Silas Holst og Mathilde Norholt i ‘Dirty Dancing’ (tegning: Claus Seidel)

TYND AFFÆRE

’Dirty Dancing’ fortjener stjerner for sin markedsføring, for Silas Holsts dansekunnen, for Mathilde Norholts troværdighed og ikke for så meget mere. Det er en tynd affære.

’Dirty Dancing’ spiller i Tivolis Koncertsal indtil 30. april

***

SÅ tager vi det fra en ende af og drysser lidt stjernestøv, hvor det falder for.
Først markedsføringen af ’Dirty Dancing’. Formidabel. Der er solgt en hulens masse billetter. Udsolgt i lange baner. Foromtaler på kogepunktet, plakater op og ned ad tivolis facader i så mange måneder, at man efterhånden tror – hvis man færdes i det nabolag – at man er flyttet ind privat hos Silas Holst og Mathilde Norholt.
Flot. Mange stjerner til markedsføringen.
Og så de to, Silas og Mathilde.

SILAS OG ’BABY’

Silas Holst kan danse, så han ville vinde hver eneste ’Vild med Dans’-konkurrence, hvis det ellers var muligt. Slip ham løs, hvor der er et dansegulv i sigte, og han vil blive jagtet af damerne – som han bliver det i ’Dirty Dancing’-historien, der ellers ikke har meget andet kød på sig end det, som udgøres af flotte danseben og tilbehør. Han kan også ind imellem sige replikker. Det har han vel lært sig i rollerne på Det Ny Teater, men den kunst er der ikke det mest udstrakte behov for i ’Dirty Dancing’.
Mathilde Norholt kan man sende på scenen, hvis man skal bruge en pige, der er sød og troværdig, præcis som hende i ’Dirty Dancing’. Navn: Francis, kaldet ’Baby’. En pige, oprørsk mod forældrene indtil den grænse, der hurtigt nås for en pæn og godt opdraget teenager, hidsig på at gøre noget godt i samfundet, f.eks. deltage i protester, men mest hidsig på at være forelsket i Johnny, som Silas Holst hedder i musicalen. Og vejen til ham er at danse, liv eller død. Mathilde Norholt kan ikke det samme, som hendes mor, Kirsten – mor i virkeligheden og mor i stykket – engang kunne, da hun var Columbine på Pantomimeteatret. Men Mathilde danser pænt med Silas, er blød i hans arme, hard business-dans er bare ikke hendes sag. Men vi holder da godt nok af hendes amatørtrin på det skrå gulv.

KARTOFFELSUPPE

Historien? Så tynd som kartoffelsuppen i Danmarks første folkekøkkener. Den handler om to, der ikke må få hinanden, men får hinanden alligevel.
Resten er – som drama – en gang sjatter fra et forladt middagsbord.
’Handlingen’ foregår i USA’s 1963, og der smutter bemærkninger ind om Kennedy, Cuba-krisen, Martin Luther King, lige så uhørlige som dem om depressionen i 30’rne og ikke andet end tilfældig flirt med den periode, historien er placeret i – hvem fanger f.eks. bemærkningen fra pigen, der siger: ”Jeg kan knalde med enhver, der bare er på den rigtige side af Ho Chi Minh-Stien”? En næsten uhørlig replik og godt det samme. Smagfuldheden er begrænset.
Men den slags kan selvfølgelig bruges til at strejfe det middelklasse-feriecentermiljø, handlingen foregår i, hvor åndssløve, småborgelige livsytringer udløses i tjat til golfkøller, amatøroptræden og gættekonkurrencer.

STØN
Stjerner til sceneriet? OK, halvanden så. Til scenografien, der er orgier af billedbaggrunde, en art moderne technicolor postkort-illustrationer af skove, søer, bjerge, solop- og nedgange, som var det hele henter fra Hotel Paradise-optagelser, hvad der for resten gav os bløde associationer til netop indholdet af dét program. De løbende småkonflikter i historien taget i betragtning.
Støn. Ikke mange stjerner tilbage. Rollelisten er omfangsrig – Robert Hansen, Dick Kaysø, Christian Mosbæk, Line Krogholm, Karina Frimodt og Laura Drasbæk er nogle af dem.
Musikken er i højeste højtalergear med standardpop, genkendelig, synes vi, fra filmen. Enkelte komiske hygge-indslag som ’Besa me, Besame mucho’ fra Claus Bues mund.
Et seksmands band på, og af og til bag scenen for at ramle sammen med det fuldtonende studieorkesters båndindspilning, gjaldende ud i Tivolis grandiose koncertsal – man tænker med en del ærbødighed på Det Ny Teaters fulde live-orkester i Vesterbro-teatrets lille grav.
Tivolis Koncertsal er til andet og mere, end hvad vi musikalsk oplever i ’Dirty Dancing’. Det ved vi fra utallige tidligere oplevelser. Sågar store operagæstespil. Men det koster jo penge.
’Dirty Dancing’ er – bortset fra nogle få enkeltpræstationer – en tynd affære.  Sæt f.eks. den mesterlige ’Strictly ballroom’ på din skærm og se en vare, der ligner, men er ægte.

gregersDH.dk