SVÆRVÆGT

Wagner-highlight i Copenhagen Operafestival med solister, der markerer festivalen som et stadig mere kraftfuldt bidrag til opera-udviklingen i det danske landskab.

Wagner-koncert på Israels Plads med Århus Symfoniorkester dirigeret af Jaroslav Kyzlkink. Solister: James Johnson, Torsten Kerl, Brit-Tone Müllertz og Magnus Vigelius.

*****

DET er ganske slående, hvordan den københavnske operafestival, der slutter søndag aften, slynger et netværk af forestillinger omkring os – et netværk, der næsten totalt styrer uden om Det Kgl. Teater. For halvanden generation siden havde vi en dansk Opera- og Ballet Festival, hvor Det Kgl. var i centrum for begivenhederne. For øvrigt også Tivoli – som heller ikke spiller nogen særlig rolle i den nuværende operafestival.
Det Kgl. og Tivoli lever deres eget liv, mens festival-arrangementerne suser om ørerne på dem. Det er der ikke noget mystik eller forkert ved. Det viser bare, at operaen som kunstart gror med en frodighed som aldrig før i dette land, næsten uafhængig af de hævdvundne hjemsteder.
Dette noteret oven på endnu et initiativ, som denne lørdag aften sendte operasang ud i det københavnske rum med uimodståelig muskelkraft. Israels Plads og det gamle Grønttorv ved Nørreport – nu hedder det Torvehallerne – var hjemsted for en Wagner-koncert med Aarhus Symfoniorkester, det orkester, som også betjener Den Jyske Opera. Og med et par udenlandske gæster i stjerneklasse: Den tyske tenor Torsten Kerl, som for fem år siden sang hovedrollen i en sensationel opførelse af Korngolds ’Die tote Stadt’ på Den Jyske Opera. Og den amerikanske baryton James Johnson, som for et år siden sang titelrollen i Massenets opera ’Don Quichote’, også på Den Jyske Opera. Men som det københavnske publikum kender fra Kasper Holtens opsætning for en halv snes år siden af Wagners ’Ringen’, hvor han sang Wotan.
Dybt stimulerende at høre disse to store sangere – Johnson husket i hovedstaden som den business-matador, Kasper Holten gjorde ham til på Det Kgl., en tragisk figur, der uden større held manipulerede med sin slægt – nu på Grønttorvets tribune en halv snes år ældre, stemmen med den gamle mahognimørke og glansfulde klang, blot et lidt større vibrato, en Wotan dybt vendt ind i sig selv, da han med forstenet ansigt synger sin store afsked til Brünnhilde, inden hun straffes med indespærring på bjergtoppen. Forinden hørte vi ham i Sachs resignerede monolog fra ’Mestersangerne’.

UBESVÆRET

Alt var sværvægt på denne aften. Torsten Kerl med først en arie fra Wagners tidlige opera ’Rienzi’, og sidst den store scene i 1. akt af ’Valkyrien’, hvor Siegmund fortæller sin historie til Sieglinde og de to kaster sig i hinandens arme.
Ingen har vist hørt en Siegmund, som under beretningen strækker påkaldelsen af sin far så langt og desperat, nødråbet ’Wälse’ har en fermat over ges’et i Wagners partitur, men Kerl tog sig frejdigt en dobbelt fermat, som var han en brillerende italiensk tenor. Tilgivet. For Kerl udløser en formidabel Siegmund. En wagner-helt, som smidigt og med et enormt overskud binder de sværeste passager sammen, hans vejrtrækning virker som gennembehersket legeværk, hans vældige fraserings-operationer flyder ubesværet, og figuren stråler af kæk ungdommelighed.
Den unge danske sopran Brit-Tone Müllerts sang Sieglinde i denne store scene over for Siegmund med sikker selvtillid, en glimrende dramatisk sopran i en krop og med en stemme, der synes at rumme alle nødvendige ressourcer til videre udvikling. Vi hørte hende også synge ’Tonhalle-arien’ fra ’Tannhäuser’ – egentlig mere en velkomst til sangerhallen end til Tannhäuser, som konferencieren Kristian Leth mente det i sin præsentation. Men skidt så med det.
Robust skal man være for at hamle op med sangere som Kerl. Og også den danske tenor Magnus Vigilius stod distancen, da han som fidusmageren Mime i tredje ’Ring’-forestilling ’Siegfried’ står og fedter med sit køkkentøj og prøver at indynde sig hos Siegfried, der sliber sit sværd Notung. Vigilius tenor er ikke lige den enerverende, vrængende tenor, vi er vant til i Mime-rollen, han er både i stemme og skikkelse for elegant til det. Men det var altså vilkårene denne aften.
Copenhagen Operafestival har svunget sig højt op denne sommer. Wagner-koncerten var et eksempel på den ambitiøse dynamik, der driver værket.
Festivalen slutter i øvrigt med en stor og broget farvelkoncert søndag aften.

gregersDH.dk