosen har bygget op, omgivet af så dybt vand, at knægten – hvem det nu er (forestillingen opererer på skift med Gustav Jeppesen, Oscar Dietz eller Osvald Berg) – kan springe i, svømme henrykt rundt og endda fange sig en fisk i.
BREDFORMAT
Trine Pallesen er kæk som datteren, der prøver at overvinde irritationen over sin egocentriske far. Mads M. Nielsen er svigersønnen, der temmelig konsterneret, men beslutsomt tager udfordringen op, og Troels Malling er postbuddet, der er blevet svimmel af i tredive år at køre sin rute rundt om den stedlige sø og derfor nu har besluttet at køre den anden vej rundt.
Brikkerne omkring har således deres plads.
Men det er Lisbet Dahls jordisk dejlige spil som Ethel og Ulf Pilgaards fremragende karaktertegning af en mand, som i sin antrædende demens oplever sig selv som verdens navle, men ved, han ikke er det.
Smukkere kan det næppe gøres. Vi husker ikke præcist, hvor genialt det lykkedes for Henry Fonda og Katharine Hepburn i filmatiseringen fra 1981. Heller ikke hvor mageløse Jørgen Reenberg og Ghita Nørby var på Det kgl. i 2002.
Men vi fryder os gerne over at se Dahl og Pilgaard for en kort stund slå arme og begavelse ud i noget, som vi kunne kan kalde deres gnistrende revykunst i bredformat.
gregersDH.dk
