Marie Bach Hansen, Tammi Øst og Ulla Henningsen i ‘Sommeren uden mænd’ på Teater Republique  (foto: Per Morten Abrahamsen)

SPIDS ØRERNE

En labyrintisk dramatisering af Siri Hustvedts roman ’Sommeren uden mænd’ byder på hæsblæsende spil af Ulla Henningsen, Marie Bach Hansen og Tammi Øst, især den sidste. Spids ørerne. Det går vildt og morsomt for sig.

Forfatter: Siri Hustvedt. Dramatisering: Karen-Maria Bille og Peter Langdal. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Martin Tulinius. Medvirkende: Ulla Henningsen, Tammi Øst og Marie Bach Hansen.

’Sommeren uden mænd’ spiller på Teater Republique indtil 12. december.

****

’SOMMEREN UDEN MÆND’.… Det lyder som et lettelsens suk.
Åh gud, hvor skønt! En glad tøseferie forude!
Nu trækker vi lige vejret og hygger os i nogle uger i fred for alle kravene! Mad på bordet. Ungernes snavsede negle. Ryd op efter dig.
Sådan er det bare ikke. ’Sommeren uden mænd’ på Teater Republique er tæt befolket med mænd i tre pigers hoveder. I hvert fald én mand. Han hedder Boris. Han er der hele tiden. Ikke på scenen. Måske sidder han blandt publikum. Fra scenen bliver der råbt og talt ud i rummet til ham.
Det er meget ham, det handler om. Han er stået af. Sprunget fra ægteskabet, har forladt hjemmet, og dér står Mia, konen – som også selv er stukket af. Rejst hjem til mor. Til barndomshjemmet. Til en sommer i det provinshul, hun er kommet fra. Kommet for at udstøde det paniske skrig, der indleder stykket. ’Pause!!’
’Pause’ er det ord, Boris har brugt på en lap papir, eller en mail er det vel. Han trænger til en pause, og pausen skal bruges til at dyrke en fransk dulle, der arbejder på hans laboratorium. Boris, det skvat, den kujon magter i sin maskuline indskrænkethed ikke at bruge ret meget andet end enstavelsesord for at forklare sig til den kvinde, han har levet sammen med i tyve år.
Nødskriget – det hånlige, ironiske og rasende ’Pause!’ og bearbejdningen af det – er stykkets kerne.
’Sommeren uden mænd’ er baseret på en roman af Siri Hustvedt, norsk-amerikansk forfatter, flittigt læst, især af kvinder, kan jeg forstå. Jeg har ikke læst den, ser den rent som teater.

TEATRETS EGEN VIRKELIGHED

Det er en ganske krævende forestilling. En labyrintisk og kompleks fortælling om denne Mia, der roder med at finde sig selv oven på katastrofen. Tammi Øst spiller hende med suveræn, nærmest tøjlesløs desperation. Emotionelt på grænsen til det sindssyge det ene øjeblik. Det næste ironisk, sarkastisk, søgende efter holdepunkter.
Det bliver nemlig kompliceret. Der er tre kvinder på scenen: Ulla Henningsen og Marie Bach Hansen.
De er også Mia. Stumper af Mia. Et samlesæt af kvinden Mia.
Ulla Henningsen kan også være Mias gamle mor på 87, når hun ikke lige er Mia med den afbalancerede eftertanke og ro på sig. Marie Bach Hansen er Mias datter – hvis hun ikke pludselig er en af de krumbøjede gamlinge på plejehjemmet. Eller den unge nabokone med de små børn og den irriterende mand. Eller den, der går hen i et hjørne og tænder lys til næste scene – Peter Langdal har iscenesat, så vi ikke et øjeblik skal miste fornemmelse af, at vi er i teatret. At vi befinder os i teatrets egen virkelighed.
De tre vandrer ud og ind af mange roller – vi pejler os rundt i skildringer af mentaliteten og psykologien blandt kvinder i et amerikansk standardsamfund med fordomme af alskens art. Men også kvinder med en vis intellektuel, kulturel basis, der får dem til som udslag af deres fælles identitet, at bryde ud i flerstemmig intonering af Bachs ’Air’. Eller lade Mia – som redningsplanke og beskæftigelsesterapi i sin tumlen med vreden og skuffelsen over den svigefulde Boris – tage job som lyrikpædagog i den stedlige pigeskole. I de scener spiller Ulla, Marie og Tammi på skift både lærer og fjollede elever, selvoptagne, ambitiøse teenage-gimper, pigen, der moppes af de andre etc, etc.

HOLD FAST

Man skal altså holde fast i stopperne undervejs, som var man i en HT-bus i myldretiden. Det gør man så, så godt man kan og sluger fascineret de tre pigers jagtsignaler, ikke mindst Tammi Østs uregerlige gisp efter at komme overens med alt og alle, især sig selv. Ulla Henningsen som den tænksomme. Marie Bach Hansen den rapkæftede. Mændene som skydeskiver, der ikke skal have lov at svare igen.
’Sommeren uden mænd’ udspiller sig i én dekoration, som teatrets leder, scenografen Martin Tulinius har stykket sammen af et orgie af flyttekasser.
I 1. akt kaotisk arrangeret i en rodebutik, lige så rodet som den, fortvivlelsens budskab fra hr. Boris anbringer Mia i. Efter pausen en forbløffende, kæmpestor væg af kasserne, stablet og installeret med åbningsmuligheder af alle arter, så de labyrintiske handlinger i og uden for Mias treenige sind og sjæl kan iværksættes fra de mest overraskende hjørner og vinkler.
Det er stort, rent bogstaveligt. Og muligt i den brede sal, der som resten af teatret er fornyet og shinet op med nye stole og med en foyer, der er kommet glimrende orden på, og som tilmed nu kan benyttes til mindre forestillinger.

gregersDH.dk