Thomas Sandberg på Teater Zebu (foto: Zebu)

BLIP OG BÅT

Slagtøjskomikeren Thomas Sandberg sætter sig selv og publikum i svingninger på Teater Zebu med sine digitale og akustiske manipulationer.

Spiller på Teater Zebu på Amager indtil 27. marts.

****

GUD VED, hvordan Thomas Sandberg er til daglig.
Altså uden for scenen.
Manden kan jo ikke løfte en lillefinger eller tage et par sko af, uden at der kommer lyd ud af det. Diskret, larmende eller et sted midt imellem. Alt bliver til lyd.
Sådan er hans nyeste forestilling eller lad os kalde det show. Han starter netop med at skifte sko, og straks er han i gang med at time lydene, lytte til hvert lille knald eller krasch, brodere på lydene, få dem til at blive en verden i ham og rundt om ham.
Også hans publikum og hans nærmeste venner: mikrofonerne. Vi er hans partnere, og mikrofonerne er hans partnere.
Han fyrer en verbal salve af blip og båt af, artikuleret som en blanding af gadelarm fra hans indre og en børnehave før frokost, stopper brat og ser forbavset på os – en slags Aufforderung zum Tanz, og straks lyder der et spontant svar fra en eller anden, der gentager lyden, og legen knopskyder på et øjeblik.
Netop legen er en væsentlig side af Sandbergs teatersport. Legen med publikum og legen med det udstyr, han slæber med sig på scenen, trommer og stikker, dåser og meget andet, men især tre-fire mikrofoner, som han behandler som sine kærester, og det siger ikke så lidt, han snakker med dem, kæler med dem, og de svarer ham igen hele tiden, for det er den sindrigt udarbejdede pointe: Han indspiller, indsynger, indblipper og indbåtter konstant sine lyde, genudsender dem i en organiseret kakofoni. Vi opfatter den i hvert fald som organiseret.
Hans personlige facon er let henkastet – kendetegnet for enhver god klovn. Vi skal tro, det hele er så let som at vende pandekager (hvad alle trods alt ikke slipper godt fra).
Skal man undre sig over én ting, så er det hvor lidt han egentlig får ud af den lige så manipulerende behandling af sit materiale på en storskærm, som han sender billeder op på bag sig. Grafik eller gengivelse af hans egen optræden.
Der er sikkert stor ståhej for at få det til at køre, men lille ståhej for publikum i sammenligning med at alt det sjove og originale, han får ud af, hvad der sker på scenen.
’A musical gameplay’ kalder han showet. Og det er det. På sin egen spøjse måde.

gregersDH.dk