Morten Staugaard og Johan Reuter i ‘Saul og David’

(foto: Signe Rodedrik)

HELLER

IKKE

150-året for Carl Nielsens fødsel har fået Det Kgl. til at sætte hans to operaer på repertoiret i dette forår. Hverken operaerne eller opsætningerne er for alvor umagen værd, således heller ikke ’Saul og David’, der nu har sluttet sig til ’Maskerade’ på Operaen.

Carl Nielsen: ’Saul og David’. Iscenesættelse: David Puntney. Scenografi: Robert I. Hopkins. Dirigent: Michael Schønwandt. Medvirkende: Bl.a. Johan Reuter, Niels Jørgen Riis, Ann Petersen, Randi Gislason, Michael Kristensen, Morten Staugaard, Leif Jone Ølberg, Johanne Bock og Operakoret.

’Saul og David’ spiller på Operaen indtil 9. juni.

***

DE vil så gerne. Og vi vil så gerne. At Carl Nielsen skal hyldes i år som – også –  en stor operakomponist. Når de – jeg mener Det Kgl. Teater – så gerne vil, er det ud fra høflighed og pligtfølelse. Nielsen er en stor komponist, og når han også har skrevet et par stort anlagte operaer, så må nationalscenen selvfølgelig spille dem.
Når vi andre gerne vil, er det lidt ud fra samme vinkel: Ingen dansk komponist har betydet så meget for os. Fra knoldesparkere til departementschefer kan vi nynne ’Jens Vejmand’ og Jeronimus’ klagesang fra ’Maskerade’.
Han er vores mand. Så kom med operaerne, mumler vi. Endnu engang. Måske er de miskendte.
’Maskerade’ blev genopsat for et par uger siden. Se og hør, hvor umulig den er, selv i Kasper Holtens umanerlige forsøg på at forny den.
Nu er det ’Saul og David’s tur.
Den er lige så umulig, uanset, hvor meget vi end strammer os op til at se på de gode sider. For nogle gode sider er der selvfølgelig. Korene! ‘Saul og David’ er på en måde en vældig kor-opera – koret bærer alt, hvad der lykkes i operaen:  Det israelitiske folk i dønninger af store satser.
Koret er næsten konstant til stede i sorg og glade, vrede og hyldest, skælder på Kong Saul eller tiljubler ham og behandler den kække unge David på samme måde. Carl Nielsen kan slet ikke lade være med at skrive for koret, og det gør han godt.

OPKOMLINGEN

Men han vil så gerne skrive en god dramatisk historie om kongen, der haler unge David op fra hyrdelivet, men pludselig bliver nervøs for, at David render med det hele, da han knalder kæmpen Goliat en for panden med sin stenslynge i krigen mod filistrene. En opkomling, lidt som Carl Nielsen selv. David er ven med kongens søn Jonathan og pludselig forlovet med hans datter Mikal. Kongen bliver trængt op i en krog. Med hvad deraf følger: Jalousi, frygt og endeløs magtkamp.
Den historie får Carl Nielsen aldrig ordentlig håndteret. Stemmer og replikker gror til i sprog så tungt som cement i de store forløb, som han stræber efter. det er jo slet ikke det, han kan. Jo, store forløb i symfonierne. Men i operaen bliver solostemmerne barberet ind i tutti- og især messing-instrumentering. I symfonierne bevæger han sig langt friere.
Når det gælder sang, så er han til enkle miniaturer. Tænk på de hundreder af sange, han skrev som perler på snore. Danske sange, lyriske eller til børn, dansk natur i nøddeskaller – se bare, når han vover sig ud i større formater, f.eks. ’Fynsk Forår’… det er de enkelte og enkle sangperler, du overvældes af, ikke nogen dramatisk historie, for sådan en er der ikke.

LYNDUBLERING

OK. Det Kgl. vil altså endnu engang gøre forsøget. Og har held med at få Johan Reuter til at synge den plagede Saul – stærkt og velsunget – og Niels Jørgen Riis som den kække tenor, der griber chancerne.
Selveste drømmesopranen Ann Petersen stod på programmet som Mikal, og den var bare gået helt galt i går her ved 2. opførelsen, for hun havde mistet stemmen, og mimede sig vej, mens en sopran fra koret stod i kulissen og sang partiet med noderne i hånden. Randi Gislason hedder hun og gjorde det perfekt.
Den slags skal man være klar til i et operahus, men som understudy til en hovedrolle, burde teatret måske være så forberedt, at den pågældende er trænet til at gå på scenen og spille rollen.
Vi mindes med munterhed, da Stig Fogh Andersen for en halv generation siden agerede en stum Tristan i 4 timer, mens en repetitør med røgfarvet gravrøst slæbte sig gennem kæmpepartiet fra kulissen.
Det var godt nu at høre tenoren Mikael Kristensen som en sikker Jonathan, og den opkommende bas Morten Staugaard med den lange skuespillerbaggrund synge profeten Samuel, så det stod mejslet i luften. Andre som Johanne Bock og Leif Jone Øberg slap også godt fra rollerne som troldkvinden i Endor og hærføreren. Koret har vi som sagt kun ros og tak til.

FORSONING?

Den skotske iscenesætter David Pountney – som en gang før har iscenesat på Det Kgl. (det var netop ved hans opsætning af ’Tristan og Isolde’ i 1998, at Stig Fogh Andersen blev dubleret fra kulissen!) har flyttet handling og sceneri frem til den aktuelle Mellemøst-konflikt. Med maskinpistoler, grå boligblokke, pæne og beboede i 1. omgang, røgsværtede af krigen med filistrene i 2. omgang.
Det hjælper ikke meget på det, der som nævnt var Carl Nielsens problem: At få de personlige familie- og magtproblemer gjort nærværende. Konceptet rummer dårligt nok de fortolkningsmuligheder, som Det Kgl. Kapels oboist Henrik Goldschmidt tænker på i sin programartikel om forsoning mellem de aktuelt stridende parter i området.
I så fald er det i hvert fald et voldsomt sluttableau, som instruktøren lader udspille sig før tæppefald: Da det israelitiske folk hylder de nykårede Kong David, maser den ellers afdøde profet Samuel sig frem og vælter David ned fra tronen.
Forsoning? Ikke med David Pountney ved aftrækkeren.

gregersDH.dk