Ingen pressebilleder fra Tivolis Koncertsal. Og tegner Seidel er på ferie. .
DEN LILLE TÅRE
Donizettis ’Elskovsdrikken’ i Tivoli med sødt klovneri og – bang! siger det: Tenor Brownlee i topform!!
*****
DER går en lille sitren gennem salen, da fagotten sætter an. Vi er langt inde i 2. akt af Donizettis opera ’Elskovsdrikken’. og nu kommer den så – ført an af fagotten – den elskede tenorarie om ’den lille flygtige tåre’, som Nemorino synger så rørende om i hjerteknuser-arien ’Una furtiva lagrima’.
Tåren på hans elskedes kind… Operaens highlight.
Min gud, hvad vil vi andet og mere end at høre Tivolis tenor-mascot i disse år, Lawrence Brownlee, synge den, så tårerne rinder fra forreste til bageste række i salen.
Dér er noget, den lille mørke gavtyv kan. Brownlee stryger sin tenor, som var den en Stradivarius, han har ikke nogen kæmpestemme, han lægger os ikke ned ved en vokal sportspræstation, han synger elegant – ’gid hans kjolesæt var lige så elegant’, hvisker min i den sammenhæng yderst sagkyndige ledsagerske, men det får nu være. Vi lytter til en musiker, der behersker sit instrument suverænt: Stemmen.
At det er Tivoliorkestrets fagot, der har fornøjelsen af at give os det lille optakt-gys, kommer ikke bag på os – vi har lige hørt orkestrets træblæsersektion så smukt lægge instrumental flødeskum på ouverturen – en ouverture til ’Elskovsdrikken’, der – lige som store dele af værket i øvrigt – sætter en tone af charmerende lethed, elskværdig leg med forelskelse – og pjank.
Det sidste med en omrejsende fidusmager, der bilder vores syngende helt ind, at en trylledrik, han falbyder, vil gøre ham uovervindelig i elskovs-erobringens kunst.
PÅ KOMEDIE
Vi er ikke på ’Tristan og Isolde’-dybder. Vi er på komedie.
Aftenens moderator Henrik Engelbrecht prøver sandelig heller ikke at løfte operaen og dens handling op i de filosofiske cumulus-skyer. Han rammer uden større krumspring ’Elskvsdrikken’s tema med sin egen underfundige humor.
Hvilket bringer os lykkeligt videre til den underholdende kendsgerning, at Brownlee over for både sin elskede Adina, konkurrenten Belcore og svindleren Dulcamara ligner en knægt, der står skoleret, og kun klarer sig – eller i hvert fald klarer sig bedst – ved at le og klovne sig gennem trængslerne. Brownlee er – midt i sine enorme vokale præstationer – nuttet, sød, sjov og optræder som det, vi i miljøets sprog kalder en ægte scene-ludder.
Sangligt er han i Tivoli-koncerten konfronteret med den flot og sikkert syngende, russiske sopran Olga Peretyatko som Adina, Palle Knudsen som Belcore med denne smukke knudsenske baryton, der klinger godt og tæt hen i retning af Brownlees tenor, og Simon Duus som Dulcamara, høj, og højst talentfuld dansk basbaryton, der – når vi nu snakker stemmer – har stærke kort med sin store velklingende stemme, men som vi godt kunne ønske os fik åbnet klang og tekst lige de millimeter mere ud af kraniet, der skal til, for at udbyttet kan blive maksimalt. Lyt til f.eks. Brownlee.
Det er et gæt, men vi tror det holder.
Imponerende i øvrigt, at Tivoli holder fast ved disse stort anlagte koncertopførelser af operaer hvert år. Kor, orkester og solister. Sådan.
gregersDH.dk
