Benedikte Hansen og Olaf Johannesen i ‘Heksejagt’ (Foto: Christian Als)

DJÆVELENS VÆRK

Arthur Millers ’Heksejagt’ rammer endnu engang – og med aktuel relevans – den massefrygt og det hysteri, der kan lure i ethvert samfund, når mistænkeliggørelse sætter mennesker i skred.

Arthur Miller: ’Heksejagt’. Instruktion: Roger Vontobel. Scenografi: Palle Steen Christensen. Medvirkende: Olaf Johannesen, Benedikte Hansen, Sara Hjort Ditlevsen, Helle Fagralid, Marie Tourell Søderberg, Anna Stokholm, Morten Suurballe, Henning Jensen, Rasmus Bjerg, Tom Jensen, Anne Birgit Lind, Kirsten Olesen, Peter Gilsfort, Henrik Jandorf og Daniel Murena.

’Heksejagt’ havde premiere i aftes på Skuespilhusets Store Scene, varer to timer uden pause og spiller frem til 14. maj.

*****

STYKKET begynder med et sindsoprivende skrig. Den unge Marie Tourell Søderberg, præstens datter Betty i den lille amerikanske by Salem, sidder alene på scenen, krymper sig i angst, overmaler sin krop i et anfald af vanvid, som besat af djævelen.
Og stykket slutter med en forstenet Benedikte Hansen, fru Elisabeth Proctor i myndighedernes saks – som en sort dødens engel opsluges hun af scenens mørke og forsvinder med dunkle ord om Jerusalems gader og folk med mærke i panden.
Det sidste er måske det mest uheldsvangre i denne opsætning af Arthur Millers ’Heksejagt’, sat op i disse tider, hvor islamisk jihad jager frygt i mennesker, og et mærke i panden er tegnet, der viser, at man uafladelig er på knæ i bøn med panden mod gulvet.
Det understreges i det øjeblik, at der er nutidig relevans i at spille ’Heksejagt’.
Stykket handler om det irrationelle hysteri, der i slutningen af 1600-tallet greb provinsbyen Salem i Massachusetts og endte i en lang række henrettelser ved hængning af ældre og unge kvinder, der blev anklaget for hekseri. Angiveriet og mistænkeliggørelsen samler sig i Millers drama især omkring ægteparret John og Elisabeth Proctor og pigen Abigail, fordi optrevling af utroskab bliver et af de redskaber, dommeren kan vride sammen med heksebeskyldningerne, da han trevler sagerne op, godt assisteret af byens præster.

RETSSALEN

I Skuespilhuset giver de scener, der kulminerer i den store retssag, lejlighed for Olaf Johannesen (Proctor) til at vise et menneske, der anbringes yderst på vippen i kampen for at bevare sin identitet som rationel kritiker af den herskende galimatias.
En stærk præstation i konfrontation med Henning Jensen som dommeren, der bruger hele sin pondus til at gennemtrumfe magten og viljen til at få ram på det store spøgelse: Djævlebesættelsen i byen.
Al modstand kvæles i hans manipulationer. Præsternes (Rasmus Bjerg og Morten Suurballe) og borgernes, mens hele teaterrummet omdannes til en kæmpemæssig retssal. Henning Jensen sender sine salver af sted fra alle tænkelige positioner, vandrende rundt mellem publikum det ene øjeblik, det næste højt til vejrs på et dommersæde – slyngler, håndlangere, præster, borgere sidder placeret blandt publikum på balkonerne, hvorfra de kan vrisse og råbe deres gjaldende had.
Faktisk er vi fra stykkets begyndelse i en Palle Steen Christensen-scenografi, hvor alt, scenerne hjemme hos Proctors, de udendørs optrin, og alle konfrontationer mellem de medvirkende hele tiden finder sted i retssalen. Anklager, beskyldninger, mistænkeliggørelser, private opgør – hele forløbet er som rettergang mellem mennesker, der drives af den type angst, der knopskyder, når først den har fået fat.

RELEVANS

Deri ligger relevansen i at spillet ’Heksejagt’ i dag, hvor vi kender de risici, som får den lille angst til at vokse til panik. Anskuet usentimentalt af iscenesætteren, den schweiziske Roger Vontobel.
Miller skrev sit stykke under indtryk af kommunistforskrækkelsen i U.S.A. i begyndelsen af 1950’erne – den forskrækkelse, der også er emnet for den opera, der i øjeblikket turnerer i landet, og som handler om ægteparret ’The Rosenbergs’, der blev henrettet i den elektriske stol for kommunistiske sympatier under McCarthyisme-bølgen, der begyndte i 1950.
Teatret har mange eksempler på emnet. F.eks. Pendereckis opera ’Djævlene fra Loudun’, der er blevet spillet i to omgange på Det Kgl., og som handler om præsten Grandier, der blev tortureret og brændt på bålet, under et fanatisk udbrud af exorcisme i Frankrig i samme århundrede som begivenhederne i Salem.
Hængning, bålbrænding eller elektrisk stol på grund af tro, overtro eller politisk holdning. I Islamisk Stat i dag: Halshugning.
Jo, emnet er relevant.

gregersDH.dk