Christine Gjerulff som Helena i ‘Daemon’ (Foto: Lars Horn)

ORDETS

KLASSISKE

TEATER

Klassisk drama, så det står ud af tekst og handling! ’Daemon’ er flot og modigt teater i Aalborg af den unge dramatiker Julie Maj Jakobsen.

Manuskript: Julie Maj Jakobsen. Instruktion Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Marianne Høgsbro, Hanne Windfeld, Christine Gjerulff, Jakob Højlev Jørgensen, Steffen Eriksen, Amalie Dollerup, Josephine Park, Jakob Hannibal, Caspar Juel Berg og Viktor Ringsmose Nielsen.

’Daemon’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 6. juni.

****

HVAD sker der her? Vi kommer ind Aalborg Teaters Lille Sal og kikker på stolerækker bygget op i to sider. Med spilleplads i midten. Hele den ene stoleside viser sig at være til stykkets skuespillere.
Fint nok. Scenografen Maj Ravn og instruktøren Thomas Bendixen må have tænkt: Publikum har brug for overblik. Overblik over elleve skuespillere, der skal tage hårdt fat, forfølge hinanden på halsbrækkende vis, slås, forsvinde, springe ud over gelændere, gruppere sig, så vi forstår, hvad der er i gære. Ofte være synlige samtidig, selv om de ikke er på.
Vi kastes ud i græsk mytologi. Det er ikke første gang, den unge dramatiker Julie Maj Jakobsen gør det. For nogle år siden handlede det om Ødipus på Kreta. Nu er det historien om krigen mod Troja, d.v.s. efterspillet, hvor grækerne er vendt hjem efter at have pulveriseret Troja oven på ti års krig. De har trojanske fanger med hjem. Men – og det er det afgørende: De er mentalt radbrækket af at føre krig. De flår hinanden til blods i indbyrdes knivstikkerier og skændsmål.
Den historie skal man holde fast i stroppen for at følge med i, for det er familiefejder og ægteskabelige opgør i syndig forvirring – bygget op af dramatikeren som et samlet kollektivt mareridt, hvor skyld og hævn er resultatet af at føre krig.
Den åbne krig er ført videre på hjemmebanen og lige så ond og blodig, som den, der var årsagen. Krig er alles skæbne. Dæmoner raser, puffet til af guderne – ”I de ødelagte hjerter lægger guderne deres æg” som den tilfangetagne Troja-dronning Hekabe siger. Marianne Høgsbro har rollen som forbitret træl hos grækerne.

BEHÆNDIGT OG FRÆKT

Et uskyldigt barn er kastebolden – et barn giver altid dramatisk pote. Men nøglefiguren er Helena, den skønne, som mange publikummer nok kender bedst fra Offenbachs operette. Helena, der var årsag til hele balladen omkring Troja, fordi hun var blevet bortført af trojanernes prins Paris og skulle befris af slægt og venner, selvom hun var temmelig frivillig bortført.
Krigens efterspil er hos Julie Maj Jakobsen et helt supermarked af mytologiske fortællinger, den ene oven i den anden, alt hvad de gamle skriverkarle Sofokles, Euripides og Aischylos skrev af frygtelige tragedier fem hundrede år før vores tidsregning. For ikke at tale om Homer i hans ’Odysseus’ og ’Illiaden’.
Alt det fletter hun sammen med storslået fornøjelse og lige så storslået talent. For hun kan skrive replikker og skabe dramatiske situationer, så vi spærrer øjne og øren op. Navnlig øren, for det er om at hænge på i svingene.
Sofokles og de andre koncentrerede sig mest om enkle, slagkraftige hændelser. F.eks. Elektra og Orestes, der myrder deres mor, fordi hun har myrdet deres far.
Julie Maj Jakobsen snupper hele kataloget – behændigt og frækt. Der er nok at tage af, og hun ser sammenhænge og motiver overalt. Det, der interesserer hende, er menneskelige relationer og konflikter i lyset af løgn og humbug, ligesom vi så det i hendes seneste dramatik, Mammut Teatrets ’Catering’ på Edison Teatret, som handlede om moderne menneskehandel.

ORDTEATER

Sløjt ser det ud med ædle hensigter hos de fleste i denne bande af berømte klassiske figurer. Mændene er nogle selvhævdende skvat, kvinderne giftige snoge eller forvildede desperadoer.
Mest grænseoverskridende Christine Gjerulff som Helena, der har ladt enhver beregning bag sig og med dødsforagt provokerer, håner alle omkring sig, venner og fjender, befriere og misundere, elskere og slægtninge i mageløs, skråsikker dødsdrift.
Det er ordteater, der står flammer fra – Julie Maj Jakobsen kunne have strammet til et tættere forløb, bombardementet er hidsigt, men stærkt fascinerende.
Livsaligt, at en så ung dramatiker skriver den slags teater – teater, hvor sprog og drama tér sig flot og overlegent med midler, der har været centrale i teaterhistorien siden Aiyschylos.
På vejen hjem fra Aalborg sidder man så på flyet og læser Nanna Gouls anmeldelse i Weekendavisen af Tue Bierings og Jeppe Kristensens nye Fix og Foxy-forestilling med titlen ’Love Theatre’ – endnu et stykke befamlings-teater af den art, hvor man som publikum ikke bare deltager, men er en slags hovedperson. Lejrskole-øvelser betegnet som teater. Tak for advarslen.

gregersDH.dk