Joachim Knop har mareridt og ser græske spøgelser i ‘Carl og Marie’ (Foto: Mie Riis)

SANG I

DOBBELT-

SENGEN

Carl og Marie’ er et net syngespil om et ægteskab i krise. Om komponisten Carl Nielsen og hans kone Anne-Marie, der ville selv. Og kunne selv.

’Carl og Marie’. Idé og instruktion: Lotte Andersen. Medvirkende: Signe Asmussen og Joachim Knop. Scenografi: Mie Riis. Storstrøms Kammerensemble. Arrangementer: Jesper Nordin.

’Carl og Marie’ spiller 2. gang i aften (torsdag) på Copenhagen Operafestivals Wilhelm Scene ved Torvehallerne.

****

TÆNK om de to havde levet i dag. Det, der dengang blev en årelang brevveksling mellem to rasende kunstnergemytter, ville nok i dag være en syndflod af mails og sms’er, korte og afsnuppede, kylet op i cyperspace og blæst væk med vinden. Sorg og glæde i lommeformat.
Carl Nielsen og hans billedhuggerkone Anne-Marie skrev breve til hinanden. Lange og velovervejede, mange af dem. Som man gjorde dengang.
Det er denne vældige brevveksling, skuespilleren Lotte Andersen er dykket ned i. Hun har fundet beretningen om et varmt, men slidsomt ægteskab, knækket og syet sammen igen under vånde og trænglser. Børn, hverdag og dobbeltseng som omdrejningspunkt, men samtidig noget andet, der har givet Lotte Andersen nøglen til at dramatisere konflikten: En komponist og en billedhugger, der var stærke og ville deres kunst mere end noget andet.
Scenen er netop en vældig dobbeltseng. Stor nok til, at de otte musikere fra Storstrøms Kammerorkester kan hoppe op i den til sidst for sammen med Carl og Marie – d.v.s. barytonen Joachim Knop og sopranen Signe Asmussen – at synge med på finalesangen ’Solen er så rød, mor’.
Vi er til opera. Sådan en slags. Skal vi sige en fortælling med indlagte sange og orkester-intermezzi.
Handlingen snor sig gennem det plagsomme kærlighedsforhold over en årrække – Carl er hjemme eller på rejser. Anne-Marie er hjemme, men også på rejser, og det sidste er sejt i de dage. For hun er væk for at studere og for at banke sin rytterstatue op i Tyskland, den statue med Christian 10. til hest, der kan ses ved Christiansborg Ridebane. Hun bider sig fast, men savner også. Mens han forstår, men bander ind imellem.
En mand i vores oldeforældres generation! Med en kone, der føjter rundt!

SYNGESPIL

Opera? Sådan noget skriver Lotte Andersen ikke. Lad os kalde det et syngespil. Med fikst indlagte Carl Nielsen-sange. Muntre kommentarer til de glade øjeblikke mellem de to – dem tager musikerne sig mest af, for der er nok af pjanket og glad guf i Carls kammermusik. Mens de sange, Knop og Signe Asmussen udfolder sig med, især er valgt fra det poetiske og tankefulde repertoire. Og som kan bindes op på kriserne i Carls og Anne-Maries ægteskab.
Den slags falder især godt i munden på Signe Asmussen, mens Joachim Knop er en glad fætter og lidt af en klovn. Den side af Carl Nielsen rammer han godt i spillescenerne. Det går mindre godt i de mere følsomme sange. Der er voldsomt meget teater i Knop. Det er svært for ham – nogle gange også for Signe Asmussen –  at komme ned i den intimitet, brevene og sangene indbyder til. – et problem, der forstærkes af, at der bruges mikrofoner. Ludvig Holsteins og Carls ’Æbleblomst’ sunget som var vi midt i Verdis ’Trubaduren’?
Sangerne bruger mikrofoner. Velsagtens, fordi man er bekymret for, at gade- og torvelarm skal overdøve musikken. Men bruger man mikrofoner, kan man til gengæld uden besvær synge mezza voce eller sågar pianissimo. Lægge et styrkeniveau, der tilgodeser intimitet og fortrolighed i dialog og sange.
’Carl og Marie’ spiller igen i morgen aften, torsdag. Så, Lotte Andersen: Prøv, om du kan få skruet lidt ned for de store vokale armbevægelser. Det vil klæde den fine lille forestilling.
Det ægteskabelige drama mellem Carl Nielsens og hans billedhuggerkone blev i øvrigt også behandlet af dramatikeren Vivian Nielsen i Mungo Park Teatrets forestilling i vinter, hvor vægten lå på at vise Anne-Marie som den stærke personlighed, der både gav og tilgav.

gregersDH.dk