Henriette Bonde-Hansen og Det Kgl. Teaters Operakor (Foto: Miklos Szabo)
SPAGHETTI-KOLORATURER
Rossinis ’Tyrken i Italien’ er en festforestilling af pjank og fiduser.
*****
Han har sikkert skraldgrinet, Rossini. Da han sad med partituret til ’Tyrken i Italien’.
Skrevet og skrevet. Sprøjtet noder fra sig, fundet på og fundet på. Og ja: Grinet af sine egne påfund. ’Tyrken i Italien’ er et orgie af indfald, det ene mere pjanket end det andet. Tårerne har sikkert også trillet af grin, hver gang han satte pennen på automatpilot og lod den gen- og gen- og gentage de faste tricks. Accellerandoer, crecendoer, sekvenser – hvad som helst, der én gang havde vist sig at give pote. Se, hvor vi kan!
Det er også noget af det, man løfter pegefinger og siger om ham: En komponist med et rablende talent, som han misbruger på det groveste, opera efter opera, indtil han i øvrigt smider nodepennen fra sig og bruger sidste halvdel af sit liv på at æde sig en stor vom til i sine hjemme-kokkererede gourmet-retter.
GENIALITET
Om den vinkel på Rossini kan man sige to ting, når man hører ’Tyrken i Italien’. Nej tre. Den tredje handler om Det Kgl.s opførelse af operaen. Men altså de to første:
Den ene handler om, at Rossini over lange stræk skriver genialt. Bygger musikalske udviklinger op, som opfylder de skrappeste krav til både logik og fantasi. Nu f.eks. slutningen på første akt. Tilsyneladende med let hånd – næsten som Mozart i 2. akten af ’Figaros Bryllup’ – lader han fem hovedpersoner vikle sig på plads til en kvintet – sopran, alt, tenor, baryton og bas – en kvintet, der endda udvikler sig til en septet med et par tjenende ånder som vedhæng.
Intrigen er suverænt fastholdt, stemmerne bølger polyfont.
Intrigen? En frivol flirt, italiano, så det pifter, italiensk rokokko utrættelig ført ind i det 1900-tal, som ellers er så belastet af germansk romantik og følsomhed, men her viftet væk af det letsind, som Rossini førte med sig, hvor han befandt sig, f.eks. i Paris.
Glubende inspireret, når det stak ham.
DIGTER-KOMPONISTEN
Den anden handler om en munter og ironisk distance, han lige fra scratch lægger til sit eget opera-håndværk med ’Tyrken i Italien’. Det gør han – ved selv at spille med. I en hovedrolle. Han optræder som digter-komponisten, en letbenet dandy, der som en anden Søren Østergaard jonglerer med sit eget metier. Først sidder han i sin liggestol ved den solbadede strand ved Napoli – krøller ark efter ark sammen og kyler dem fra sig. Kom så, inspiration!
Og jo, den kommer, inspirationen. Personer dukker op, de er al ting og ingenting, men han griber dem i flugten, fanger deres intriger, bygger selv videre på dem, sætter personerne i skred og er selv medvirkende som en anden Mefisto. Han kan juble, når hovedpersonerne dummer sig eller gør overraskende ting, hvad enten han har fundet på dem for dem, eller de selv roder sig ud i dem.
Han er med. Og ikke med.
Palle Knudsen har rollen, og han løser den med suveræn elegance og klingende baryton.
KULØRT
Dermed er jeg ved opførelsen på Det Kgl. Tredje punkt.
Den er – smask! En kulørt klat af fest, som et romersk karneval. Kulører i dekorationer og kostumer, der kunne have en maler som Christian Devantier som ophavsmand, men nej: Navnet er Christian Fenouillat, franskmand. Rene farvelader, sætstykker, der kommer og går, himmel og hav, sol og måne. Italien. Flottest ved sceneforvandlinger, hvor dag bliver til nat, eller strandpromenade til maskebal.
Alt sammen rammen om skæg og ballade i en historie, som man dårligt gider gå i detaljer med, men som i hvert fald handler om en flyvsk pige, som Henriette Bonde-Hansen lægger krop og virtuose koloraturer til, der sjældent er hørt magen til – hun er en øjen- og ørelyst, født til denne kokotte, der bedrager sin lille husbond med de mest åbne øjne og den mest tilforladelige frækhed.
SPAGHETTI-DUEL
Hun fik med rette et tordnende bifald ved fremkaldelserne efter denne første opførelse efter premieren i onsdags. Faktisk kun tangeret – måske endda overgået? – af bifaldet til den italienske baryton Alessandro Corbelli, der spiller hendes ægtemand ved navn Don Geronio, en bedårende lille tyksak, der suverænt udkæmper dueller på gaffel incl. spagettivedhæng med den indtrængende tyrkiske hr. Selim, der har grebet pistolen – var vi til et opgør om optagelse i EU? Måske. Men nej, det var den elegante indvandrer mod den klumpede europæer.
Men også det: Nej. Vi var til almindelig lattervækkende, idiotisk jalousidrama mellem denne elegante Selim fra halvmånens land og den sjoveste lille skidespræller af en italiensk hustyran – en commedia del arte-figur, vi møder igen og igen i italienske opera buffa’er, ikke mindst i Rossinis egne. En Don Bartolo.
Hr. Corbelli – en herlig komediant. Og hr. Selim, en flot frikadelle med en tyktflydende basbaryton, navnet: Tigran Martirossian.
PJANK
Man vandrer glad ud på Kgs. Nytorv oven på denne sjove forestilling. Fyldt af Henriette Bonde Hansens sødmefyldte koloraturer. Imponeret af Gert Henning-Jensens gudsforgående højde, da han to gange tangerer d over c, og glad for Andrea Pelligrinis farverige zigeunertøs. Hovedrystende af latter over Alessandro Corbellis spillemæssige overskud, opstemt af de muntre farver i dekorationen, og boblende i hjernevindingerne af orkesterspillet under Giancarlo Andretta, der hæmningsløst pumper de rossiniske accelerandoer op i gear, smyger sig kælent om legatoerne, lader en hornsolo hist og en trompetsolo her blive prikket ud som pletskud mod en dartskive.
Pjank, alt sammen? Ja da. Professionelt, kreativt pjank. Med suverænt koreografisk brug også af operakoret. Stram løssluppenhed – ja, netop: Dén disciplinerede løssluppenhed, som er afgørende for, at pjank fungerer.
