Birgitte Simonsen i ‘På min lysegrønne ø’ på Café Liva (Foto: Café Liva)

SAFT

OG

KRAFT

En slagfærdig Birgitte Simonsen med sit eget show på Café Liva.

’På min lysegrønne ø’ har idé og manuskript af Birgitte Simonsen og hun er selv på scenen. Akkompagnetør: Jan Overgaard.

Birgitte Simonsen er på Café Liva indtil 31. oktober

***

INGEN grund til at sætte sig med hænderne i skødet. Birgitte Simonsen har ikke slidt scenebrædderne i større stil gennem det seneste par år. Nu har hun sagt: Her har I mig!
Og ’her,’ det er Café Livas lille scene på båden i Nyhavn, som hun indtager med sømandskasket og knald på, så båden gynger.
Der er ikke blevet færre gram af hende, siden jeg så hende sidst – det var way back i 2008, da hun spillede en madam et-eller-andet i Nicoline Werdelins ’Natmandens datter’.
Det, hun kan – blandt meget andet, ok – er netop det, vi også så dengang på Folketeatret: Spille saftig, jordnær, skrap og charmerende vulgær.
Hun kan det, og hun kan li’ det. Så den får, så vi bliver helt forpustede sammen med hende på Liva-båden.
Sangene har hun selv valgt, og teksterne imellem har hun selv skrevet. En historie op og ned, der handler om ludere og lommetyve, om mænd, der tager og bliver taget, om svære stunder og overdådige stunder med tilskud af sprut i gode mængder – løst krudt, festlige eller sørgmuntre sange hentet fra nær og fjern – fortids revy- og film og teater-knallerter. *Kammerat med solen’, ’Man sku’ ha’ det som Diogenes’, ’Det var på Rundetårn’ m..m.

LANG ENDE

Titlen og kendingsmelodien er Sitters gamle livslystne slager ’På min lysegrønne ø’, hvor man ’kunne leve og dø’ – nogle husker den måske fra nyere tid, da Bodil Udsen sang den for fuldt drøn i ’Styrmand Karlsens flammer’ i Cirkusbygningen.
Birgitte Simonsen er en tornado på den diminutive scene, der lige netop har plads til et whiskybord, hun kan tømme, en seng, hun kan tumle på, og en skærm, hun kan lynomklæde bag. Når pladsen ikke rækker, indtager hun midtergangen mellem os.
Midtvejs vender hun skuden fra den stil og repertoire, der kunne gøre hende til stjerne i ’Bakkens Hvile’, og spinder nu en lang ende over mislykket parforhold, børnefødsel og utro mænd – Arvid Müllers og Amdi Riis’ ’Hold Dem fra min mand’ er udgangspunktet. Her er åbenbart noget, hun skal have brændt af, men det bliver lidt mange gentagelser.
Tilgivet, for det er godt at se hende på scenen, uanset hvor lang den historie bliver, og uanset hvad de fiktive face book-’likes’ og  -’dislikes’ fodrer hende med undervejs.
Jan Overgaard er den følsomme akkompagnetør ved klaveret.

gregersDH.dk