PÅ DEN FLADE SKÆRM

Reumert prisfesten i Skuespilhuset søndag aften fungerede ikke så godt på tv.   DRK 22.6. 2015.  Anm.

***

HVORDAN har den så fungeret på TV, Reumert Prisfesten?
Ikke så godt. I hvert fald ikke så godt, som den fungerede live i salen søndag aften.
Det er interessant at se transmissionen dagen efter og opdage, hvor tynd og flad meget af forestillingen pludselig virker.
På en måde er det en bekræftelse på, hvor relevant det er, når teatret altid fremhæves som noget levende, noget, vi oplever på stedet. Noget, hvor den direkte kontakt med publikum er afgørende. Både for skuespillerne på scenen og for folk i salen.
Men skulle tro, at netop det ville afspejle sig her, hvor det er en direkte transmission. Men det sker kun delvis.
På skærmen taber vi meget af den atmosfære, der er afgørende. Atmosfæren i rummet. Alt det, der summer i luften af uventede billeder og lyde, publikum omkring os, den myldrende masse af aktivitet, farver, latter, støn, jubel og pludselige reaktioner. Vores egne øjne, der hvert sekund kan vælge, hvor de vil se hen i den store sal og på den store scene.
Vælge til og fra.
Ørerne, der på samme måde kan vælge og vrage i det stereofoniske kaos mellem værten og hans snak og musikeren, der vittigt efteraber snakkeriet med sin stemme og fis på sin vibrafon.
Impulserne til at klappe, rejse sig, huje eller mumle. Impulser, ligesom dem, der griber de medvirkende, og på en brøkdel af sekunder endevender situationerne.

DET SMULDRER

Meget af dét smuldrer på skærmen. Kameraerne flakker lidt diffust mellem de mulige muligheder. Dygtigt, og så godt det nu kan lade sig gøre.
Men Reumert-showet er et kæmpemæssigt broget totalforetagende i den form, det havde søndag aften. Det er som mere eller mindre uberegnelig kamphandlinger på en slagmark.
En tv-transmission kan slet ikke forberedes på samme måde som en transmission af – skal vi sige: ’Romeo og Julie’, som vi så den i en optagelse for en uges tid siden fra netop Skuespilhuset. Præcis fastlagt, for det er den slags jo fra Shakespeares, fra teatrets og fra instruktørens side. Lige så fastlagt som den bliver af tv. Med omhyggelige prøver på kameragange, nærbilleder, halv- og hel-totaler. Alt det, som kun delvist og sparsomt kan lade sig gøre ved et Reumert-show.
Resultatet er, som vi så det nu. En masse totalbilleder fra den store diffuse scene, vanskeligheder ved at ramme detaljer, panoramaer af den store, dybe og vidtfavnende sal, der ikke er til at få fornemmelse af, på samme måde som vi får det, når vi sidder der live.
Opgaven er nærmest uløselig. Og bliver ikke nemmere af, at man skal prøve at rumme det, som vi i aftes skildrede i anmeldelsen af showet (se ovenfor): Showværter, der fører sig frem i rasende – og på mange måder festligt – ræs rundt i manegen. Netop det, der var så væsentligt for afviklingen af hele forestillingen: Lynturene rundt, ud og ind og op og ned.
På TV kunne denne fræsende stand up aktivitet kun rummes i glimt af kameraerne, og næsten kun i totalbilleder. Nærværet fortabte sig. Det nærvær, vi kunne opleve på en helt anden måde fra vores tilskuerpladser.

Når man har været til stede søndag aften, lægger man selvfølgelig til og trækker fra ud fra den ekstra forudsætning, man har. Men netop dét giver også muligheden for at se, hvor showet som tv-transmission er i vanskeligheder.

gregersDH.dk