Michael Moritzen, Jannie Faurschou og Bjarne Henriksen i ‘Yamaz!’ på CaféTeatret (Tegning: Claus Seidel)
SKÅL!
Christian Tafdrups græske rejsedrama ’Yamaz!’ er nødtørftig underholdning. Et forudsigeligt og langtrukkent spark til hans forældre.
**
HVIS man går rundt og er skræmt af de fremmede kulturer om ørerne på os, kan man prøve at vende tingene på hovedet og se på os selv i et anfald af klarhovedet masochisme.
Det forsøger den unge skuespillerforfatter Christian Tafdrup med ’Yamaz’.
Hans stykke handler om to danske ægtepar på charterferie Grækenland. Hvert par medbringende deres teenage-afkom, henholdsvis en dreng og en pige. Samt hele deres bagage af horisont i gulvhøjde, almindelig kvajpandet stupiditet og privat afstumpethed.
SELVOPLEVET
Tafdrup ved, hvad han taler om: Det fremgår af programmet, at stykket bygger på egne oplevelser med forældrene, da han var atten år og på ferie med dem i Grækenland. For over ti siden.
Et spark og en venlig hilsen, åbenbart.
Dengang fik hen en skrive-raptus og pløkkede indtrykkene ned i nogle hurtige dialoger og situationer, der skildrer, hvordan forældrene og et andet ægtepar téede sig i det fremmede. Indbyrdes og over for de lokale. Nu har han fikset lidt på manuskriptet og fået det på brædderne i CaféTeatret.
En grotesk farce. Man øjner en parodi på den DR-TV-serie om danskere i Italien, vi lige har haft fornøjelsen af.
STIVNEDE GRIN
Som dramatik flytter stykket sig ikke ud af stedet. Det indskrænker sig til en stribe situationer, der hver for sig har en vis komik, baseret på lattervækkende gentagelser af idiotiske bemærkninger som ’Gud, jeg kan ikke forstå menukortet’ og ’Nej, hvor er der varmt i Grækenland’.
Og jo – der er en slags udvikling: Fra lallende, høflige tilnærmelser til skænderier, slagsmål og forkvaklet sex. Med de to teenagebørn som tavse iagttagere. Men forløbet er overfladisk, og den larmende slutning bliver lang og trættende i sit tegneserieagtige hysteri. For instruktøren Mikkel Flyvholm har det været et enten-eller. Enten skære finalen sønder og sammen eller lade den løbe ud i en syndflod af grotesker. Han har valgt det sidste. Ikke at være følsom. Heller ikke over for vores stivnede grin.
DYBT IDIOTISK
Typerne er ikke dårligt ramt:
Bjarne Henriksen behøver kun et enkelt stikord for at spille jovial, brovtende, flink og ind imellem livsfarlig dansker, et eller andet sted mellem Svend Aage i ’Edderkoppen’ og Kjeld i ’Olsen-Banden’. Og Bodil Jørgensen er dybt idiotisk som en evigt Colgate-smilende og lallende løsbrokker af græske ord, hentet på aftenkursus. Hun tumler scenen rundt – en scene, der består af en terrasse med swimmingpool og os andre langs kanten. Rummet udnyttet af scenografen Ida Marie Ellekilde, som vi har set det før på CaféTeatret, f.eks. i ’Blackbird’ for nogle år siden.
Jannie Faurschou og Michael Moritzen har mindre taknemmelige roller som syrlige, modvillige og mopsede ægtefæller med momentvis løsslupne udbrud af undertrykt kogen i underlivet, når tilstrækkelig uso og metaxa er hældt indenbords.
De to unger, Mamie Morton og Sandra Nynne Jensen passer deres stumme roller – bortset fra, at de pynter på stemningen med hver deres solo i X Faktor-stil. Mads Risom leger græsk det-ene-og-det-andet.
Se forestillingen før næste Grækenlands-tur, og gør så nationen den tjeneste at opføre dig bedre end Christian Tafdrups forældre. Hvis du kan. Og få lært, hvad ’Yamaz!’ betyder. ’Skål!’ En vigtig glose.
