DET TABTE PARADIS
Anders W. Berthelsen på høje hæle, med neglelak og iført trans-paryk på Nørrebro Teater – grotesk og sørgmunter.
****
Goodbye til ’Sommer i Tyrol’. Hello til ’Hedwig’.
Alle ved, hvad ’Sommer i Tyrol’ er.
Ingen, hvad ’Hedwig’ er. Bortset fra, at Anders W. Berthelsen har kikket på os i reklamer og plakater med et sygt blik, mikrofon i hånd, trans-paryk og lange negle. Gayshow eller hvad?
Dér kommer de nye hidsigproppe Jonathan Spang og Kitte Wagner på prøve. Det er dem, der afløser go’e gamle Per Pallesen, som fik skruet ’Sommer iTyrol’ sammen, så nationen var parat til at vende tilbage til både kejserdømmet og Johnny Reimar. Unge og gamle i flæng.
GAYSHOW
Nu ved vi, hvad ’Hedwig’ er for en størrelse, og hvad hidsigpropperne er ude på.
Scenen ligger fra start i råt og sort. Den er fyldt op med rockgrej, hvor der ind imellem titter tre-fire folk, der skal betjene grejet, sådan er rockens verden. Vi skal til koncert. Eller hvad? Er det det dét gayshow, plakaten lover?
Jo, det er. Men meget mere. Det er historien om et show og dets hovedperson. En tragedie. Om en stakkels fyr i Østberlin, der længes mod vest og får sig en mislykket kønsskifteoperation for at kaste sig i kølvandet på en amerikansk soldat og få drømmen om lykken i USA realiseret. En drøm om en star-tilværelse, der synker i grus. Skilsmisse. Kuldsejlede nye kærlighedsforhold. Livet i en syg beboelsesvogn. Den totale deroute. Det tabte paradis.
NEDTUR
Anders W. Berthelsen starter forsigtigt. Tror vi på figuren? Ikke rigtigt før han har fået lejret fornemmelsen af kvæstet sjæl og legeme i sin afsindige skikkelse på de høje hvide hæle. Lyden skal skære et par DB af de krigeriske rockbrag for at bringe os på nedturens bølgelængder. Ned i de intense ballader, hvor selvforagten, længslen og de knuste drømme udkrystalliserer sig i meget smukke sange, den ene efter den anden, afløst af desperate brud med nye kærester – to undervejs. Den ene den androgyne Yitzak – en højst talentfuld Anne Vester Højer, påmalet et net overskæg. En operativ koncertfigur, der er med fra start til slut som en andersensk skygge. Den anden Tommy, spillet af Mads Langer, sympatisk ung rockmusiker.
SAMMENBRUD
Det er en – som det skrider frem – mere og mere overbevisende historie om kiks, nedværdigelse og fatal illusion. Men skal næppe lægge de dybere politiske sindbilleder i retning af sammenbrud i østeuropæiske forventninger til det gyldne vesten efter Murens fald. Det er først og fremmest en stærk skildring af et menneske, der fejler. Stærkt gennemført af Berthelsen. Skal han have et knus? Nå. Det bliver bare misforstået. Han er emballeret i et musikalsk medspil, der vender op og ned på traditionelle idéer om, hvad teatret i Ravnsborggade står for.
Får det det gamle solide, socialdemokratiske borgerskab, der traditionelt er Nørrebro-teatrets publikum, til at holde fast ved teatret? Eller hele sværten af autonome, studerende og nytilflyttede i øvrigt, til at dukke op? God knows.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
