Ina-Miriam Rosenbaum i ‘Fandens oldemor’ på Teater-V (tegning: Claus Seidel)

LYSENDE

Der er lysende flugt over Ina-Miriam Rosenbaums musikalske kabaret ’Fandens oldemor’ om PH og hans mor Agnes Henningsen.

Manuskript: Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum. Tekster af bl.a. Agnes Henningsen og Poul Henningsen. Musikere: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustav Ljunggren.

’Fandens oldemor’ spiller på Teater-V  v. Valby Station til og med 20. september

*****

LYKKEN og smerten ved det ’ganske almindelige’ liv!…  Det tiltrækkende og samtidig bitre…
Ina-Miriam Rosenbaum kan synge sådan en PH-sang med en stille dobbelttydighed, der rammer en side af PH, der skal en kunstner til at ramme. Vi lytter, som vi lytter til hendes afdæmpede og meget smukke udgave af ’I dit korte liv’.
Og så i den stik modsatte grøft, når hun harcelerer over Liva Weels syrlige holdning til ’Ølhunden glammer’ – Liva afprøver den, da PH har afleveret den til revyen ’På ho’det’ i 1929, og hun vrider den hånligt op i limningen. Den havnede som bekendt hos Osvald Helmuth.
Ina-Miriam synger den i sit show som et af de mange eksempler på PH’s slagkraftige visekunst.
Vi kan ustandselig aflæse Ina-Miriam Rosenbaums talent for at løfte tekster og ideer i luften med professionel selvfølgelighed, med en smittende glæde ved at finde på, bruge scenen som en boldgade for fortælling, pjank, løsslupne kommentarer, og vi udnævner hende hæmningsløst til mester i denne blanding af revy, kabaret og onemanshow, der som forestilling har fået titlen ’Fandens oldemor’.

FACE BOOK

Vi er ikke i tvivl om hendes evner til at vælge rigtige samarbejdspartnere.
Kristian Halken har været med til at bygge showet op, og det er tre indforståede jazzmusikere, der er på scenen og giver det ene skud efter det andet til den musikalske afvikling med en afslappet præcision ved guitar, slagtøj og klaver.
Men sandelig også som muntre medvirkende. En af de pudsige ideer i ’Fandens oldemor’ er, at der løbende kommer kommentarer ind på musikernes mobiler – en Kristian Halken-idé gætter vi. Uforskammede og vrede facebook-skriverier, om Agnes og endnu flere om Poul Henningsen: PH var det halve af borgerskabets kæledægge. Den anden halvdel hadede ham. For hans meninger, for hans sprog, for hans politiske holdninger og for hans provokerende erotiske frisind.

AGNES HENNINGSEN

Og så havde PH jo en mor, forfatterinden Agnes Henningsen, der – hvis man skal bryde den biologiske kronologi – slægtede ham på. På præcis de samme områder.
I første halvdel af ’Fandens oldemor’ er det hende, som er hovedpersonen. Til dels i dialog med sin flabede søn – der endda havde den flabethed at lade sig blive undfanget som søn af – formodentlig – forfatteren Carl Ewald. Et forhold, PH siden kommenterede sådan: ”Jeg havde håbet, at det var Georg Brandes, og frygtet, at det var Jeppe Aakjær!”
Agnes Henningsens ægteskabelige, selvvalgte vidtløftighed spiller en stor rolle i Ina-Miriams historiefortælling og er samtidig anledning til citater og sange om frisindets lystfyldte tiltrækning og om mændenes stadig temmelig stålsatte insisteren på, at sansen for seksuel udfoldelse tilhører manderacen.

DETALJER

Hvis Ina Miriam ikke var så lynhurtig, rapkæftet og velformuleret, var der passager i mylderet af påfund, som man måske kunne stramme op på, detaljerne og navnene bliver mange hen ad vejen – at Edvard Brandes f.eks. skal nævnes som den eneste, der i Landstinget stemte for, at Agnes Henningsen skulle på finansloven, er en morsom, eksklusiv detalje.
På den anden side er historien om finanslov-bevillingen clouet i en sjov scene, hvor Ina-Miriam som Agnes Henningsen fiser et spillebord rundt hjemme hos Johannes V. Jensen og i ekspresfart agerer alle spillets deltagere, en efter en, indtil hun afbrydes af en opringning, der fortæller, at der ikke er noget at feste for. Hun var ikke kommet på finansloven.
Ina-Miriams raphed er i alle henseender højt gearet og intelligent styret, og forestillingen er en fornøjelse.

gregersDH.dk