Stina Schmidt, Jesper Brun-Jensen og Lise-Lotte Nielsen i ‘Andre bygninger’ på Den Fynske Opera (Foto: Skovdal & Skovdal)

HVIS EDWARD SNOWDEN  SKREV EN OPERA…

Den Fynske Operas opførelse af Andy Papes og Rasmus Zwickis opera ’Andre bygninger’ er skarp kritik af et moderne kontrolsamfund. Et godt tænkt, flot gennemført stykke ny dansk operadramatik, besat med stærke medvirkende.

Andy Pape og Rasmus Zwicki: ’Andre bygninger’. Instruktion: Daniel Bohr. Scnografi: Marie i Dali. Koreograf: Marie Brolin-Tani. Medvirkende: Tina Kiberg, Sine Achmidt, Kiki Brandt, Lise-Lotte Nielsen. David Danholt, Thomas Storm, Jesper Brun-Jensen og Jens Søndergaard. Dansere: Marjolaine Cazalis og Björn Nilsson.

’Andre bygninger’ spiller på Den Fynske Opera indtil 8.5.

*****

’ANDRE bygninger’. En sær titel. Hvor skal vi mon hen? Til arkitektoniske omvæltninger af København? Odense? Århus? Og hvordan skal det blive til sang og opera?
Bare rolig.
Operaen er lige så sær som sin titel. Vi er i det moderne menneskes hurlumhej af en hjerneskal. Hvor hjernevindingerne er blevet et samlesæt af lukkede boliger. Med nøglerne i hænderne på en bande abstrakte kræfter, vi ikke har kontrol med.
OK. Det bliver stadig lidt svært at se det som en opera, ikke?
Men hvis man husker Rasmus Zwickis første opera på Den Fynske Opera, lugter man, hvad det er, han har for. ’Konsumia’ hed den. Den handlede også om kontrol. Om de manipulationer, der foretages af kræfter, vi selv har sat i gang. Men som tager magten fra os, tvinger os ind i forbrug og digitale styringer af vores liv og gøren.

OPRØR

Nu ved jeg ikke, hvem der har løsnet det første skud i tilblivelsen af ’Andre bygninger’.
Zwicki som librettisten. Eller komponisten Andy Pape.
Pape er en mand med de forskelligste operaer på samvittigheden: Lige fra historien om bokseren og udbryderkongen Houdini, som han skrev sammen med Erik Clausen, og ’Sigurd Dragedræber’, eventyroperaen, han skrev til Det Kgl. Teater. Han er en komponist med et åbent forhold til komposition, en ægte Ib Nørholm-elev, med krøller på de musikalske tanker og et helt spektrum af rytmiske og avangardistiske adgangskort til operagenren.
Jeg gætter: Her har han lyttet sig omhyggeligt ind til idéen om menneskers bevidste eller ubevidst accept eller oprør mod svinebindingen til de mekanismer, der huserer i et samfund med næsten fuldstændig hånd i hanke med os, registreringer på alle ledder og kanter, personnumre, identitetskort, Nem-ID, overvågning af facebook, computerbrug etc, etc.
Erindringen om whistleblower Edward Snowden hænger i luften, hacker- og aflytningssamfundet er blevet konkret. Skriver den mand en dag en opera, så kommer den til at lyde sådan!

SANGERNE

Sammen med Zwicki har Pape så udviklet en historie om en nogle mennesker, der slår sig i tøjret, men ramler ind i benhårde svar: Bevæg jer ikke ud fra Bygning nr. 2! Det er dér, I hører til. Dér, I skal fungere.
Pigen Senza (sopranen Stine Schmidt), føler sig i sat i bur, men flår buret af og vil finde den forsvundne kæreste (barytonen Jens Søndergaard), men rammes af den straffende Paura (Det Kgl.s sopran Tina Kiberg på gæstespil i stramt sort læder og pisk i hånden).
Oprør forsøges af sværvægteren Jesper Brun-Jensen, der synger sine bas-nødråb, så det må kunne høres op til Odense Banegård.
Hans kontorius-assistent Piéta får endnu en Kgl. Teater-gæst, sopranen Lise-Lotte Nielsen til at kvidre sin yndefulde forvirring ud. Og forskellige embeds-forvaltere i den store, anonyme butik af afdelinger på forskellige etager og i forskellige bygninger sniger sig ud som rotter fra deres gemmer.
Tenorer som David Danholt og barytonen Thomas Storm dukker ud af scenograf Marie i Dalis dystre lemme og døre og mystiske elevatorer – et helvede værre end Rolf Blaaskægs Borg, her med hængte lovbrydere dinglende bag hver dør.
Mange glimrende medvirkende. Ikke mindst et stort kor af forbandede og afrettede personer. Og den fine sopran Kiki Brandt f.eks., som erindres af denne anmelder fra en forbløffende nedstigning som selveste Vølven fra sufitterne i Folketeatret i jubilæumsstykket ’Knud den Kedelige’.

NYSKABELSE

Der er næsten ingen grænser for, hvad de to ophavsmænd vil med denne opera. Papes musik er skrevet med et mylder af sangbare og tekstligt let forståelige passager, instrumentale, solistiske inkorporeringer i det sanglige – her en cello, her en violin, her en blæser, som snor sig omkring stemmerne – alt er velberegnet og forbløffende enkelt i udtryk. Glimrende dirigeret af Claus Efland.
Nogle gange suppleret med de medvirkendes associationer til selve det musikalske stof. Ligesom Zwicki i ’Konsumia’ gjorde selve sangstemmen til udtryk for det irrationelle moment i de markedsstyrede omgivelser, er i ’Andre Bygninger’ musik som en oprørsk faktor med til at perspektivere det helvede, som et kafkask samfund er ved at udvikle sig til.
Mylderet af udtryksmidler har også to dansere med som metaforer for det søgende par, Senza og hendes elskede Ricordo – Marie Brolin-Tani har koreograferet dem kønt.
Mod slutningen af det mere end to og en halv times lange værk, spørger man sig selv om meget ikke kunne være strammere og kortere fortalt – Daniel Bohr har iscenesat det hele med stor og målrettet effekt. Men det må være muligt ved genoptagelser af operaen at stramme passager, navnlig hen mod slutningen.
På et dansk opera-marked, der i denne sæson har været godt fodret med nyskabelser, er Den Fynske Operas initiativ med dette værk noget af en begivenhed.

gregersDH.dk