Lykke Scheuer i ‘Lebbe Love’ tegnet af Claus Seidel

JAGET VILDT?

Lesbiske er jaget vildt i kongeriget, hvis man skal tage stykket ’Lebbe Love’ for pålydende. Men sorg og glæde vandrer alligevel til hobe på normal vis i Abelone Koppels monolog.

Forfatter: Abelone Koppel, Instruktion: Pauli Ryberg. Medvirkende: Lykke Scheuer.

’Lebbe Love’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 7. november

****

RAMMEN om historien er en forelskelse, der blusser, så kinderne rødmer, safterne driver og beskrivelsen af den elskedes øjne kunne være begået af kong Valdemar, når han gik tur ved Gurre Sø og så Tove i øjnene.
Men det er også  en forelskelse, der går, som forelskelser så nemt går: I vasken, da den elskede møder en anden.
Den ramme – forelskelse og tab – er der spundet mange jublens og fortvivlelsens ender over.
Men fortællingen på Teatret ved Sorte Hest har en speciel vinkel: Det er en lesbisk forelskelse.
Gør det den store forskel? Afviger en lesbisk forelskelse med smertefuld afslutning særlig voldsomt fra heteroseksuelle forelskelser som – ok, f.eks. Valdemars og Toves? Er det ikke den samme tur i den pragtfulde, vakkelvorne kærligheds-gynge?
I hvert fald er glæde, sorg, jubel og bittert break down fortalt af skuespilleren Lykke Scheuer i en monolog skrevet af Abelone Koppel, med den samme genkendelsens kraft, de fleste vil kunne opleve med sansernes fulde brug. Hvad enten de er homo eller hetero.

OMVERDENEN

Lykke Scheuer skildrer jubel, glæde, jalousi, dirrende erotik, saftdrivende seksualitet, svigt, morderisk ensomhed, savn og himmelske oplevelser. Det gør hun med fin indlevelse.
Men så oven i: Dét, som for lesbiske kan være årsag til voldsom mental belastning og desperation: Omverdenens reaktioner.
Og dér snakker vi ikke om eksotiske landes fordømmelser med pisk og dødsstraf i kølvandet.
Vi taler om hjemlige chikanerier. Om overfald, diskret isolation i skoler, på arbejdspladser, skæve blikke hos offentlige myndigheder, lægers ironiske håndtering af lesbiske par med deres donor-frembragte børn, for ikke at tale om familier med spidsede læber og betyngede moralske overvejelser.
Stykkets kompakte beskrivelse af den type reaktioner ved jeg ikke om holder, det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Min umiddelbare fornemmelse er, at lesbisk livsførelse i dette kongerige er relativt uberørt af chikane og skæve blikke. Og i øvrigt beskyttet af normal dansk tolerance og accept af, at nogle i dette land er det ene, andre er noget andet.

BEKENDELSER

Lykke Scheuer gennemfører en times forestilling i Sorte Hests foyer som en mellemting mellem stand up, foredrag, dramatisk vandring mellem publikum ved cafébordene, heftige udladninger og lavmælte bekendelser, vittige, ironiske beskrivelse af orgasmer og det kropslige halløj i øvrigt. Den demonstrative frejdighed omkring emnet ville min gamle mor have løftet øjenbryn over, men nok være levende optaget af emnets uudgrundelige frodighed.
Smerte og desperation er den ene ledetråd i denne kærlighedshistorie, som Lykke Scheuer lægger foran os.
Den anden er selvironien, som den f.eks. kommer til udtryk i den omdelte fællessang på melodien ’Fra Engeland til Skotland’, afsunget ved den lesbiske datters bryllup. Omkvæd:
”Åh, lille skattepige, hvordan ku’ det gå til
Som barn var du jo sød og fin
En pige, vi ku’ li’”.

gregersDH.dk